Blog: 8 takes før divisional playoffs-runden

En tidligere linebacker er manden bag Chiefs’ succes, nummer 72 bliver afgørende i Atlanta, få et bud på, hvem der får de fem, ledige head coach-job – og så har New England Patriots haft den måske letteste vej til en konferencefinale i NFL-historien. Læs her otte takes før divisional playoffs-runden.

1. Tidligere linebacker er manden bag Chiefs’ succes

En væsentlig forklaring på, at Kansas City Chiefs for andet år i træk er blandt NFLs otte bedste hold, finder man i den række af draft-klasser, som general manager John Dorsey har sat sammen.

Dorsey skal nemlig have stor ros for at ramme plet med en meget høj andel af sine draft picks, og de spillere har forstærket et hold, der allerede var udmærket, men som underpræsterede kraftigt i 2012 – året, hvor Chiefs kun vandt to kampe, fyrede Romeo Crennel som head coach og Scott Pioli som general manager og ansatte Andy Reid som Crennels afløser og John Dorsey som ny, sportslig leder.

De to genrejste øjeblikkeligt Chiefs, der siden har vundet 43 kampe (næstflest i perioden) og været i tre slutspil. Imponerende – og et comeback til toppen af NFL, som man meget, meget sjældent ser ske på så kort tid.

Én af Dorsey, der som aktiv NFL-spiller i fem sæsoner var linebacker for Green Bay Packers, og Reids første handlinger var at handle to andenrundevalg i draften til San Francisco 49ers for quarterback Alex Smith, og selvom Smith er kendt som en “kedelig”, “konservativ” quarterback, er der mange andre NFL-hold, der uden tvivl gerne vil erstatte deres nuværende quarterback med den 32-årige “dink-and-dunk”-passer. Herunder San Francisco 49ers, der ved indgangen til 2017 for anden offseason i træk havde store spørgsmålstegn på quarterback-positionen, og som ville have været bedre stillet med Smith end med erstatningen Colin Kaepernick.

Smiths værdi for holdet er stor – han undgår fejl og træffer kloge beslutninger – og selvom han ikke er en klassisk “game winner”-quarterback, der kaster sig vej til sejren via 400 yards og fire touchdowns, understøtter Smith et angreb med en effektiv løbeoffensiv, solide playmakers og ikke mindst et stærkt forsvar.

Samlet giver det et hold, der er talentfuldt og ifølge en anonym kilde hos et NFC-hold, som The MMQB talte med i efteråret, det mest komplette hold i NFL fra “første til 53. mand i truppen”. En anden kilde sagde. at Chiefs er gode til rigtig meget uden at være virkelig gode til én ting.
– Det er ikke hold, du ser frem til at spille imod, sagde kilden.

Og det bringer historien tilbage til Dorsey og hans aftryk på succesen.

Siden han blev general manager og ansvarlig for draft-processen, har Dorsey valgt 24 spillere. Hele 20 af de spillere er stadig på holdet, og tre af dem blev i december valgt til Pro Bowl. Nemlig tight end Travis Kelce, der nu er den bedste på positionen i NFL, der ikke bærer navnet Rob Gronkowski, cornerback Marcus Peters og dette års return specialist-sensation Tyreek Hill.

Dorsey har bestemt også haft sine missere – som dette års tredjerundevalg Keivarae Russell, der allerede er ude af truppen igen, og det underpræsterende topvalg i 2013-draften Eric Fisher, der dog, når ret skal være ret, blev valgt meget kort tid efter, at Dorsey fik nøglerne til butikken, hvorfor optakten til draften ikke var optimal. Fisher har været solid, men ikke spillet som topvalget i en draft.

Men samlet set har Chiefs i hver eneste draft, siden Dorsey kom til, valgt mindst én vigtig profil eller starter – herunder den forrygende rookie Chris Jones, som holdkammeraten Tamba Hali kalder den bedste ”three technique”-lineman, som Chiefs nogensinde har haft, running back Spencer Ware, guard Mitch Morse, linebacker Ramik Wilson, wide receiver Chris Conley, pass-rusher Dee Ford og altså de tre førnævnte Pro Bowlers Peters, Hill og Kelce.

Men dertil kommer Dorseys overvejende dygtige investeringer i free agency. Han har signet free agents som Jeremy Maclin, Mitchell Schwartz og Jay Howard, men fandt nok så vigtigt også vigtige bidragsydere blandt “no names” som Daniel Sorensen, Albert Wilson, Ron Parker og Charcandrick West.

