Blog: 15 kommentarer til 1. runde af NFL-draften

Førstedagen af NFL-draften er i bogen. Du får her 15 kommentarer til noget af alt dét, der skete natten til fredag.

1) Cleveland Browns havde en forrygende god draft – på papiret – i hvert fald. De evigt udskældte Browns kom ud af 1. runde med tre potentielle playmakers i topvalget Myles Garrett, safety Julius Peppers og tight end David Njoku, som holdet handlede tilbage i runden for at vælge.

Garrett har evnerne til at blive en “All-World”-edge rusher, Peppers, der formelt set ifølge head coach Hue Jackson skal være strong safety i Browns’ system, kan være en schweizerkniv – og Njoku kan blive angrebets største big-play-playmaker (bedre end Corey Coleman), hvis den kun 20-årige tight end indfrier sit potentiale.

For et hold, der i årevis har fået så meget kritik, var 1. runde virkelig stærk, også selvom holdet ikke fik fat i quarterback Mitch Trubisky (som jeg ellers fejlagtigt troede, at holdet ville vælge med topvalget).

De tømmermænd, der dog rammer holdet nu, er, at Browns med stor sandsynlighed går ind i 2017-sæsonen med Cody Kessler som startende quarterback. Han er ubetinget NFLs svageste af de 32 starters. Til gengæld er fundamentet omkring Kessler eller en fremtidig “franchise quarterback” virkelig godt, når – og det skal være “når og ikke “hvis” – holdet i 2018 finder fremtiden bag center.

2) Lad 2017 været det år, hvor vi én gang for alle lukker ned for spekulationerne om, at fordi “hold x” i dagene før draften har talt med “hold y” om en handel, betyder det, at holdet meget gerne vil handle ned eller op.

Cleveland Browns’ general manager Sashi Browns fortalte til NFL Network, at han i ugen op til draften havde talt med alle – alle (!) – andre general managers i ligaen omkring mulige handler. Ikke fordi Brown og Browns nødvendigvis ville handle, men simpelthen for at være på forkant med udviklingen, så holdet ikke først skulle til at forhandle om en pris i de 10 minutter, hvor holdet var “on the clock”.

For tre år siden fortalte den tidligere director of college scouting, Greg Gabriel, det samme til mig, da han beskrev nøjagtigt samme situation. Det var ham, der på vegne af Bears op gennem 00’erne i ugerne op mod draften ringede til andre hold for at drøfte en mulig draft day-handel:
– Du ringer måske til de hold, der er tre, fire, fem, seks, syv og otte valg bag dig og siger: ”Hør her, vi har nogle spillere, vi overvejer. Men hvis de ikke er der, når vi vælger, er vi måske villige til at handle nogle pladser ned, og så fortæller vi jer det.”. Og så siger de: ”Okay, tak for det. Vi snakkes ved på draft day”.

Når draften er i gang, taler de to hold så sammen igen.
– De ringer til dig fire, fem eller seks valg før, at du skal vælge, og spørger: ”Hey, vil du stadig gerne handle ned?”, siger Greg Gabriel.

Sagt med andre ord: Der bliver diskuteret mange handler i ugerne op til draften. Vi skal ikke lægge en dyt i det.

3) John Lynch kunne ikke komme bedre ud af førstedagen, end det var tilfældet. Flere amerikanske sportsmedier har da også givet præstationen den fornemme karakter “A+”.

Den nye general manager hos San Francisco 49ers, der der har haft en rigtig god indledning på karrieren som NFL-chef, efter at han tidligere “blot” var tv-kommentator, valgte i 1. runde to af de tre spillere, der var højst på 49ers’ bræt. Og samtidig fik han et tredjerundevalg i 2017 og 2018 ud af det.

Det var chokerende, at Bears var villig til at give en heftig pris for at handle én plads op fra andet- til tredjevalget og tage quarterback Mitch Trubisky, og det udnyttede 49ers, der med tredjevalget stadig tog den spiller, som holdet ville have valgt med andetvalget: Defensive lineman Solomon Thomas.

Og sidst i runden handlede 49ers så op igen og valgte linebacker Reuben Foster med 31. valget, hvor holdet gav ét af de pick (4. runde, 111. valget), som 49ers havde fået af Bears, til at lave det spring.

