Før NFL-draftens tredjedag: 15 top-navne tilbage i draften

Der er stadig masser af guf tilbage til tredjedagen af NFL-draften. Draftday.dk har identificeret 15 spillere, der kan få rigtig gode NFL-karrierer, og som stadig er på brættet efter de første tre runder.

1. DT Caleb Brantley, Florida
Brantley er en stærk og eksplosiv lineman, der ligner en kommende “3 technique” i NFL. Han er meget selvsikker og har selv kaldt sig for college footballs bedste defensive tackle. Og mange hold ser en kommende starter i ham – ja, en scout har endda over for The Milwaukee Journal-Sentinel kaldt ham for draftens bedste “pass-rushing defensive tackle”. Men den 13. april var han blandet ind i en batalje på en bar i Gainesville, hvor han blev anholdt for at slå en kvinde. Og selvom ét hold har fortalt The Milwaukee Journal-Sentinel, at deres egen granskning af sagen viser, at Brantley ikke gjorde noget forkert, er sagen skidt for Brantley. Og kan være skidt for det hold, der vælger ham.

2. WR Dede Westbrook, Oklahoma
En playmaker. Westbrook er hurtig (han løb 40 yards på 4,34 sekunder ved sin Pro Day), har et fantastisk antrit og ekstra gear og generelt solide hænder, og i 2016 nettede en fjerdedel af hans catches minimum 25 yards. Han bliver af flere sammenlignet med Will Fuller, der blev valgt i 1. runde af draften sidste år af Houston Texans. Dede Westbrook har dog langt fra en ideal-størrelse – han er alt for spinkel – og tilbage i 2011 opfordrede lægerne ham til ikke at fortsætte med at spille football, fordi han skadede tarmen under en high school-kamp. Han fortsatte dog, men har også to anklager om vold mod moderen til sine to børn på sit cv – han blev dog ikke dømt i sagerne. De sager fra 2012 og 2013 blev først kendt i december og kan trække hans værdi markant ned.

3. OG Dorian Johnson, Pittsburgh
Dorian Johnson startede de seneste 39 kampe hos Pittsburgh, og han besidder både en god størrelse, han er hårdfør, erfaren og holdbar – og en solid atlet. Han bruger sine lange arme (35 ¼ inches) effektivt til egen fordel, og han er en dominerende lineman, der spiller et meget fysiskbetonet spil. Ligesom Dion Dawkins har Dorian Johnson ingen store mangler, men han er heller ikke noget opsigtsvækkende talent. Han er typen, man kan placere i førstekæden uden at bekymre sig voldsomt om at opgradere den plads de næste mange år.

4. QB Nathan Peterman, Pittsburgh
Peterman kaster meget præcist, afvikler hurtigt kastet og har en smidig, kompakt kasteafvikling. Han kommer fra et Pro Stye-angreb og er derfor foran i udviklingen sammenlignet med de fleste andre draft-talenter, fordi han allerede er vant til at scanne hele banen, før han kaster. Til gengæld har han ikke nogen specielt stærk arm, og det er derfor tvivlsomt, om han vil kunne fyre bolden gennem alle sprækker af et NFL-forsvar. Han minder scouts om Kirk Cousins, der i 2012 blev valgt i 4. runde af NFL-draften. Peterman imponerede ved The Senior Bowl, og det har sendt hans værdi i vejret.

5. TE Bucky Hodges, Virginia Tech
Hodges ejer en stærk kombination af størrelse, styrke og atletiske evner. Han er for hurtig for linebackers og for stor for defensive backs og er en playmaker, der både kan gribe bolde effektivt henover midten af banen og højt i luften i tæt kamp med en forsvarsspiller. Ved The Scouting Combine var han i særklasse. Selvom han måler 6 fod 6 inches og vejer 257 pund, løb Hodges stadig en 40 yard-dash på 4,57 sekunder – ekstremt hurtigt. Men samtidig leverede han også det højeste vertikale hop (39 inches) og havde det længste broad jump (11 feet 2 inches). Kritikere mener dog, at han reelt er en udvokset wide receiver, der sjældent stod ”inline” hos Virginia Tech, og selvom han ved, hvor han skal hen, er hans ruter stadig for uskarpe og slappe.

LÆS: Draftday.dk kommenterer 2. runde af draften

6. TE Jake Butt, Michigan
Hvis ikke han var blevet skadet, kunne Michigans Jake Butt (6’6, 246) potentielt have været et top 50-valg, men den 30. december rev han det højre korsbånd over og misser dermed hele optakten til draften og også til den kommende NFL-sæson. Derfor falder han på draft day. Ærgerligt for Butt, der ellers er et stort talent, som – modsat de fleste andre tight ends i denne draft – er meget komplet, fordi han også allerede har meget erfaring i forhold til at blokere. Hos Michigan – et typisk løbebaseret angreb – blev Butt ofte bedt om at stå ”inline” og blokere, og selvom han stadig har meget at lære, hvad det angår, gavner det hans værdi, at han har stået i et ”Pro Style”-angreb og er villig til at blokere. Butt er dog samtidig en effektiv pass-catcher, der har størrelsen og ikke mindst nogle sikre, meget pålidelige hænder til at gøre sig gældende på kast. Han arbejder dygtig i trafik og kan være en stor faktor på mellemlange og kort

7. S Desmond King, Iowa
Desmond King startede i fire år for Iowa og fik nærmest fuld spilletid. Han er en født football-spiller med den rette indstilling, og som i college lavede 14 interceptions, efter at han havde lavet 29 interceptions i high school. Den ringe størrelse og en middelmådig fart i fødderne er dog issues, der vil trække ned.

