Blog: 9 kommentarer efter de tidlige søndagskampe

Ni kommentarer til søndagens tidlige kampe. Læs – blandt meget andet – om ekstra point-brølerne, dominerende Dallas, et hot hold, der ikke kan vinde i divisionen og Chiefs, der blev slået af udebanestærke Tampa Bay.

—————————————————————————————————————————————————-

1. Søndagens tidlige kampe bød helt utroligt på ni brændte ekstra point. Siden NFL før sidste sæson flyttede udgangspositionen til 15 yard-linjen, har kickerne haft sværere end tidligere ved at score det point, der ifølge NFL-toppen var blevet ”automatisk” og dermed uinteressant for seerne.

Sidste år brændte sparkerne 71 ekstra point-forsøg, og hvis man dertil lægger 43 brændte forsøg i år, giver det altså 114 ”missere”. Eller omtrent det samme antal, der blev brændt i de ti foregående sæsoner tilsammen! I årene 2005 til og med 2014 blev der kun brændt 118 ekstra point-forsøg. Og der mangler altså stadig seks hele spillerunder plus halvdelen af 11. spillerunde i 2016-sæsonen.

Tallet kan blive meget højere – eller værre, hvis du spørger kickerne og deres arbejdsgivere.

UPDATE: Efter få minutters spilletid af de sene kampe steg det antal til 11 (!) brændte ekstra point. Flest siden 1966 i én enkelt spillerunde.

2. Indianapolis Colts’ kicker Adam Vinatieri brændte søndag for første gang et field goal i 45 forsøg i træk, da han sendte bolden til højre om stængerne på en 44-yarder i sejren over Tennessee Titans.

Men Vinatieri nåede altså at score på en NFL-rekord 44 forsøg i træk, før han brændte. Og dét i en alder af 43 år. Endnu et argument til dem, der mener, at Vinatieri er NFL-historiens bedste kicker og bør lande i Hall of Fame, og at det skal ske på bekostning af en plads til danske Morten Andersen, der fire år i træk forgæves har forsøgt at komme ind.

Eller som John Czarnecki, der er erfaren NFL-journalist hos Fox Sports og – ikke mindst – én af de 48 Hall of Fame-vælgere, i weekenden fortalte Draftday.dk, da han blev spurgt om Morten Andersens chancer:
– Mange fans, NFL-folk og trænere mener, at Vinatieri bør være den næste kicker i Hall of Fame.

3. Hårdt slag for Cincinnati Bengals, der på holdets allerførste serie i nederlaget mod Buffalo Bills så A.J. Green falde skævt ned på sin højrefod, da han greb et kast. Green skadede højre baglår og blev kørt fra banen og var herefter ude resten af kampen, mens Bengals-offensiven kun scorede 12 point. Green skal mandag gennemgå en MR-scanning ifølge ESPNs Adam Schefter.

Superstjernen har i denne sæsonn grebet 66 bolde for 964 yards og fire touchdowns, og han stod dermed for 37 procent af holdets receiving yards – den højeste procentsats af en spiller i NFL.

Inden sæsonen mistede Bengals de to wide receivere, Muhahed Sanu og Marvin Jones, og også offensiv koordinator Hue Jackson forlod Cincinnati. Nu er Green også ude i en kortere eller længere periode, og det et kostbart for Bengals, der med nederlaget for alvor er på vej ud af kampen om en slutspilsplads.

4. Tennessee Titans var ét af de helt hotte hold ved indgangen til 11. spillerunde, men tabte søndag ude i Indianapolis med 24-17.

Dermed har Titans fortsat kun vundet tre af de seneste 20 kampe mod andre AFC South-rivaler og kun én af de seneste 17 kampe mod Indianapolis Colts daterende tilbage til 2008. Det var i 2011, hvor Peyton Manning var ude for sæsonen med en nakkeskade, og hvor Colts’ quarterback hed Curtis Painter.

Hvis Titans vil være noget ved musikken – og mere end blot et “hypet” mandskab – skal de tage teten i AFC South.

5. Stor kamp af Le’Veon Bell i Cleveland. Running backen fra Pittsburgh Steelers nettede 201 total yards i 24-9-sejren. Han løb for 146 yards og et touchdown og greb otte bolde for 55 yards.

Undervejs i kampen blev Le’Veon Bell den spiller i Steelers’ historie, der hurtigst nåede 5000 total yards – det gjorde han i 42 kampe. Rekorden ejede Jerome Bettis med én kamp mere. Samtidig blev Bell søndag den første back i holdets historie, der to år i træk griber mindst 50 bolde i en sæson.

Før søndagens opgør snittede Bell i alt 4,30 yards pr. carry, hvilket er ét af de højeste gennemsnit i Steelers’ rekordbog. Han er lige efter Warren Williams, John Henry Johnson og Barry Foster – en klar indikation af, hvor effektiv Bell er på spil efter spil.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

4 + seventeen =