Fælles for mange af de spillere, som Dorsey har hentet til Missouri, er, at de ikke er store navne – Chiefs har ikke været en stor spiller i free agency – men hver især er de den vigtige brik, der i det store billede gør en forskel. Andy Reid og hans assistenter er fantastisk dygtige til at ”coache” spillere op – bare se på running back-positionen, hvor Jamaal Charles har været plaget af skader, men alligevel har holdet formået at have et effektivt løbeangreb.

Søndag kan Kansas City Chiefs med en sejr hjemme på Arrowhead Stadium mod Pittsburgh Steelers kvalificere sig til holdets første AFC-finale i 23 år. Det er ikke mindst arkitekten John Dorseys fortjeneste.

2. Patriots’ modstandere = tomatdåserne

Tomatdåserne.

Sådan kalder én af de mere berømte sportsklummeskribenter i det nordøstlige USA de hold, som New England Patriots har mødt i denne sæson.

The Boston Globes klummeskribent Dan Shaughnessy har skrevet om, hvordan tomatdåserne – som han kalder de mindre gode modstandere – er blevet linet op på stribe foran patrioterne.

En trend, der nu fortsætter i slutspillet.

New England Patriots kan nemlig få dét, der formodentligt er den letteste vej til en konferencefinale i NFL-historien – målt på kvaliteten af modstandere. Ikke nok med at Patriots gennem den regulære sæson har haft ligaens på papiret letteste turneringsprogram – nu venter ét af de værste slutspilshold nogensinde i divisional playoffs-runden.

Brock Osweiler og Houston Texans er ganske enkelt én af de største ”tomatdåser” i NFL i 2016-sæsonen. Holdet tillod 49 flere point end holdet scorede, men kæmpede sig alligevel frem til ni sejre og en titel i svage AFC South, som et hold i sagens natur skulle vinde. Men den ”point differential” på minus 49 er den sjettedårligste i NFL, og angrebet scorede kun 25 touchdowns i hele sæsonen.

Hvor skidt er det? Så skidt at intet slutspilshold nogensinde i NFL-historien har scoret så få touchdowns i en sæson med 16 kampe.

Texans-angrebet er i bedste fald ustabilt, og selvom Texans i lørdags besejrede Oakland Raiders, skal vi ikke snyde os selv. Raiders var en skygge af sig selv med en rookie-quarterback i sin første kamp som starter bag center og uden en skadet venstre tackle, og selvom Osweiler gjorde det hæderligt, imponerede han ikke ligefrem.

Og det er altså Patriots’ modstander i dét, man må forvente er en ren walkover. Da holdene mødtes i september, ydmygede Patriots hjemme Texans med cifrene 27-0. Og det var med tredjevalget Jacoby Brissett som quarterback. Patriots har nu Tom Brady bag center og er kun blevet bedre siden da, og selvom Texans-forsvaret på papiret er stærkt, er det slet ikke godt nok til at kunne stoppe Brady, og uanset hvad er det svært at se Osweiler og Co. score særligt mange point. Derfor er Patriots da også hele 16 point-favoritter ifølge bookmakerne – den næststørste favorit i slutspillets historie.

I forvejen er Patriots nærmest umulige at besejre i Foxborough i slutspillet (de har vundet imponerende 15 af 18 hjemmekampe siden 2001). Men hvis modstanderen i det sidste slag før AFC-finalen oven i købet er ét af historiens ringeste slutspilshold? Game over! Så er det goddag til den sjette AFC-finale på stribe.

Mødet med Osweiler, der har været så svag, at han blev bænket for et par uger siden, kommer efter en regulær sæson, hvor Patriots ikke har stået over for én eneste af denne sæsons, statistisk set bedste quarterbacks. Bedømt på passer rating-statistikken, som bestemt ikke er fejlfri, men dog en god indikator, har Patriots ikke mødt én eneste quarterback, der sluttede i top 11 i passer rating i 2016 (NFLs minimumskrav er 224 kast). Den bedste har været Miamis Ryan Tannehill, der sluttede som nummer 12 med en god, men ikke iøjnefaldende rating af 93,5 point.
 
Den statistiske sandsynlighed for, at det sker, er meget lille taget i betragtning, at Patriots trods alt har mødt 15 forskellige, startende quarterbacks i den regulære sæson. Flere af de quarterbacks har ikke kastet nok bolde til at blive officielt indlemmet i statistikken, men syv af de 15 quarterbacks har enten været reserver – eller er siden blevet bænket af deres respektive hold, fordi de har underpræsteret. Det er folk som Cody Kessler, Jared Goff og Landry Jones.

