Før NFL-draftens andendag: Tør du vælge de her spillere?

De er alle nogle store talenter, men har af den ene eller anden grund problemer med i baggagen til NFL. Hvordan vil det påvirke dem i draften? Draftday.dk har set nærmere på navne, som holdene grundigt skal overveje, om de vil vælge.

RB Joe Mixon, Oklahoma
Ganske simpelt: Mixon er andendagens mest interessante navn. Han har potentiale til at blive en Pro Bowl-spiller, der kan fungere effektivt og virkelig godt på alle tre downs, men voldssagen fra 2014, hvor han slog en kvinde ned på en café, gør, at mange hold allerede har besluttet ikke at ville vælge ham. The Milwaukee Journal-Sentinel har spurgt 11 hold, om de vil bruge et draft pick på Mixon, og seks svarede nej, tre svarede ja – og to nægtede at svare. Blandt de tre, der svarede ja, svarede to, at de ville vælge ham i 2. runde.
– Jeg mener virkelig, at uden den sag var han et top 5-valg. Han går nok i slutningen af 1. runde til midten af 2. runde, siger en NFL-leder, der er anonym, til avisen.

RB Dalvin Cook, Florida State
Der er dem, der mener, at det er mere problematisk på sigt at vælge Cook end Joe Mixon. På den korte bane giver Mixon et større PR-bagslag, men mange mener, at han nu har ændret sig til det bedre, mens Cooks person og baggrund – og ikke mindst omgangskreds – er kontroversiel. En kilde har sagt til Draftday.dk, at Mixons omgangskreds gør Mike Tysons berygtede omgangskreds “mild” at se på. Cook er et fænomenalt talent – han har ifølge flere talent til top 10 – men han skal kunne adskille sig fra kammeraterne, når han lander i NFL, hvis han skal kunne fokusere 100 procent på football. Ellers kan han være ude af ligaen om fire år.

Læs også: 2017 NFL draft: De 20 bedste spillere til andendagen
Læs også:
15 kommentarer til 1. runde af NFL-draften
Læs også: 2017 NFL draft: Draftday.dk kommenterer 1. runde

QB DeShone Kizer, Notre Dame
Kizer er et stort talent – fysisk set. Han er måske draftens bedste passer og er bygget som den afdøde NFL-legende Steve McNair. Han har en stærk arm, er en rigtig god atlet og er en intelligent quarterback, men han laver utroligt mange fejl – og i 2016 vandt The Fighting Irish kun fire kampe ud af 12. Det største issue omkring Kizer er dog hans person. Han beskrives som en meget umoden type, der tror, at han allerede er nærved så god, som han kan blive – og han har ikke udvist den vilje, som de bedste quarterbacks skal have. Kizer er et klassisk “boom or bust”-talent, men problemet er, at som quarterback, der potentielt bliver valgt i 2. runde, ventes det, at han skal starte før eller siden.

DT Caleb Brantley, Florida
Brantley er en stærk og eksplosiv lineman, der ligner en kommende “3 technique” i NFL. Han er meget selvsikker og har selv kaldt sig for college footballs bedste defensive tackle. Og mange hold ser en kommende starter i ham – ja, en scout har endda over for The Milwaukee Journal-Sentinel kaldt ham for draftens bedste “pass-rushing defensive tackle”. Men den 13. april var han blandet ind i en batalje på en bar i Gainesville, hvor han blev anholdt for at slå en kvinde. Og selvom ét hold har fortalt The Milwaukee Journal-Sentinel, at deres egen granskning af sagen viser, at Brantley ikke gjorde noget forkert, er sagen skidt for Brantley. Og kan være skidt for det hold, der vælger ham.

CB Sidney Jones, Washington
NFL Networks Mike Mayock rangerede i februar Washingtons Sidney Jones (6’0, 186) som draftens allerbedste cornerback, og Jones var anset for at være et “lock” til 1. runde. Men det var før, at han under sin Pro Day én måned senere rev akillessenen over. Ærgerligt og uheldigt for indtil da var Jones et meget stor talent i kraft af et imponerende antrit, et suverænt instinkt, stærke “ball skills” (ni interceptions i karrieren) og ikke mindst en selvsikker, hårdfør og aggressiv attitude. Det har skabt seriøse sammenligninger til Chiefs’ Pro Bowler Marcus Peters. Men nu er det uvist, hvornår – og om han nogensinde – vender tilbage til fordums styrke, for sådanne skader kan genere ham resten af karrieren. Spørgsmålet er derfor, om et hold tør bruge et højt draft pick på ham?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

18 + sixteen =