Week 10: 12 kommentarer efter de tidlige søndagskampe

New Orleans Saints i nyt ekstra point-mareridt, Blair Walshs tømmermænd er ikke unormale, Mike McCarthys sæde er blevet varmere, Eagles løb Falcons i sænk – og Winston og Berry leverede rene Houdini-spil. 12 kommentarer til de tidlige søndagskampe i NFL – i 10. spillerunde!
—————————————————————————————————————————————————–

1. Nyt ekstra point-mareridt for New Orleans
Ét af årets største spil skete i The Louisiana Superdome med godt ét minut tilbage af opgøret mellem New Orleans Saints og Denver Broncos. Forinden havde Drew Brees med et satset, men skarpt og succesrigt kast i endzonen til Brandin Cooks udlignet Broncos’ 23-17-føring. med blot ét minut og 22 sekunder tilbage. Tilskuerne i The Superdome var ellevilde, og sejren var tæt på for hjemmeholdet. Det efterfølgende ekstra point skulle blot sendes mellem stængerne af rookie Will Lutz.

Men den 22-årige kicker brændte sparket, da Broncos’ Justin Simmons hoppede over forsvarsmuren og frem mod Lutz, blokerede sparket, hvorefter Broncos’ Willie Parks returnerede bolden hele vejen til den anden ende for to point (som reglerne i den usædvanlige situation foreskriver). Altså: Saints kunne have afgjort kampen ved at score på ekstra point’et, men i stedet gik det den anden vej, og Broncos vandt 25-23.

Den situation mindede så meget om ”The River City Relay” fra 2003, hvor netop New Orleans Saints efter et utroligt, desperat sidste spil – der inkluderede tre laterals – scorede et touchdown i et udeopgør mod Jacksonville Jaguars, mens tiden løb af uret. Men efterfølgende brændte John Carney det potentielt udlignende ekstra point. Søndag aften oplevede Saints samme mareridt i The Superdome.

2. Historisk krise: Fjerde nederlag på stribe til Vikings
Minnesota Vikings led endnu et skuffende nederlag – denne gang ude mod Washington Redskins med 26-20. Én uge efter, at holdet smed sejren væk mod Detroit Lions, kiksede holdet til sidst, da holdet først blev dømt for holding, hvorefter Sam Bradford blev sacket på fjerde down, da holdet desperat havde brug for et kast i endzonen for et potentielt touchdown.

Med nederlaget har Vikings nu tabt fire på stribe og er kun “5-4”. Kollapset minder meget om det kollaps, som Atlanta Falcons oplevede i 2015, hvor holdet indledte sæsonen med fem sejre, men siden gik mere eller mindre i stå og sluttede “8-8” (og missede slutspillet). Kun to andre hold gennem historien har tabt fire kampe i træk efter at have vundet de første fem kampe. Det siger lidt om, hvor skidt det er.

Og som Vikings spiller netop nu, er det ikke usandsynligt, at Vikings kan misse de sjove kampe i januar – trods fantomstarten på sæsonen. Den gode nyhed er dog, at NFC North er så svag i 2016, at blot tre sejre mere måske kan føre til en divisionstitel.

3. Imponerende comeback af Kansas City
Chiefs var nede i sækken på udebane mod Carolina Panthers, men bagud med 17-3 ved pausen kom gæsterne stærkt igen og vandt til sidst. To store defensive spil gjorde udslaget. Først en forrygende ”pick six” af Eric Berry og siden en forceret fumble af Marcus Peters på Kelvin Benjamin, hvorefter Cairo Santos kunne afgøre kampen på et field goal.

Chiefs har nu vundet 17 af de sidste 19 regulære sæson-kampe og finder i øjeblikket en måde at vinde på i alle tænkelige situationer – trods modgang undervejs (som skader og en dårlig indledning på kampe). Det er trods alt også kvalitet. Ingen må undervurdere Andy Reids mandskab, selvom det ikke altid er lige kønt.

4. Running back med årets første touchdown-kast
Sæsonens første touchdown – kastet af en running back – blev sendt af sted i Tennessee Titans’ sejr over Green Bay Packers. Otte minutter inde i 1. quarter fik DeMarco Murray bolden, løb direkte ud mod højre og sendte bolden i favnen på Delainie Walker for et 10 yard-touchdown. Ifølge Fox Sports’ Daryl Johnston, der fulgte fredagens træning (som tv-folkene har adgang til), havde Titans fredag trænet kast fra Murray, hvor han rullede mod venstre, men i selve kampen gik det altså den anden vej.

Siden 2000 har kun 40 forskellige running backs kastet et touchdown. Forinden havde Murray i øvrigt scoret på et spektakulært 75 yard-løb. Den store helt i Tennessee var dog quarterback Marcus Mariota, der ramte plet på 19 af 26 kast for 295 yards og fire touchdowns.

5. På vej mod rekordmange udvisninger
Tennessee Titans’ Taylor Lewan blev udvist – ”ejected” – i 1. quarter af sejren over Green Bay Packers, og dermed er han den 11. spiller i denne sæson, der har fået NFLs svar på det røde kort. Det skete, da han skubbede til en dommer. I hele 2015 blev der kun udvist fire spillere, og siden 2001 (hvor statistikken går til) er der – ifølge ESPN – aldrig blevet udvist flere end 11 spillere i en sæson.

Efter januars nærmest skandaløse slutspilsopgør mellem Cincinnati Bengals og Pittsburgh Steelers, der bød på syv unsportsmanlike conduct- og unnecessary roughness-kendelser – men ingen udvisninger – bad NFL ligaens dommere om i højere grad at sende spillere tidligt i bad for alvorlige forseelser. Dommerne har tilsyneladende taget det ønske til sig.

6. Mike McCarthys sæde er blevet varmere
Tennessee Titans ydmygede Aaron Rodgers og Green Bay Packers med 47-25. Nederlaget betyder uden tvivl, at spekulationerne omkring en mulig fyreseddel til Green Bay Packers’ Mike McCarthy efter sæsonen, vil tage til. I hvert fald hvis Packers ikke får vendt sæsonen rundt og når i slutspillet. Oven på nederlaget til Tennessee Titans er Packers (4-5) i krise, og McCarthys sæde er mindre sikkert, end det har været, i en by som Green Bay, der hvert år forventer et mesterskabskaliber-hold. 

Siden indledningen på 2015-sæsonen har Packers vundet 24 kampe, men også tabt 15 opgør og er p.t. et middelmådigt hold. En formidlende omstændighed, man dog skal huske på omkring McCarthy, er, at Packers i denne sæson har været ramt hårdt af skader. To profiler (Eddie Lacy og Sam Shields) er på injured reserve, og Packers har foreløbigt set 10 spillere misse samlet 29 kampe. Det vil have betydning for evalueringen af McCarthy, selvom Packers-ledelsen vil mene, at en sæson, der fortsætter lige så skuffende som nu, er uacceptabel. Ikke mindst efter søndagens afklapsning.

Som minimum vil Packers-ledelsen formentlig kræve, at McCarthy skiller sig af med sin tro væbner, defensiv koordinator Dom Capers, der i årevis har været udskældt og meldt på vej ud (som det allerede var tilfældet i januar 2013, efter at 49ers og Colin Kaepernick løb Capers’ forsvar over ende i slutspillet). Capers har ifølge nogle kritikere haft ”ni liv”. Men hvis det ikke er McCarthy, der skal lade Packers-livet, må Capers ud.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

seven + ten =