Det er ganske enkelt helt utroligt at spille 16 kampe uden at møde en top 10-passer i NFL. Det viser historien da også.

Hvis New England Patriots når Super Bowl, vil holdet være den første Super Bowl-deltager siden NFL-sammenlægningen i 1970, der ikke har mødt en top 10-passer i den regulære sæson. Siden dengang er der spillet 46 kampe, så det er altså 92 Super Bowl-deltagere, der alle har mødt mindst én og i mange tilfælde flere startende quarterbacks, der er sluttet i top 10 i passer rating.

Men Patriots kan altså blive den første Super Bowl-deltager i 47 år (!), der ikke har stået over for sådan en quarterback.

En helt vanvittig statistik, der bekræfter, at det er stærkt unormalt at nå langt og samtidig møde mange quarterbacks, der ikke har været blandt NFLs allerbedste i en sæson.

En anden AFC-kæmpe, Kansas City Chiefs, har da også i seks tilfælde mødt en top 10-passer, Pittsburgh Steelers har tørnet sammen med tre top 10-passers, og Houston Texans har mødt fem quarterbacks i top 10. Altså har de tre andre, tilbageværende hold i konferencen tilsammen mødt 14 top 10-passers. I NFC-hold har de fire tilbageværende hold hver især mødt minimum to top 10-passers og i alt mødt hele 15 styk.

I den regulære sæson mødte Patriots i forvejen den – statistisk set – letteste gruppe af modstandere bedømt på ”strength of schedule”. Modstanderne vandt kun 43,9 procent af deres kampe, og samlet spillede Patriots kun seks kampe mod hold med en ”winning record” – tredjefærrest i NFL (sammen med Steelers). Og to af de seks hold startede reserve-quarterbacks – Dolphins i 17. spillerunde med Matt Moore og Steelers med Landry Jones – og et tredje hold var altså ustabile Houston Texans. Patriots slog Denver Broncos med Trevor Siemian og Miami Dolphins med Ryan Tannehill, men tabte hjemme til Seattle Seahawks og Russell Wilson.

Og faktisk har Patriots, siden Tom Brady i 2009 vendte tilbage til NFL, mødt færre hold med en ”winning record” end noget andet hold i NFL i den periode.

Holdet har kun mødt 48 af sådanne, stærke hold, viser tal fra Pro Football Reference. En bemærkelsesværdig statistik taget i betragtning, at Patriots har vundet AFC East lige siden og altså som udgangspunkt altid møder mindst fire andre divisionsvindere (tre fra AFC + én fra NFC) fra den foregående NFL-sæson. Alligevel ligger Patriots nummer 32 i den kategori.

Men med til historien om Patriots’ modstandere – og modstandernes quarterbacks i 2016 – hører også, at Bill Belichicks mandskab er ekstremt dygtigt til at gøre arbejdet. Eller ”Do your job”, som mantraet var i Super Bowl-sæsonen i 2014. Siden 2009 har Patriots kun tabt 11 af 80 kampe mod hold uden en ”winning record” svarende til en sejrsprocent på hele 86 procent – klart bedst i NFL i perioden. Den evne til at slå de modstandere, man bør slå, er væsentlig og har været afgørende for holdets kontinuerlige succes. Ikke mindst i denne sæson, hvor Patriots undervejs har mistet Rob Gronkowski og indledte sæsonen uden Tom Brady.

Mens ligaens andre tophold typisk har dummet sig én eller to gange om året, har Patriots meget sjældent kikset mod hold, som det burde slå. Den stabilitet er imponerende og forklarer også, hvorfor holdet igen og igen får hjemmebanefordel gennem slutspillet – eller en plads som oversidder i første runde. For der ligger altid som minimum en otte-ni sikre sejre og venter.

Mod Houston næste weekend er Patriots altså igen friske efter en uge som oversidder. Og det vil være en sensation, hvis ikke også holdet vinder den kamp, hvor New England altså er rekordstore favoritter mod en gigantisk underdog.

Spørgsmålet er næsten snarere, hvor stor en afklapsning, der venter?

3. Bennett afgørende mod Falcons

Hvis Seattle Seahawks lørdag skal tage fra The Georgia Dome med en sejr og en billet til NFC-finalen, skal holdets nummer 72 spille en afgørende rolle.

