2016 NFL draft preview: Defensive ends

Dette års defensive end-klasse er lidt spøjs.

For på den ene side er der to kæmpe talenter i toppen, der begge kan blive valgt i top 5. På den anden side er årgangen ikke specielt dyb derefter. I hvert fald ikke hvis man søger klassiske “edge rushers”, der kan angribe hurtigt fra kanten.

Og det kan forklare, hvorfor et hold som Arizona Cardinals i marts valgte at handle sig til New England Patriots’ defensive end Chandler Jones. For der ingen “wow”-talenter at vælge i slutningen af 1. runde, hvor Cardinals sidder.

Det er der til gengæld i toppen.

Ohio States Joey Bosa (6’5, 269) er så god, at nogle eksperter – som ESPNs Todd McShay – mener, at han er den allerbedste spiller i draften.

Bosa kommer fra en stærk football-baggrund. Hans far John Bosa og onkel, Eric Kumerow, blev begge valgt med 16. valget i draften i to respektive draft-klasser i træk i 1987 og 1988. Ingen af de to slog dog til, men der er al mulig grund til at tro, at sønnen og nevøen vil blive en stjerne i NFL.

Gennem karrieren hos The Buckeyes lavede han samlet 26 sacks og 51 tacklinger for tab, og de kun fem sacks, som han lavede i 2015 (han lavede 13,5 sacks i 2014), var ikke en indikation på, hvor kaosskabende han var. Bosa trak både to og tre blokerende modstandere til, og han var konstant en trussel for angrebet. I NFL vil hans bedste position være som defensive end i et 4-3-forsvar, og han har dér Pro Bowl-potentiale fra dag 1.

Bosa er kraftfuld, stærk som en okse, aggressiv og samtidig meget smidig – han kan lave en baglæns saltomortale i en vægt af 270 pund – og så er han nådesløs. Han angriber konstant, giver aldrig op og er uhyggelig hårdfør. Han er blevet sammenlignet med tre af de største “jernmænd” i NFL op gennem 00’erne, Jared Allen, Michael Strahan og Justin Smith.
– Han har en nådesløs attitude og et instinkt, som de allerbedste NFL-pass rushers også besidder. Bosa holder offensive linemen ude af balance i kraft af sit arsenal af pass rush-finter, mener Todd McShay.

Ved The Scouting Combine skuffede han med en 40 yard-tid af kun 4,86 sekunder, men til gengæld nettede han en short shuttle-tid på 4,21 sekunder – bedst af alle defensive linemen. Hans teknik er virkelig god, og han bruger sine stærke hænder effektivt.
– Han er en lidt bedre version af Justin Smith, da han kom ud af Missouri i 2001. En lidt bedre atlet. Stærk, hårdfør som ham. Han har en god “motor”, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Modsat de bedste pass-rushers i NFL som Von Miller og Ziggy Ansah savner Bosa dog et eksplosiv antrit, og han er ikke den spektakulære, dynamiske atlet, som de er, og derfor mener flere, at Bosa aldrig bliver en defensive end, som laver et tocifret antal sacks år efter år. Til gengæld er han meget komplet og uden større svagheder, og han er samlet set en stor force mod både kast og løb.

Et minus, som holdene helt sikkert forholder sig til, er dog Bosas person. Han var suspenderet i sæsonpremieren i 2015 – ifølge ESPN på grund af “akademiske- og marihuana-relaterede årsager” – og han havde ry for at være en festabe hos The Buckeyes, der til sidst valgte at bo selv (for at komme væk fra det vilde liv, siges det). I NFL skal han lægge det liv på hylden, hvis han vil leve op til sit store talent.

Oregons DeForest Buckner (6’7, 290) er modsat Bosa et bedre fit til et 3-4-forsvar, hvorfra han kan angribe fra kanten, men i den formation er Buckner til gengæld også et fremragende talent.

Først og fremmest har Buckner en uhyggelig størrelse, han er bygget, som defensive ends skal se ud, mener mange. Han har 34 inches-lange arme og 11 3/4 inches-store hænder, der var de største ved The Scouting Combine, og han er en kæmpemand bygget af granit.


Alene i de seneste to sæsoner har Buckner, der startede fire sæsoner i college, lavet 163 tacklinger i Oregons 3-4-forsvar, men samtidig lavede han også 10,5 sacks i 2015. Han er uhyre kraftfuld, ultrastærk, har stærke hænder og er meget arbejdsom og hårdfør. Trods sin størrelse er han en god atlet, og han er holdbar – i 2015 var han i to kampe på banen på flere end 100 snaps. 
– Buckner er en dominerede spiller på optagelser, og han har et fantastisk potentiale på det næste niveau, mener NFL Networks Daniel Jeremiah.

