Så er det officielt!!! Goff røg til L.A.

Quarterback Jared Goff blev – helt som ventet – topvalget i 2016-draften.

To uger efter, at Los Angeles Rams i en megahandel handlede op fra fra 15. valget til førstevalget – og dermed byttede plads med Tennessee Titans – blev den mest offentlige hemmelighed til virkelighed, da Rams natten til fredag, lidt efter kl. 2, dansk tid, valgte Goff.

Goff fra University of California blev kaldt på scenen under draften i Chicago, krammede NFLs commissioner Roger Goodell og fik overrakt sin trøje og cap med Rams’ logo som bevis for, at han er duksen i 2016-draften. Det er andet år i træk, at en quarterback er topvalget, efter at Jameis Winston var topvalget i 2015.
– Det er stort. Det er uvirkeligt. Ja, det er stort, sagde han.

Dermed forsøger Rams sig endnu engang med en quarterback som topvalg, efter at holdet i 2010 tog Sam Bradford i samme position. En skadet Bradford slog aldrig til og blev siden handlet til Philadelphia, og i de seneste år har Rams forgæves søgt en bedre quarterback.

Når får de en talentfuld én af slagsen, der kan være med til at sætte gang i Rams i den nye hjemby, Los Angeles, hvor der er hårdt brug for en billetsælger til at lokke fans til stadion.

Jared Goff (6’4, 215) har længe været regnet for at være en potentie “franchise quarterback”, og Rob Rang fra NFL Draft Scout.com peger på, at Goff er den mest komplette quarterback i draften.
– Han tilbyder den bedste kombination af overblik, mobilitet, præcision og hårdførhed – de evner, som, jeg mener, er de bedste indikatorer i forhold til fremtidig succes på denne position i NFL, vurderer han.

Goff, der går i draften som junior, er ganske enkelt en stærk “pocket passer”, der dygtigt arbejder i lommen, og som især har et flot “touch” på sine kast. NFL Networks Daniel Jeremiah har sagt, at Goff både tænker og bevæger sig hurtigt. Når han er inde i en rytme på en serie, flytter han effektivt bolden op af banen med alle typer kast. Selvom han blev sendt mange gange i jorden bag en svag angrebslinje, viste han et stort mod i 2015 og er ikke bange for at blive stående og kaste bolden i sidste splitsekund, før modstanderen rammer ham.
– Goff har et fantastisk talent og et stort potentiale, roser ESPNs draftekspert, Mel Kiper.

I Sonnie Dykes’ angrebssystem hos California er Goffs statistikker (4719 yards, 43 TDs i 2015) dog blevet pustet op af mange “lette” kast og et højt tempo, og han er sjældent blevet bedst om at sende dybe kast af sted mod sidelinjen. Samtidig er hans spinklere kropsbygning et negativt issue.

Men Goff har udviklet sig positivt år for år, og mens flere har sammenlignet ham med Atlanta Falcons’ Matt Ryan, mener andre, at han snarere er samme type som Oakland Raiders’ talentfulde Derek Carr.

Og nu er han en “vædder”. I L.A.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

4 × 3 =