I en kamp mod Atlanta Falcons spækket med profiler – Matt Ryan, Julio Jones, Russell Wilson, Vic Beasley og Richard Sherman bare for at nævne en håndfuld af dem – er Seattles defensive lineman Michael Bennett måske den vigtigste af dem alle. Faktisk er der dem, der mener, at Bennett er én af NFLs mest betydningsfulde forsvarsspillere i det hele taget.

Én ting er i hvert fald sikkert: Bennett er én af de mest fleksible linemen. Han stiller op både udvendigt og indvendigt på alle fire lineman-positioner, og han er en enorm force på både kaste- og løbespil. Pro Football Focus rangerer ham som den allerbedste “edge rusher” mod løbet, men samtidig er han en dygtig pass-rusher, der har et stort arsenal af pass rush-finter, og som ikke mindst har et ekstremt smidigt retningsskifte.

Bennett trækker ikke store stats til sig – fem sacks i 11 kampe i år og 10 sacks i 16 kampe sidste år er ikke voldsomt opsigtsvækkende – men alene hans tilstedeværelse på banen er et problem for modstanderen. Da New England Patriots slog Seattle Seahawks i Super Bowl forrige år, mente Patriots-spillerne, at Bennett – ikke Sherman eller Earl Thomas – var Seahawks’ farligste forsvarsspiller. Og da Patriots i november sidste år skulle møde Seattle, skamroste Brady så Bennett:
– Hvis han ikke er NFLs bedste forsvarsspiller, ved jeg ikke, hvem der er det, sagde Brady.

Og det fortæller lidt om Seattle-ledelsens syn på Michael Bennett, at holdet for tre uger siden belønnede ham med en treårig kontraktforlængelse til 31,5 millioner dollars, selvom han er 31 år, og selvom Marshawn Lynch førhen har været den eneste Seahawk, der har fået en markant, anden kontrakt med holdet.

Og lørdag i Atlanta vil Bennetts betydning potentielt stå klart. Hvis Seahawks skal stoppe Matt Ryan og Atlantas eksplosive angreb, er det vitalt, at Bennett spiller en stor kamp og dels får lagt pres på Ryan, dels leverer en væsentlig rolle i forsøgene på at stoppe de to running backs Devonta Freeman og Tevin Coleman. Det er svært at se Seahawks følge med Falcons, hvis Ryan får tid og plads til at fordele boldene til de mange receivers, som han har til sin rådighed (han har kastet mindst ét touchdown til en NFL-rekord 13 spillere i denne sæson). Især i en virkelighed, hvor langtidsskadede Earl Thomas ikke patruljerer nede bagved, og hvor Seahawks’ bagerste kæde har haft problemer i opdækningen.

Derfor er Bennett så vigtig – som han også var det i holdenes første møde i 6. spillerunde, hvor han ifølge Pro Football Focus var banens bedste forsvarsspiller. Før han forlod opgøret med en knæskade, der siden kostede fem kampe, nåede Bennett i alt 11 spil, hvor han pressede modstanderen på et pass-rush. Resultatet var hele fem hits på Ryan og en hurry.

I den kamp blev Bennett sendt ud af en ”cut block” af Falcons’ Jake Matthews, som Bennett siden rasede over, fordi han mente, at Matthews bevidst gik efter at skade ham. Derfor er det samtidig ”pay back time” for Bennett mod Falcons og Matthews.

Mod Detroit Lions i lørdags lavede Bennett halvanden sack og spillede generelt en god kamp. Seahawks har brug for en lignende præstation – og mere til – hvis holdet skal avancere til NFC-finalen.

4. Hvem får de sidste fem head coach-job?

Vi er nu én uge på bagkant af “Black Monday”, og alene i de seneste ni dage har Rams, Jaguars, 49ers, Chargers, Bills og Broncos ifølge Draftday.dk’s optælling indkaldt til i alt 36 jobsamtaler med 16 forskellige kandidater til de seks respektive cheftrænerjob. Fra den helt gamle – 70-årige Tom Coughlin – til den helt unge – 30-årige Sean McVay.

Og mandag aften blev den første head coach så ansat, da Jacksonville Jaguars forfremmede holdets midlertidige head coach i slutningen af 2016-sæsonen, Doug Marrone, til ny, permanent cheftræner.

Men processen er langt fra slut. 49ers mangler for eksempel stadig at interviewe Seattle Seahawks’ assisterende head coach Tom Cable, og flere kandidater kan forvente at blive indkaldt til en ekstra jobsamtale, hvilket vil være et godt tegn for dem.