LÆS: Draftday.dk kommenterer 1. runde

Foster var ifølge Lynch i 49ers’ top 3 – det var da også en kendt sag, at holdet i ugevis havde overvejet Foster med andetvalget – men fik ham altså i bunden af 1. runde.

Der er spørgsmålstegn ved Fosters skuldre og ikke mindst hans person (han fester for meget, mener nogle hold, har Draftday.dk erfaret) – men 49ers føler, at de har gjort et ekstra grundigt arbejde i forhold til ham og hans baggrund.

For det første mener holdets læger ikke, at Fosters helbred bliver et issue i NFL. Og Lynch og head coach Kyle Shanahan har flere gange blandt andet Facetimet med Foster, de har talt i telefon med ham i timevis, og 49ers sendte holdets præst og spiller-mentor, Keena Turner, til Tuscaloosa i to dage for at mødes med – og lære Foster at kende. Og de to personer mener altså, at han kan holde sig på måtten i NFL og blive den Patrick Willis-type, som mange mener, at Foster har potentialet til at blive.

Hvis Thomas og Foster slår til, har 49ers fundet guld i denne draft. Og holdet har stadig to af de næste 35 draft picks til at finde flere talenter. En stærk førstedag af Lynch.

4) Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om Tennessee Titans’ valg af wide receiver Corey Davis – med det femte draft pick.

Davis er en stærk wide receiver, men Titans valgte ham, selvom han ikke var blevet testet i tiden frem mod draften, fordi en ankelskade havde holdt ham ude. Og han er kun den anden receiver fra den lille MAC-konference, der er blevet valgt i 1. runde (Randy Moss var den første). Så springet er større for ham end for andre wideouts.

På den ene side skulle Titans finde en wideout-starter, og de tre bedste receivers gik alle i top 10, så der var hurtig receiver-tørke. På den anden side mener jeg ikke, at Davis har kvalitet til top 5, men det mente Titans altså. Overraskende.

5) Jeg er helt vild med Indianapolis Colts’ valg af safety Malik Hooker med 15. valget. Ja, der er spørgsmålstegn ved Hookers helbred, og derfor faldt han, men han har en Earl Thomas-lignende rækkevidde nede bagved, når han patruljerer, som vi ikke har set fra et draft-talent i mange, mange år.

Ohio State-kæmpetalentet er blevet sammenlignet med Ed Reed af sin tidligere træner Greg Schiano, der trænede Reed i sin tid, og han bliver i hvert fald den bedste safety, som Colts har haft, siden Bob Sanders var NFLs bedste forsvarsspiller.

Men Hooker kan – hvis han holder sig skadesfri – blive endnu bedre end Sanders. Et kæmpe tyveri så sent i runden.

6) Presset på Chicago Bears’ general manager Ryan Pace er nu enormt. Han gav tre draft picks væk – to i 2017 og ét i 2018 – til 49ers for at handle én plads op efter en quarterback i Mitch Trubisky. En quarterback!

Bears havde i free agency investeret i Mike Glennon fra Tampa Bay, og selvom investeringen ikke er stor for fremtiden, var det alligevel meget overraskende, at Bears var så ellevilde efter at vælge Trubisky, som, langt fra alle mener, er et “can’miss”-talent. Reaktionen fra mange Bears-fans, som tv-kameraerne fangede til et “draft day party” var da også chok og hovedrysten.

Vi ved, at en general managers succes er forbundet til quarterbackens succes, og nu har Pace sat sig selv under et massivt pres – og samtidig set sit hold miste værdifulde talenter, fordi Bears gav draft picks for at hente Trubisky.

Trubisky, som Pace indikerer har samme evner som en Drew Brees, behøver ikke at starte i 2017. Men han skal slå til i 2018 og være fremragende for at forsvare den investering. Ellers er det “bye bye” til Pace.

Det var et modigt valg – der skal foretages sådanne modige valg for at få succes i NFL, sagde Pace i nat – men spørgsmålet er, om valget ikke også var dumdristigt?

7) Houston Texans måtte give et førsterundevalg i 2018 væk for at handle op efter quarterback Deshaun Watson.

