2016 NFL draft preview: Safeties

For nylig skrev The MMQBs football-analytiker, Andy Benoit, at safety-positionen er blevet den mest vigtige position i forsvaret – strategisk set.

I en tidsalder, hvor NFL-holdene står i “three receiver”-formationer i rekordhøje 65 procent af tiden, og hvor tight ends griber flere bolde end nogensinde før – er der hårdt brug for safeties, der kan dække “én-mod-én”, men som samtidig på spillet efter kan stoppe en buldrende bulldozer af en running back. Meget af forsvarets strategi og modtræk til offensiverne afhænger ganske enkelt af, hvor dygtig en safety eller to, som forsvaret har.

Dette års draft-klasse byder på flere udmærkede safety-talenter, men intet toptalent. Og det er langt fra sikkert, at en safety bliver valgt i 1. runde.

Flere mener, at Ohio States Vonn Bell (5’11, 199) er draftens bedste på positionen.

Han indledte karrieren hos The Buckeyes som nickelback, men var i 14 kampe i Ohio States mesterskabssæson i 2014 en safety og spillede også på den position i 2015.

Bell er en cover safety-type, der kan dække flere receivers én-mod-én, og som har en stor rækkevidde i kasteopdækning. Han angriber aggressivt, når han læser spillet, og han er sjældent ude af position, selvom han stormer rundt på banen.

Han er en fremragende atlet, der bevæger sig særdeles smidigt på banen, som kan accellere hurtigt, og som samtidig læser quarterbackens øjne dygtigt.

Bell har dog ikke en ideel størrelse – langt fra endda. Han er mere bygget som en stor cornerback og vil være sårbar over for skader i NFL. Scouts så gerne, at han var mere stabil og endnu mere fysiskbetonet i sit spil – han er ikke typen, der leverer hårde hits, og hans evner mod løbet lader noget tilbage at ønske. Det har han da også selv erkendt.
– Bell har farten, fleksibiliteten og evnerne mod bolden til at få en øjeblikkelig indvirkning på spillet, men han skal være mere aggressiv mod løbet, mener NFL Networks Daniel Jeremiah.

Hvad Vonn Bell mangler, har Karl Joseph (5’9, 208) til gengæld.

Det lille missil fra West Virgnia fungerer nærmest som en ekstra linebacker mod løbet, der hamrer frem og lukker hullet i forsvaret på løbespil, og han er en aggressiv, nådesløs forsvarsspiller, der gerne ofrer kroppen for at levere det store spil.
– Han er én af de mest voldelige, men samtidig effektive safeties mod løbet, som vi har analyseret i de sidste fem år, fortæller ESPNs Todd McShay.

Joseph bliver i spillestil sammenlignet med en anden lille, men frygtløs safety, den tidligere NFL-stjerne Bob Sanders. Begge er – eller var for Sanders’ vedkommende – eksplosive i deres bevægelser og sætter tempoet med deres spillestil, samtidig med at de er hårdføre og nogle stærke konkurrencemennesker. ESPNs Louis Riddick, der selv var en defensive back i NFL, mener ligefrem, at Joseph samlet set er den bedste defensive back i draften.

Karl Joseph har dog ikke nogen ideel højde, vil være sårbar over for skader, han læser ikke altid spillet godt nok – og misser på grund af sin spillestil tacklinger, han burde have lavet. Og så er det et problem, at han missede stort set hele 2015-sæsonen med en korsbåndsskade, som han pådrog sig til træning. På det tidspunkt førte han al college football i interceptions med fem styk i bare fire kampe.

Men som minimum bliver han en solid safety og virkelig skarp special-teamer.

Nogle evaluatorer har sammenlignet Floridas Keanu Neal (6’0, 201) med den tidligere safety-stjerne Rodney Harrison. Ligesom Harrison var det for Chargers og siden Patriots, er Neal en hårdtslående safety med en god kropsbygning, lange arme og de største hænder (10 5/8 inches), der blev målt på en defensive back ved The Scouting Combine.

