Blog: 10 kommentarer efter de tidlige kampe

10 dugfriske kommentarer til de tidlige søndagskampe. Læs blandt meget andet om Miami Dolphins’ stærke angrebslinje, Odell Beckham Jr. Carson Wentz, New England Patriots, Colin Kaepernick og se tallet, der fortæller alt om, hvor skidt det står til i Carolina.

1. Pittsburgh Steelers kollapsede i Miami, der overraskende vandt 30-15 i en kamp, som delfinerne sad på. Steelers’ quarterback Ben Roethlisberger blev knæskadet før pausen og var aldrig i gear mod et stærkt Dolphins-forsvar. Men den helt store forskel i kampen var Miamis udskældte angrebslinje, der spillede fremragende efter en uge, hvor den havde fået masser af kritik og havde fyret to linemen. Enheden tillod ingen sacks og banede vej for, at Jay Ajayi kunne løbe for 204 yards og to touchdowns – inklusiv en 62-yarder, der cementerede sejren kort før tid. De 204 yards var flest af en Miami-running back siden Rickys Williams 216 yards i 2002. Før kampen kunne avisen The Miami Herald via kilder fortælle, at Dolphins’ ledelse mener, at quarterback Ryan Tannehill – trods en skuffende sæson – kan blive rigtig god, hvis han bare får tid til at kaste. Det gjorde han søndag, og resultatet var 24 completions på 32 kast for 252 yards.

2. Tom Brady gjorde hjemmebane-comeback mod Cincinnati Bengals på Gillette Stadium, og efter en middelmådig begyndelse på kampen for New England Patriots, der først i 3. quarter var bagud 14-10, trak Patriots fra og vandt 35-17. Brady var klinisk og ramte plet på hele 29 af 35 kast for 376 yards og tre touchdowns. Rob Gronkowski var samtidig ustyrlig med 162 yards på syv catches. Hvis Patriots-angrebet spiller, som det spillede efter pausen, og som Brady har spillet i de første to kampe, er New England ekstremt svære at slå.

3. Colin Kaepernick stod mod Buffalo Bills – i søndagens 45-16-ydmygelse – igen bag center hos San Francisco 49ers, efter at han ikke havde kastet et kast i den regulære sæson siden oktober. Resultatet var dog ikke overbevisende. Afløseren for Blaine Gabbert, der blev bænket i tirsdags, fandt kun en modtager på 13 af 29 kast for 187 yards og et touchdown. Det var på en 53-yarder til Torrey Smith, der dog var kastet for kort, så en helt åben Smith skulle stoppe op og gribe bolden, inden han løb videre. Han sluttede med en passer rating af kun 77,8 point. Hverken helt godt eller totalt skidt. Kaepernick løb dog for 66 yards – og hans lange ben, der hurtigt kan tilbagelægge flere yards – giver 49ers-angrebet en dimension, som Gabbert ikke gav. Men angrebet er ikke bedre med nummer syv som førstevalget på quarterback-positionen. 49ers har hårdt brug for at finde en ny quarterback næste forår.

4. Tennessee Titans slog Cleveland Browns og har nu vundet tre kampe og tabt tre. Titans er med andre ord tilbage efter en skuffende sæsonindledning med to nederlag på stribe. Den ekstra gode nyhed for Titans er samtidig, at holdet forud for 6. spillerunde havde NFLs letteste, tilbageværende turneringsprogram (de kommende modstandere havde på det tidspunkt tilsammen kun vundet 37 procent af deres kampe). Det er ikke urealistisk at tro, at Titans – selvom angrebet på mange måder er uinspirerende – kan vinde otte eller måske ni kampe, fordi modstanderne er til at slå. På papiret i hvert fald.