Holdet, der er i alarmerende “win now mode”, skulle finde en quarterback i denne draft, og de tog altså vindertypen Watson, der kan blive rigtig god, men som stadig har langt igen. Derfor er det ifølge head coach Bill O’Brien fortsat Tom Savage, der er starter med Brandon Weeden som reserve.

Det paradoksale er, at Texans i marts sendte et andenrundevalg i draften i 2018 til Cleveland for at få Browns til at overtage fiaskoen Brock Osweiler og hans enorme kontrakt. Natten til fredag handlede Texans så igen med Browns – og tog Watson.

Dermed har Texans samlet set brugt to førsterundevalg og et andenrundevalg på én quarterback, der næppe starter som rookie, hvor holdet har hårdt brug for succes bag center.

OTTE KORTERE KOMMENTARER:

8) Safety Jamal Adams til Jets med syvendevalget. Tyveri for højlys dag. Jets vandt “big time” på det valg – han er en spiller, man bygger et forsvar op omkring.

9) Running back Leonard Fournette er et “monster”, men Jaguars’ angrebslinje er ikke god. Det er den eneste bekymring, jeg har omkring det match. For Fournette er en tung back, der er ekstremt farlig, når han er i gear (han havde den hurtigste 20 yard-tid af alle running backs ved The Scouting Combine), men han skal op i fart, og vi har før set rigtigt gode, men tungere running backs have problemer bag en svag linje (se Todd Gurley hos Rams).

10) Quarterback Alex Smith kender den situation, han nu står i, ualmindelig godt. Chiefs handlede op efter det upolerede stortalent Pat Mahomes, der er fremtidens mand. Præcis som Colin Kaepernick var det, da 49ers i 2011 tog ham i anden runde, selvom Smith dengang var den erfarne starter.

11) Washington Redskins kunne ikke fatte deres held, da defensive Jonathan Allen røg ned til dem ved 17. valget. Jeg er enig. Det kan blive draftens bedste valg, hvis Allen – med hans kronisk skadede skuldre – kan undgå lange skadespauser. Allen er et top 3-talent. En Michael Bennett-type.

12) Der var ikke meget hype om ham inden draften, men jeg er helt vild med Detroit Lions’ valg af linebacker Jarrad Davis. Han har evnerne og ikke mindst mentaliteten til at blive en playmaker og general i forsvaret. Et energibundt, der kan løfte forsvaret.

13) Fair kritik af Giants’ general manager Jerry Reese fra ESPN. Han valgte tight end Evan Engram med 23. valget, men hvis han (for en gang skyld) havde handlet op, kunne han fire pladser længere fremme have fået en langt bedre tight end i O.J. Howard. Jeg kan godt lide Engram fra Ole Miss, men Howard var en klasse for sig – og langt, langt mere komplet end Engram. Vi ved ikke, om Giants forsøgte at komme op efter Howard, men det var ét af de tilfælde, hvor en lille overpris for en spiller i hvert fald ikke ville have skadet.

14) Før draften kom det frem, at Miami enten ville vælge defensive end Charles Harris fra Missouri eller Derek Barnett fra Tennessee med 22. valget. De fik Harris. Godt for dem – mange troede, at Harris ville være gået i top 20. Han kan blive en 10 sack-edge rusher år efter år.

15) Respekt for Oakland Raiders’ general manager Reggie McKenzie, der overraskende valgte cornerback Gareon Conley fra Ohio State med 24. valget, selvom Conley netop er blevet anklaget af en kvinde (men ikke sigtet af politiet) for voldtægt. Raiders siger, at de selvfølgelig gjorde deres hjemmearbejde og tjekkede sagen så grundigt, som de kunne, før de tog Conley, der har talent til top 15, og som kraftigt afviser alle anklager. Vi må håbe, at Raiders har ret i deres interne undersøgelse. Det vil være en katastrofe, hvis – og det er et stort “hvis” – Conley rent faktisk bliver sigtet og siden dømt for den forfærdelige handling. Men McKenzie viste sit mod. Respekt for det, trods alt.

3 KOMMENTARER

  1. Titans har ikke et valg før midten af 3. runde, så de turde nok ikke vente med at vælge wr. Juju ryger jo nok i 2.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

ten − six =