8. WR Chad Hansen, California
Spilleren med det danske efternavn ligner en kommende – og dygtig – anden-receiver i NFL, der kan besejre modstandere på ydersiden. I 2016 greb han 92 bolde for 1249 yards og 11 touchdowns hos The Golden Bears. Dane Brugler fra CBS Sports har overfor Draftday.dk kaldt Hansen for en Julian Edelman-type, der også kan gribe bolden længere ned af banen.

9. OT David Sharpe, Florida
David Sharpe (6’6, 343) er et bjerg af en mand, der bruger sin fysik, råstyrke og sine virkelig lange arme (35 3/8 inches) til at dominere på løbespil. Han er dog ikke særligt smidig og savner bare overmiddel atletiske evner. Hans fødder er tunge, og hans bedste position kan være som guard med mindre, at han taber 20-25 pund.

10. RB Samaje Perine, Oklahoma
Samaje Perine (6’1, 235) delte handoffs med Joe Mixon hos The Sooners og løb i 2016 for 1060 yards og 12 touchdowns, efter at han havde løbet for 1349 og 1713 yards i de to sæsoner forinden. I sin sidste college-sæson døjede han dog med flere skader, men forlader alligevel Oklahoma – en skole, der har produceret Adrian Peterson – som alle tiders førende i rushing yards. I en kamp mod Kansas i 2015 løb han for en NCAA-rekord 427 rushing yards og hele seks touchdowns. Perine er en stor, stærk back, der kan håndtere en stor arbejdsbyrde, hvis der er behov for det. Han bryder mange tacklinger, plover sig vej gennem forsvarsspillere og er i det hele taget svær at nedlægge. Til gengæld har han ikke mange smidige bevægelser eller særlig fart i fødderne.

LÆS: 2017 NFL Draft: Eksperternes sleepers på tredjedagen

11. DE Carl Lawson, Auburn
Carl Lawson (6’2, 261) fik sit gennembrud i 2016, hvor han lavede 9,5 sacks. Han er en velbygget defensive lineman, der har en stærk overkrop, og han angriber med råstyrke (35 repetitioner i bænk pres-øvelsen ved The Scouting Combine) og aggressivitet. Han kan holde skansen virkelig godt på løbespil, han har et godt antrit, og han har erfaring flere positioner, hvorfra han kan jagte modstanderen. Samtidig har han et fint arsenal af pass rush-finter. Lawson er dog ikke en dynamisk, ekstremt smidig forsvarsspiller, der hurtigt skifter retning, og han har en skadeshistorik. Han missede hele 2014-sæsonen med en korsbåndsskade og seks kampe i 2016 med en hofteskade.

12. OT Zach Banner, USC
Ingen spiller i draften er så stor som USCs Zach Banner (6’8, 353), der siden 2014 har startet som højre tackle for The Trojans, og som en overgang vejede 385 pund. Det bekymrer scouts. På grund af størrelsen og styrken er Banner en dominerende “drive blocker”, der virkelig kan skabe noget plads foran sig på løbespil. Når han får hænderne på modstanderen, kan han holde stand, ligesom han sjældent bliver flyttet af et “bull rush”. Til gengæld er det et stort spørgsmålstegn, om han kan håndtere fart i NFL, hvis han skal dække en Von Miller eller Vic Beasley. Banners oplagte position er måske derfor guard-positionen, men der er flere hold, der synes villige til at prøve ham af som højre tackle.

13. TE Jordan Leggett, Clemson
Leggett (6’5, 258) har størrelsen og farten til at blive en rigtig god NFL-tight end, og som tidligere wide receiver løber han nogle skarpe ruter. Han er en trussel med bolden i hænderne, og han er blevet kaldt en Jordan Reed-type, men scouts sætter spørgsmålstegn ved hans passion for spillet. Han har selv erkendt, at han tidligere var ”doven”, og han kan derfor skuffe i NFL, hvis motoren ikke kører i højeste gear.

14. WR Josh Reynolds, Texas A&M
Reynolds (6’3, 194) har højden til at være et farligt mål i NFL, og han hopper både højt og lokaliserer virkelig, virkelig godt de dybe kast. Reynolds’ hænder er stærke og han taber sjældent bolde, han burde gribe. Derfor er han en spiller, som forsvaret skal holde ekstra øje med på de længere kast. Han er ganske enkelt en farlig dyb trussel, der oftest vinder kampe om “jump balls”. Han besidder dog en tynd krop, der måske ikke kan blive udbygget, og han kan få svært ved at vriste sig ud af “jams” i NFL – i hvert fald i nogle situationer mod mere fysiskbetonede cornerbacks. Men samlet set er han med sine atletiske evner, sin højde, virkelig gode hænder og football-intelligens en potentielt dygtig tredje-receiver i NFL – eller mere til.

15. QB Brad Kaaya, Miami
Brad Kayaa (6’4, 214) har i tre år i træk startet i et Pro Style-angreb, og han er en ”rhytmn passer”, der er kvik og intelligent, og som har den rette mentalitet til at gøre sig gældende i NFL. Han læser spillet godt og har ikke mindst en virkelig god kasteteknik. Han har været quarterback, siden han var otte år, og det mærker man. Men Kayaa, der bliver sammenlignet med Cody Kessler fra Cleveland Browns, kaster for upræcist og har kun en middelmådig arm, hvorfor han formentligt aldrig bliver mere end en reserve i NFL. Og så er han p.t. ikke bygget som en NFL-quarterback.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

3 × two =