2015 NFL Draft preview – Tennessee Titans

Tennessee Titans sidder i en rigtig god position med det andet valg i årets draft, og de får mulighed for at vælge en af de to bedste quarterbacks.

Spørgsmålet er dog, om Ruston Webster og Ken Whisenhunt tager en quarterback eller om de adresserer nogle af de andre store behov.

2014 rekord: 2-14
Draft valg i de tre første runder: 2, 33, 66
Tre største behov: QB, RT, RB
General manager: Ruston Webster (2012)
Head coach: Ken Whisenhunt (2014)

Quarterback

Udefra set har Titans et behov på quarterback, men ingen ved, hvad Whisenhunt og Webster tænker om sidste års sjetterundevalg Zack Mettenberger. Den tidligere LSU-quarterback gjorde det “ok” som rookie, men om Titans har set nok til, at de tør satse fremtiden på Mettenberger, ved kun de. Titans får muligheden for at vælge en af de to bedste quarterbacks i årets draft, hvad enten det bliver Florida States Jameis Winston eller Oregons Marcus Mariota, og det bør de gøre. NFL jagter konstant franchise quarterbacks, og Titans har ikke råd til at takke nej til en potentiel én af slagsen. I værste fald sidder Whisenhunt tilbage med to gode startere eller en god starter og solid backup.

Højre tackle

Byron Stingily, et tidligere sjetterundevalg fra 2011 NFL Draft, har blot spillet 20 kampe (ni fra start) i sin fire år lange karriere, og nu er han udset til at starte fast på højre tackle. Det går bare ikke, og Titans skal bruge et andendagsvalg på at opgradere den side af linjen. Sidste år valgte Titans tackle Taylor Lewan i første runde, og han er nu starter på venstre side, og nu er det tid til at adressere den anden tackle-position. Hold øje med spillere, der har deres styrke i at blokere for løb, og det kunne være Wisconsins Rob Havenstein eller Penn States Donovan Smith.

Running back

Sidste år nappede Titans running back Bishop Sankey i anden runde, men han skuffede og viste ikke, at han kan være featured back i NFL. I en meget stærk årgang af running backs er Titans nødt til at dykke ned i puljen og vælge endnu en back, der enten kan konkurrere med Sankey eller i det mindste indgå i rotationen. Boise States Jay Ajayi eller Alabamas T.J. Yeldon er to backs, der kan flytte kæderne og give Titans’ angreb masser af fysik. Hold også øje med UCS’s Javorius Allen i de senere runder.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

three × four =