Blog: Chris Harris’ skulder afgørende i AFC-finalen

All-Pro-cornerbacken Chris Harris’ skulder er efter min mening den klart største faktor i AFC-finalen – og den væsentligste årsag til, at jeg forudser, at New England Patriots slår Denver Broncos.

Broncos-spilleren, der måske er Denver-forsvarets vigtigste spiller, og som spillede intet mindre end 96,9 procent af alle spil i grundspillet, er skadet i skulderen, og han var langt fra 100 procent i søndags mod Pittsburgh Steelers, hvor han reelt kun fik spilletid i holdets nickel-formation. Faktisk var han kun inde på 75 procent af holdets defensive snaps. Han havde døjet med skaden i nogle uger, men den blev forværret mod Steelers, da han lavede en tackling tidligt i kampen.

Efter kampen sagde Harris selv, at han reelt “spillede med én arm”, og at han havde svært ved at skubbe receiverne væk, fordi skulderen var så svækket. Han tillod fire receptions for 70 yards, og hans afløser, Bradley Roby, blev udstillet med tre tilladte catches (på alle tre kast i hans retning) for hele 116 yards (78 yards efter første catch). Meldingerne fra Denver er, at situationen næppe ændrer sig markant før næste søndags konferencefinale mod Patriots, så Broncos ved, hvad de har i vente.

Og dét er et enormt problem for Denver.

Den bedste i “the slot”
Chris Harris er nemlig ikke blot én af NFLs bedste cornerbacks, men måske også den allerbedste slot-cornerback. Det er han i hvert fald ifølge Pro Football Focus, der to år i træk har rangeret Harris som den bedste i slot-kategorien målt på antal yards tilladt pr. antal spil, hvor han har stået i “the slot”. Harris tillod i 2015 kun 0,44 yards pr. spil, efter at han havde tilladt ligeledes NFL-lave 0,57 yards pr. spil i “the slot” i 2014.

Chris Harris skulle derfor i en ideel Denver-verden kunne neutralisere Patriots’ vævre slot-receiver Julian Edelman i klassisk “mandsopdækning”. Sidstnævnte er ikke let at stoppe eller let bare at svække på banen, men Harris har som én af få evnerne til at gøre det. Men med den skadede skulder er det tvivlsomt, om Harris overhovedet får den opgave (den kan blive overdraget til knapt så stærke Bradley Roby) – og endnu mere tvivlsomt, om han kan løse den, når han ikke er fit.

Det kan også tvinge Denver til at droppe den mandsopdækning i forsvaret, der er nøglen til holdets store succes – som NFLs allerbedste forsvar. Mod Steelers stod Broncos formentligt på grund af frygten for Steelers’ hurtige receivers igen og igen i et blødt zoneforsvar, som Ben Roethlisberger i første halvdel af kampen udnyttede. Men Patriots har slet ikke den fart på ydersiden, som Steelers har, og derfor ville Broncos under normale omstændigheder kunne spille mand mod mand mod Tom Brady og Co. Men nu kan forsvaret altså blive tvunget væk fra dets foretrukne system.

Får tid og plads
Hvis Edelman får relativt frit spil mod et zone-forsvar eller mod en mindre effektiv slot-corner, er det en kæmpe svækkelse af Denver og dets chancer for at vinde AFC-finalen. For det vil betyde, at Patriots-angrebet får tid og plads til at køre de mange effektive kastespil, hvor korte kast reelt fungerer som en afløser for det ikke-eksisterende løbeangreb.

Præcist som det var tilfældet i lørdags mod Kansas City, hvor Tom Brady kastede 42 gange, mens holdet kun løb 14 gange med bolden. Her stod Tom Brady ganske vist over for et skadesplaget Kansas City-pass rush, hvilket efter min mening var en stærkt overset faktor, fordi defensiven aldrig fik lagt et kontinuerligt pres på “nummer 12”. (Justin Houston spillede kun otte spil på grund af en knæskade, og Tamba Hali var også stærkt svækket af en knæskade, der smertede, og som nu kræver en operation).

Men en stor del af forklaringen på det effektive kasteangreb var også, at Brady ekstremt hurtigt kom af med bolden, hvilket gavnede en vakkelvoren angrebslinje, der, som sæsonen er skredet frem, har haft sværere og sværere ved at holde skansen. Op gennem november og december, hvor Edelman samtidig var ude med en fodskade, kollapsede angrebslinjen til tider på grund af dels skader, dels mangel på talent. Faktisk har Patriots set over hele sæsonen ifølge Pro Football Focus tilladt 221 quarterback pressures – næstflest i hele NFL.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

18 − 4 =