2017 Scouting Combine: 10 spørgsmål, vi skal have besvaret

The Scouting Combine er lige forude, og i løbet af 10 dage vil op mod 330 spillere blive testet fysisk, få helbreddet tjekket, svare på spørgsmål fra pressen og NFL-holdene om deres fortid, nutid og fremtid – og i det hele taget bare forsøge at føre sig positivt frem i Indianapolis.

Draftday.dk giver dig her otte af de spørgsmål, vi skal have besvaret, når det hele er overstået:

1. Hvor høj er Mitch Trubisky?
Ét af de allerførste spørgsmål, vi får besvaret, er, hvor høj draftens – ifølge nogle – allerbedste quarterback er. NFL Networks Mike Mayock fortalte i januar, at han har hørt, at North Carolinas Mitch Trubisky maksimalt vil måle 6 fod 1 inch, og det vil være et stort problem for Trubiskys værdi – og muligheder for at blive valgt tidligt. I de sidste 15 år er kun to quarterbacks, der var så lave, blevet valgt i 1. runde (Rex Grossman og Johnny Manziel), og der er hold i NFL, der pr. automatik frasorterer en så lav quarterback, fordi vedkommende kan få svært ved at kaste over de defensive linemen i lommen i NFL.

2. Hvor hurtigt løber JuJu Smith-Schuster?
USC-receiveren bringer nogle mindelser om en Anquan Boldin, fordi de begge er store, stærke, aggressive og er dominerende i tæt trafik. Men ligesom med Boldin er der også store spørgsmålstegn ved Smith-Schusters fart i fødderne. Der var tidligere snak om Smith-Schuster som et muligt førsterundevalg, men han synes ikke længere i spil til top 32 – fordi han næppe har speed nok til at vriste sig fri af cornerbacks i NFL på kontinuerlig vis. En god 40 yard-tid kan stoppe hans nedtur, men løber den 215 pund-store wideout langsommere end 4,65 sekunder, er det stærkt problematisk.

3. Hvad svarer Tim Williams og Cam Robinson?
To af de største navne i denne draft, der samtidig er holdkammerater, har begge skidt baggage uden for banen med sig. Alabamas edge rusher Tim Williams og offensive lineman Cam Robinson har begge værdi til top 15, men risikerer at falde helt ud af 1. runde, hvis de ikke giver gode svar til NFL-holdene om deres fortid, når de skal til “jobsamtaler” i Indianapolis med op mod alle 32 NFL-hold. Williams blev i september anholdt for at være i besiddelse af marihuana og en pistol, og der er rygter i NFL-verdenen om, at han har et alkoholmisbrug. Og Robinson blev også anholdt for at være i besiddelse af marihuana og en stjålen pistol – det var i maj sidste år. Anklagerne blev siden droppet på grund af manglende beviser, men det ændrer ikke ved, at nogle kilder vurderer, at hans person kan koste på draft day. Flere andre stortalenter – som Dalvin Cook – har også en
fortid, de skal besvare spørgsmål om.

4. Hvordan tester Derek Barnett?
Tennessees Derek Barnett er én af draftens bedste “edge rushers”, men han har i de seneste sæsoner især domineret via en imponerende viljestyrke, hårdt arbejde og ikke mindst nogle usædvanligt stærke hænder. Hans teknik er fremragende, og hans motor kører hele tiden i højeste gear. Men Barnett, der har lavet 22 sacks de seneste to sæsoner, har ikke mere end solide atletiske evner, og han har kun – som NFL.coms Lance Zierlein beskriver det – “middelmådige fødder”. I Indianapolis kan Barnett dog forbedre sin værdi, hvis han tester overraskende godt i for eksempel den vertikale hop-øvelse, der netop tester hans antrit. En udmærket 40 yard-tid (på 4,8 sekunder eller under), vil også gavne den 265 pund-store lineman.