5. To forrygende præstationer af de to quarterbacks i kampen mellem Los Angeles og Detroit Lions. Case Keenum fandt en modtager på 27 af 32 kast for 321 yards, tre touchdowns og en interception – og Lions’ Matthew Stafford ramte plet på 23 af 31 kast for 270 yards og fire touchdowns. Desværre for Keenum var hans allerdårligste kast i kampen – og altså næsten hans eneste dårlige kast – også det kast, der kostede sejren. Det kom med halvandet minut igen, da han blev interceptet af Lions’ Rafael Bush i forsøget på at vende kampen. Og så vandt Lions med 31-28.

6. Jacksonville Jaguars fik en hårdt tiltrængt 17-16-sejr og har nu vundet to af fem kampe. Men i lange perioder mod Chicago Bears var det ikke kønt, og kun fordi holdet scorede 10 point i 4. quarter, tog Jaguars ikke fra The Windy City med endnu en skuffelse i bagagen. Quarterback Blake Bortles leverede på ny en halvsvag indsats, og sidste sæsons Pro Bowl-receiver, Allen Robinson, greb kun tre bolde for 49 yards og har endnu ikke grebet for flere end 72 yards i denne sæson. Det kører ikke for Jaguars.

7. Washington Redskins har nu vundet fire kampe på stribe, efter at Philadelphia Eagles søndag blev slået i en tæt affære med 27-20. Carson Wentz-hypen stoppede søndag, hvor Wentz kun ramte plet på 11 af 22 kast for 179 yards efter en ellers forrygende karriereindledning for rookien. Redskins nedlagde ham fem gange på sacks. Han fik dog heller ikke meget hjælp af sin angrebslinje, der var uden suspenderede Lane Johnson på højrekanten. Afløseren med det halsbrækkende navn, Halapoulivaati Vaitai, var elendig og tillod to sacks. Alle Wentz’ touchdowns i denne sæson er kommet, når han ikke er blevet blitzet. Søndag kom Redskins efter ham, og så røg han bogtaveligt talt ned til jorden og lignede – en rookie.

8. New York Giants vandt hjemme mod Baltimore med 27-23, og det var godt for Odell Beckham Jr.’s ego. Den kontroversielle, karismatiske wide receiver scorede “game winneren” på et 66 yard-“catch and run” med godt et minut igen, og efterfølgende fortsatte han ellevild og jublende løbeturen langs Giants’ sidelinje. Beckham har været meget udskældt i denne sæson, men søndag fik han det helt store gennembrud i 2016 med otte catches for karrierehøje 222 yards og to touchdowns (han scorede også på en 75-yarder) mod et ellers godt Ravens-forsvar, der dog undervejs mistede cornerback Jimmy Smith til en hjernerystelse.

9. Baltimore Ravens fyrede i den forgangne uge offensiv koordinator Marc Trestman – angiveligt fordi holdet ikke mente, at hans løb-kast-balance var god nok. Før søndagens kamp mod Giants havde Ravens kastet på 62 procent af alle angrebsspil (mest i NFL), og derfor skulle afløseren Marty Mornhinweg ændre ved dette. Det skete bare ikke mod Giants. Ravens kastede på 48 af 74 angrebsspil – eller 64 procent af alle angrebsspil. Altså mere end gennemsnittet under Trestman.

10. Football er ondt. Carolina Panthers var stort set begravet og bagud med 21-0 og 24-10, mod New Orleans Saints men kom alligevel igen efter et fantastisk comeback, der involverede en succesrig two point-conversion, da var krævet, efter at kicker Graham Gano på et touchdown tidligere i opgøret havde brændt et ekstra point. Alligevel vandt New Orleans Saints søndag hjemme med 41-38 og har så godt som lukket Panthers’ sæson. Siden 1970 har kun to hold nået slutspillet, efter at have indledt sæsonen med kun én sejr i de første seks kampe. Søndag tillod Panthers hele 523 total yards, og forsvaret, der har skuffet slemt og især haft enorme problemer i den bagerste kæde, er den store årsag til NFC-mestrenes fald. Panthers har i nu to af de seneste tre kampe tilladt flere end 500 total yards. Før den første af de gange (for et par uger siden mod Atlanta) havde Panthers kun to gange tidligere i holdets historie tilladt flere end 500 total yards.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

eighteen + six =