Så hvordan ser det ud her én uge senere? Og hvem er – på dette, stadig tidlige tidspunkt de bedste bud på at overtage de fem job, der fortsat er ledige. Få her et bud:

San Francisco 49ers
Folk med kendskab til Josh McDaniels’ tankegang peger på, at hvis forlader jobbet som offensiv koordinator hos Patriots, vil han helst tage et job i San Francisco, der lørdag var det sidste af tre hold, der interviewede ham i New England. De andre to hold var Jacksonville Jaguars og Los Angeles Rams. I NFL-verdenen har der i flere uger været rygter om, at McDaniels er parat til at tilbyde en pakkeløsning med ham selv som head coach og med Louis Riddick, der p.t. arbejder for ESPN, som general manager. Riddick, der førhen har arbejdet i Redskins’ og Eagles’ front offices, blev tirsdag interviewet af 49ers. En anden mulighed er en duo bestående af McDaniels (eller en anden head coach) og Eliot Wolf – den kun 34-årige “vidunderdreng” fra Green Bay Packers’ sportslige ledelse – eller hans kollega Brian Gutekunst, der har arbejdet sig op gennem Packers’ ledelse. Det er uvist, om 49ers har McDaniels øverst på listen, men meget taler for, at det er tilfældet, og han imponerede angiveligt holdet under samtalen i lørdags. Det er i øvrigt værd at bemærke, at 49ers endnu ikke har interviewet Seahawks-trekløvet Tom Cable (til head coach) og Trent Kirchner og Scott Fitterer (begge til general manager). Så meget kan ske.

Los Angeles Rams
Rams har interviewet 10 forskellige navne og mangler stadig en samtale med Miami Dolphins’ defensive koordinator Vance Joseph og Houston Texans’ linebackers coach Mike Vrabel. Derfor er det stort et felt at finde den rette mand i mellem, men et bud er, at de signer Atlanta Falcons’ offensive koordinator Kyle Shanahan. Efter en tørke med den defensiv-mindede Jeff Fisher som head coach har Rams hårdt brug for en offensiv-mindet cheftræner, der kan få gang i og skabe resultater med holdets topvalg de seneste to år, Jared Goff og Todd Gurley. Det kan 37-årige Shanahan, der i et par år har været en brandvarm kandidat. Hans agent er i øvrigt Marvin Demoff, hvis søn, Kevin Demoff, er Rams’ Chief operating officer – og lederen af holdets jagt på en ny head coach. Den meget tætte forbindelse skal man ikke undervurdere. En konkurrent til Shanahan er den kun 30-årige Redskins-koordinator Sean McVay, der har givet et stærkt, positivt indtryk til samtalerne med Rams og 49ers.

Buffalo Bills
Alt peger stadig på, at Buffalo Bills forfremmer den midlertidige head coach. Anthony Lynn, til Rex Ryans permanente afløser. Lynn har ifølge flere insiders imponeret i de interviews, han har givet indtil nu. Ifølge The MMQB har han virket ”organiseret og med en stærk tilstedeværelse”. Derfor kan der være rift om ham. Men alt tyder på, at han bliver, hvor han er, og flere af de offensive profiler (som Sammy Watkins) allerede har meldt ud, at de ønsker Lynn som head coach. Bills har også interviewet fire andre kandidater, hvor især Carolina Panthers’ defensive koordinator Sean McDermott er i høj kurs, og mangler et interview med Vance Joseph, hvilket kan mudre billedet, men det vil stadig være overraskende, hvis Lynn ikke er valget.

Denver Broncos
Ud fra alt, hvad vi ved, har Denver Broncos kun interviewet eller skal interviewe fire kandidater. Favoritten er Vance Joseph, der ganske vist så skidt ud i Miami Dolphins’ wild card-afklapsning mod Pittsburgh Steelers, men som ikke desto mindre har været et “hot” navn i denne head coach-jagtsæson. Alle de fem hold, der stadig ikke har en head coach, har kaldt ham til samtale, og Broncos’ general manager John Elway har ikke lagt skjul på, at Joseph havde fået jobbet i 2015, hvis ikke Broncos havde ansat Gary Kubiak som cheftræner. Kyle Shanahan og Kansas City Chiefs’ special teams coach, Dave Toub, er to andre, stærke kandidater til jobbet, og Shanahan-forbindelsen (hans far, Mike, var John Elways Super Bowl-træner i Denver) er interessant. Men for et hold, der formentligt skiller sig af med den dygtige, selvkørende defensiv koordinator Wade Phillips, kan en ny defensiv-minded coach være at foretrække, og Broncos har altså allerede for to år siden afsløret deres kærlighed til Joseph. Siden dengang er hans værdi kun steget betragteligt.