5. Hvor fit er Dalvin Cooks skulder?
Der er dem, der mener, at Dalvin Cook er et større talent end Leonard Fournette, der ellers er blevet kaldt det største running back-talent siden Adrian Petersons indtræden i NFL i 2007. Men Cooks værdi afhænger i høj grad af, hvordan lægerne vurderer hans skulders tilstand, når de undersøger hans helbred under The Scouting Combine. Siden high school har han tre gange været opereret i skulderen, og derfor kan en skidt undersøgelse have indvirkning på hans NFL-fremtid, fordi nogle hold uden tvivl vil tøve med tidligt at vælge en running back, der risikerer at få skulderproblemer gennem karrieren.

Læs også: 2017 Scouting Combine: 8 spillere, der vil imponere

6. Hvem præsterer bedst: O.J. Howard eller David Njoku?
I en udædvanlig stærk tight end-gruppe er to navne foran alle andre. Alabamas O.J. Howard og Miamis David Njoku regnes her og nu for at være mulige top 15-valg, men der er næppe plads til to tight ends så tidligt, og kampen mellem de to når et afgørende slag i Indianapolis, hvor de tester foran scouts, general managers og trænere. Begge ventes at levere nogle forrygende 40 yard-tider, som vi sjældent har set fra tight ends, men det er lige så meget i positionsøvelserne, hvor de skal gribe bolde fra quarterbacks, at de skal levere. Deres duel bliver meget interessant at følge.

7. Kan John Ross slå Chris Johnsons 40 yard-rekord?
Hvert år er der fokus på Chris Johnsons 40 yard-rekord fra 2008, hvor han løb de 40 yards på 4,24 sekunder. Flere har siden nærmet sig rekorden, men altså ikke slået den, og derfor vil rekorden igen blive angribet, når især wide receivers, running backs og cornerbacks løber i Indianapolis. Det måske bedste bud på en rekordtager er John Ross fra Washington. I marts sidste år løb Ross uofficielt de 40 yards på 4,25 sekunder, og i 2014 nettede han en tid af 4,29 sekunder. Så den hurtige wideout har – uofficielt i hvert fald – nærmet sig rekorden.

8. Hvor skadet er Ryan Ramczyks hofte?
Draftens bedste offensive lineman har problemer med hoften. Wisconsins Ryan Ramczyk blev i januar opereret i sin hofte, og den skade koster fire måneders pause og øvelserne ved The Scouting Combine. Han deltager dog i de personlige interviews og også i helbredstjekket, og det tjek bliver nu meget vigtigt for den 6 fod 6 inches-høje lineman. Operationen gik godt, men NFL-holdene vil selvsagt bekymre sig om en hofte, der kan volde problemer fremadrettet, hvis alt ikke er, som det skal være.

9. Positionerer Marshon Lattimore sig som draftens bedste cornerback?
Sjældent har cornerback-klassen været så god som i år, og der er rigtigt mange gode cornerbacks – en håndfuld har værdi til 1. runde. Den bedste cornerback ifølge nogle eksperter er Ohio States redshirt sophmore Marshon attimore, der i Indianapolis med en (formodet) stærk præstation kan slå fast, at han er den bedste af dem alle. Lattimore regnes for at have et All-Pro-talent, og tester han formidabelt og imponerer under positionsøvelserne, er top 5 for alvor en mulighed.

10. Hvor fit er Malik Hookers skulder og hofte?
Han er blevet sammenlignet med selveste Ed Reed, men Ohio States Malik Hooker har kun én sæson på fantastisk niveau at prale af, og samtidig misser Hooker øvelserne i Indianapolis, fordi han for nylig blev opereret i hoften og skulderen. Skaderne koster op mod et halvt års pause, og det faktum kombineret med, at han trods alt kun har været en stærk starter i én sæson, kan betyde, at Hooker ryger ud af top 5, selvom han har værdi dertil (og selvom han faktisk spillede i 2016 med skaderne og stadig lignede en kommende Hall of Fame-safety i NFL). Meget afhænger derfor af, hvordan lægerne i Indianapolis vurderer hans hofte og skulders tilstand.

Læs også: NFL Scouting Combine – Bag om den store event

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

seven − 3 =