Neal, hvis bror er den tidligere NFL-spiller Clinton Hart, er en intens, aggressiv safety, der er enormt eksplosiv i sine beveægelser (han nettede et broad jump af 11 inches ved The Scouting Combine), og hans evne til at ramme med stor kraft gør, at receiverne kan mærke – og vil frygte – hans tilstedeværelse, når de griber bolde på tværs af banen.

Kritikere peger dog på, at han ideel set skulle være langt mere smidig i kroppen, og at han kun er middelmådig på kastespil. Og så misser han for mange tacklinger, fordi han til tider er ude af kontrol på banen. Hans støtter peger til gengæld på, at Neal i kraft af sin aggressive spilletid kan sætte tempoet i et forsvar og skræmme modstanderne til at begå fejl.

Med 19 interceptions gennem karrieren slog Boise States Darian Thompson (6’1, 208) i sin karriere Eric Weddles rekord for flest interceptions.

Thompson er ganske enkelt en playmaker med en god størrelse, der læser spillet og lokaliserer bolden særdeles godt. Han spiller i et højt tempo, rammer hårdt og er en intelligent safety, som samtidig får ros for sin arbejdsmoral og selvdisciplin.

Til gengæld er Darian Thompson ikke nogen topatlet – og han testede ikke særligt godt ved The Scouting Combine, hvor han dog var småsyg på grund af et maveode pådraget af dårlig mad fra en lokal restaurant i Indianapolis. Men det trækker stadig ned, for Thompson har aldrig været overbevisende i de målbate, atletiske testøvelser, og på banen er han ikke så hurtig som mange andre safeties.

Southern Utahs Miles Killebrew (6’1, 217) imponerede ved The Scouting Combine, hvor han blandt pumpede vægtstangen 22 gange – flest af alle defensive backs – i bænkpres-øvelsen, samtidig med at han nettede et 38 inches-højt vertikalt hop. En indikation af eksplosive bevægelser.

Og på banen er Killebrew en sjov spiller at følge, fordi han kan sende nogle tunge hits afsted – og virkelig aflevere “huskekager” til boldholderne. Han er ekstremt aggressiv og intens i sin spillestil, han tackler imponerende korrekt og effektivt, er intelligent og har en stærk indstilling.

Killebrew er dog en anelse stiv i bevægelserne, han er til tider alt for aggressiv og har sine begrænsninger i mandsopdækning. Men som box safety og ikke mindst special-teamer har han høj værdi.

Flere andre safeties kan presse på til andendagen – eller måske endnu højere.

Clemsons T.J. Green (6’2, 209) er en tidligere wide receiver, der kun har startet én sæson for The Tigers, efter at han i 2014 flyttede til safety-positionen. Han er en fremragende atlet med en formidabel kombination af størrelse og fart i fødderne, men Green har stadig meget at lære og er virkelig upoleret. Men potentialet er enormt, og der er dem, der mener, at han faktisk har allermest værdi som cornerback – og derfor kan snige sig ind i første runde.

Deon Bush (6’0, 199) fra Miami (Fl.) er en god atlet, som dækkede et stort område nede bagved for The Hurricanes, og som rammer med hård kraft – og som er villig til at ofre kroppen i forsøget på at stoppe modstanderen. Han er dog hverken stor, hurtig eller adræt nok til for alvor at ligne en starter fra dag 1 i NFL.

Førnævnte T.J. Greens Clemson-makker, Jayron Kearse, er nevø til den tidligere NFL-stjerne Jevon “The Freak” Kearse, men Jayron Kearse er dog slet ikke samme atlet som sin onkel – men hvem er også det? Han har dog en 82 inches-stor rækkevidde i den 6 fod 4 inches og 216 pund-enorme safety-krop, og han kan dække store afstande i sit holds secondary. Han har dog været for ustabil, og han skifter ikke retning særligt effektivt grundet sin højde.

Dukes Jeremy Cash (6’0, 212) er en fremragende og meget produktiv safety mod løbet. Han tonser frem og lukket huller i forsvaret, han er kvik og har et stærkt instinkt. Cash er dog ikke en god atlet, og han har begrænsninger mod kast, hvilket vil hæmme ham i NFL. Men han kan få en fremtid som en effektiv safety/linebacker-hybridspiller.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

three × 1 =