Flere iagttagere har sammenlignet ham med Arizona Cardinals’ Calais Campbell, mens han også bliver kaldt en bedre udgave af Arik Armstead – eks-holdkammeraten hos The Ducks, som 49ers valgte i 1. runde af draften sidste år.
– Han er mere talentfuld end nogen af de to spillere, og han er dobbelt så god, som Armstead var, da han han kom ud af college, siger en anonym NFC-scout til NFL.com.

Han skal stadig sikre, at hans tyngdepunkt ikke er for højt – en udfordring, når man er så høj – men samlet set er DeForest Buckner et imponerende talent, som har alle muligheder for at blive en stor faktor for sit kommende NFL-hold.
– Han er noget særligt, mener NFL Networks Mike Mayock.

To Clemson-talenter kan begge blive valgt i top 25.

Shaq Lawson (6’3, 269) havde sin første sæson som starter i 2015, og her lavede han hele 12,5 sacks og 25,5 tacklinger for tab. Han var én af college footballs bedste “edge rushers”, og han forventes at blive en lignende force i NFL.

Lawson er en tætbygget, kompakt spiller med store lår og en bred overkrop, og han vil både kunne fungere som defensive end i et 4-3-system og som outside linebacker i et 3-4-system. Han er uhyre stærk og kan kontrollere sin modstander ved line of scrimmage, og i det hele taget er en hårdfør, aggressiv natur hans store force. Han er meget svær at løbe imod, og derfor er han på mange måder komplet.

Lawson er dog ikke noget topatlet, og han er ikke nogen nuanceret pass-rusher, der vinder i kraft af mange, forskellige pass-rush-finter eller et hurtigt antrit. Han vinder i kraft af sin iver og vilje – og det bliver sværere i NFL.
– Han savner ideelle atletiske evner og antrittet, men han ekstremt hårdfør, produktiv og instinktiv, mener NFL Networks Daniel Jeremiah.

Samtidig bekymrer en skuldeskade, der blev opdaget ved The Scouting Combine, flere hold.

Der er scouts og hold, der mener, at holdkammeraten Kevin Dodd (6’5, 277) er bedre end Lawson.

Dodd brød for alvor igennem i sin sidste kamp i college – den nationale mesterskabsfinale mod Alabama – hvor han lavede tre sacks og fem tacklinger, men præstationen kom efter en flot sæson, hvor han havde lavet 12 sacks og 23,5 tacklinger for tab. Altså stort set identiske stats sammenlignet med Lawson. Samtidig lavede han hele 46 quarterback pressures.
– Han er bedre end Shaq Lawson, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Kevin Dodd er en ekstremt hårdfør, nådesløs og aggressiv lineman, der aldrig giver op, og som hele tiden er dér, hvor bolden er. Hans instinkt er i særklasse, og han læser spillet utroligt godt, men samtidig har han et hurtigt antrit og smidige hofter, der gør, at han kan “brække” rundt om hjørnet af forsvarslinjen og angribe quarterbacken.

Potentialet er kæmpestort, for han har ligesom Lawson kun ét år som starter på bagen, og han skal især være bedre til at bruge sine hænder i mødet med modstanderen, ligesom der er mange nuancer af spillet, han ikke mestrer endnu. Samtidig vil onde tunger pege på, at mange af Dodds sacks og store spil kom med svagere højre tackles og ikke mod kvalitetsmodstandere. Men pilen peger opad for Dodd, der kan blive valgt i top 15.

Én af draftens største, såkaldte “problembørn” er Eastern Kentuckys Noah Spence (6’2, 251).

Tilbage i 2013 var han et “All-Big Ten”-valg hos Ohio State (efter at have lavet otte sacks), men afleverede herefter to positive tests for stoffer og blev bandlyst fra at spille i konferencen. Det kom så vidt, at Ohio States head coach, Urban Meyer, angiveligt sagde til Spence, at han enten kunne “ændre sit liv eller miste livet” – så alvorligt var det.

Han gennemgik herefter behandling for et misbrug af Ecstasy og skiftede til Eastern Kentucky. Her lavede Spence i 2015 i alt 13,5 sacks og 22,5 tacklinger, og på banen har han både stor værdi som defensive end i et 4-3-system og som outside linebacker i et 3-4-system. Men successen kom ikke uden en ny sag. I maj sidste år blev han anholdt for gadeuorden.