San Diego Chargers
Klart det sværeste hold at læse. Chargers kan gå i flere retninger, men det er i hvert fald interessant, at holdet har interviewet fem defensive koordinator, én offensiv koordinator og én special teams-koordinator. Altså en klar vægt i retning af en forsvarsminded cheftræner, og derfor er mit bud, at de ansætter Mike Smith. Indtil mandag, hvor Jacksonville ansatte Doug Marrone, forventede jeg, at Jaguars ville hyre Mike Smith. Men han er altså stadig ledig på markedet, og da Chargers angiveligt ønsker en ny træner, der tidligere har været head coach, er Mike Smith favoritten i min bog. Kansas City Chiefs’ special teams-coach, Dave Toub, er en outsider til jobbet.

KORT, MEN GODT:

5. Siden 10. spillerunde har Atlanta Falcons’ løbeforsvar tilladt 5,22 yards pr. carry. Det er flest i NFL i den periode og et potentielt problem forud for mødet med Seattle Seahawks’ Thomas Rawls, der løb for 161 mod Detroit Lions i wild card-runden. Falcons’ forsvar har mange unge talenter som Deion Jones, De’Vondre Campbell  og Keanu Neal, men fælles for hele enheden er, at den misser for mange tacklinger. Og det fører blandt andet til modstanderens succes langs jorden.

6. Det bliver vitalt for Green Bay Packers, at holdet kan stoppe Ezekiel Elliott, når Packers søndag hamrer sammen med Dallas Cowboys. Da holdene mødtes i oktober, vandt Dallas med 30-16, og her stod rookie-running backen over for NFLs dengang bedste løbeforsvar, men da kampen var slut, havde Elliott løbet for 157 yards på 28 carries – svarende til hele 5,6 yards pr. carry. Og dét selvom Packers i den kamp oftere end på noget andet tidspunkt i sæsonen stod i 3-4-baseforsvaret, som burde have givet forsvaret den bedste mulighed for at håndtere Cowboys’ fænomenale angrebslinje. Packers’ løbeforsvar er siden blevet mere hullet (har tilladt 4,49 yards pr. carry siden Dallas-kampen), og derfor er mødet med Elliott søndag et betydeligt problem for Green Bay.

7. Én af de fire kampes allerstørste dueller i duellen er uden tvivl Atlanta Falcons’ wide receiver, Julio Jones’, møde Seattle Seahawks’ cornerback Richard Sherman. Da de mødtes i 6. spillerunde greb Jones hele syv bolde for 139 yards og et touchdown, og han blev ifølge ESPN dækket af Sherman på 30 af 46 kastespil. I de situationer greb han tre bolde for 40 yards (på fem kast i sin retning). Og sidst i kampen slap Sherman afsted med at holde Jones’ arm på et dybt kast uden, at der blev dømt pass interference.  Kameraerne vil have masser af fokus på de to og ikke mindst på Sherman, der i kampen i oktober rasede på sidelinjen, efter at holdkammeraterne havde kikset i opdækningen.

8. Pittsburgh Steelers’ offensive line coach, Mike Munchak, blev før “Black Monday” nævnt som en mulig, kommende head coach-kandidat, og selvom han ikke har været til nogen samtaler, er det forståeligt, at hans arbejde med Steelers-linjen har vakt opsigt. Pittsburghs offensive succes skyldes nemlig ikke mindst, at angrebslinjen har været fremragende. Football Outsiders rangerer den som den næstbedste på løbespil, og den fjerdebedste mod kast. Enheden bestående af fra venstre mod højre Alejandro Villanueva, Ramon Foster, Maurkice Pouncey, David DeCastro og Marcus Gilbert har været stærk og dels skabt store huller til Le’Veon Bell (der i de seneste syv kampe har løbet for utrolige 1002 yards), dels passet på Ben Roethlisberger, der helt fantastisk kun er blevet sacket fire gange i de seneste syv kampe, han har spillet. Så længe den offensive linje passer så godt på Bell og Roethlisberger, er offensiven potent og farlig.

Enig eller uenig med blogindlægget? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

four − three =