Uagtet problemerne uden for banen er Noah Spence et stort talent, der har en fremragende “motor”, og som hele tiden spiller i et højt tempo. Spences antrit er stærkt, og han betegnes som en intelligent spiller, der ifølge en kilde, som NFL.com har talt med, har en “unik evne til at vinde én-mod-én-dueller”. Ved The Senior Bowl i januar var han én af de store vindere efter en flot uge.
– Pass-rushers er i høj kurs, og det er han, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Men alle problemerne uden for banen bekymrer, og han imponerede angiveligt ikke med sine forklaringer under de personlige interviews ved The Scouting Combine.
– Der er en adfærd, der er bekymrende. Flere episoder. Det er bekymrende, når du bliver smidt ud af Ohio State med det talent. Og så dummer du dig hos Eastern Kentucky, hvor du drikker og kaster en flaske på gaden. Jeg tror ikke, at de rette justeringer i forhold til at blive mere moden er blevet lavet, siger en NFL-kilde til SI.com.

Med en 40 yard-tid på 4,63 sekunder ved The Scouting Combine beviste Oklahomas States Emmanuel Ogbah (6’4, 273), at han er en hurtig “edge rusher”.

Han er født i Nigeria, men familien flyttede til Houston i USA, da han var ni år. Siden udviklede han sig til et stort high school-talent i football, der skiftede til Oklahoma State, og i 2015 blev han kåret til årets forsvarsspiller i Big 12-konferencen efter en sæson, hvor han lavede 13 sacks og 17,5 taclinger for tab.

Ikke alle scouts mener, at Ogbah (udtales “Awg-Buh”) er så eksplosiv, som hans flotte Scouting Combine-præstation indikerede. Her leverede han flottere resultater, end mange scouts havde forventet, og nogle peger på, at han er “stiv” i kroppen og kun spiller i én hastighed.

Men Ogbah er stærk, han er en force mod løb, og hans produktivitet (16 sacks i 21 kampe) er ikke til at tage fejl af. Han har en fremtid som enten outside linebacker i et 3-4-system, defensive end i et 4-3-system, ligesom han kan få spilletid som defensive tackle i enkelte oplagte kaste-situationer.

Michigan States Shilique Calhoun (6’4, 251) var tre år i træk et All-American-valg, og i 2015 lavede han 10,5 sacks, efter at han var blevet noteret for otte sacks i 2014. Alene i de tre år lavede han samlet 128 quarterback pressures, og han er en dygtig atlet, der kan “brække rundt” om linjen og angribe quarterbacken med en fleksibel, smidig krop – og som har et flot arsenal af pass-rush-finter.

Calhoun er dog – ifølge kritikerne – ikke aggressiv eller hårdfør nok, han bruger ikke sine hænder så effektivt, som han burde – og han er ikke en force mod løb. Men potentialet er godt, og det er værd at bemærke, at Pro Football Focus vurderede, ar Calhoun i 2015 var den mest effektive pass-rusher af alle i college football. Han kan få en fremtid som både defensive end og outside linebacker i NFL – en position, som 49ers prøvede ham af på hans Pro Day.

Boise States Kamalei Correa (6’3, 243) var ifølge flere eksperter én af de store vindere ved The Scouting Combine, hvor han leverede en flot workout, hvor han var overbevisende i de personlige interviews og løb 40 yards på 4,69 sekunder. Efterfølgende har nogle scouts ifølge TFY Draft Insiders Tony Pauline sammenlignet Correa med Packers’ Clay Matthews.

Correa har et eksplosivt antrit – hvilket en 10 yard-tid af 1,63 sekunder beviser – og kan skabe kaos i modstanderens backfield med sine pass-rush-evner. Flere hold mener, at han bør få en fremtid som outside linebacker i et 3-4-system, men han har også potentiale som 4-3-defensive end og “situational pass-rusher”. Han skal være stærkere og teknisk bedre. Men potentialet har skabt masser af “buzz” blandt NFL-scouts i tiden frem mod draften.

I den forgangne sæson var Carl Nassib (6’7, 277) fra Penn State årets forsvarsspiller i Big Ten-konferencen, efter at han lavede en skolerekord 15,5 sacks – flest i nationen – og samtidig forcerede seks sacks.

Nassib, der er bror til New York Giants’ quarterback Ryan Nassib, kom ellers til Penn State som en “walk-on” uden et stipendium, der fik besked om af sin daværende head coach, Bill O’Brien, at han skulle droppe football, fordi han ikke var god nok (O’Brien har siden erkendt, at han tog fejl). Derfor fortæller hans succes alt om en spiller, der har en enorm viljestyrke og arbejdsmoral, og han er en stor lineman med store hænder, og som har en god kombination af størrelse, hurtighed og produktion.

Han er ikke specielt smidig og har ikke noget godt retningsskifte, ligesom han savner flere pass-rush-finter. Og så er det et issue, at han kun har været virkelig god i én sæson. Men “motoren” kører hele tiden i højeste gear, og derfor kan han få en plads på et NFL-hold som en solid starter.

Få spillere i nyere NFL-historie har haft den størrelse og ikke mindst højde, som Shawn Oakman (6’8, 287) fra Baylor kommer med. Han er en gigant, som man sjældent ser mage til, der har en ekstremt stor, muskuløs overkrop.

Derfor har der gennem flere år naturligt været masser af hype omkring Oakman, men den hype kommer sammen med en fortælling om en spiller, der har skuffet mere, end han har imponeret. Oakman havde en tragisk opvækst med en nu afdød far, der var ude af billedet og en mor, der var HIV-smittet, crack-afhængig og til tider i fængsel. Han nåede dog til college, men blev smidt af Penn States hold, da han stjal en sandwich fra et lokalt campus-cafeteria.

Siden skiftede han til Baylor, hvor han i 2014 lavede 11 sacks og lignede et højt draft pick i 2015-draften. Han blev dog overraskende i college og skuffede som senior med kun 4,5 sacks. Oakman har et stærkt bull-rush og kan i kraft af sin statur og styrke holde skansen på løb. Men han har ikke meget mere end det at byde på, for han er ikke nogen specielt god atlet (han skuffede under sin workout ved The Scouting Combine), og savner et godt antrit.

En gruppe af defensive end/outside linebackers kommer derefter og ser også meget interessante ud.

Jihad Ward
 (6’5, 297) fra Illinois ligner en kommende “five technique” i NFL, der i kraft af sin størrelse og styrke kan sætte tonen på kanten i et 3-4-forsvar. Han er en overmiddel atlet, men savner ifølge kritikerne en mere aggressiv natur, hvis han skal vinde dueller med modstandernes “bøffer”.

BYUs Bronson Kafusi (6’6, 285) er ligesom Ward et oplagt fit som 3-4-defensive end, og han var ifølge Pro Football Focus den næstbedste pass-rusher – statistisk set – på den position i 2015, hvor han lavede 11 sacks. Samtidig imponerede han med en 10 yard-tid af 1,69 sekunder ved The Scouting Combine. Trods størrelsen savner han dog noget mere styrke i kroppen og drøjde i underkroppen.

I 2015 blev Ronald Blair (6’2, 284) fra Appalachian State kåret til årets forsvarsspiller i Sun Belt-konferencen, hvor han lavede 70 tacklinger, 19 tacklinger for tab og 7,5 sacks. Han er en aggressiv, hårdfør lineman, der går til den på banen og stresser modstanderen med sin nådesløse adfærd. Men han savner et bedre antrit og vinder i kraft af sin “motor” og styrke, ikke sine naturlige, atletiske evner.

Charles Tapper (6’4, 271) fra Oklahoma leverede en imponerende workout ved The Scouting Combine, hvor han trods sin størrelse løb 40 yards på ekstremt hurtige 4,59 sekunder – en tid, der var bedre end nogle wide receivers tider. Samtidig havde han den hurtigste 10 yard-tid. På banen hos Oklahoma har Tapper dog ikke været overbevisende, og derfor er han lige nu mere en “workout warrior” end et stort talent.

Floridas Alex McCalister (6’6, 239) har en fremragende højde, og han kommer hurtigt fremad banen i kraft af nogle lange skridt, og han kommer ekstremt hurtigt rundt om hjørnet af angrebslinjen. Endnu mere imponerende var hans short shuttle-tid af 4,00 sekunder ved The Scouting Combine. Hvor hurtigt var det? Det var – intet mindre – end den hurtigste tid af nogen defensive lineman i 11 år. Men Alex McCalister kan ikke holde skansen mod løb, han savner markant mere styrke og drøjde i kroppen og blev smidt af The Gators’ hold sidst i 2015, efter at han for anden gang blev suspenderet for at bryde en holdregel.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

2 × three =