Scout anbefaler Knappe til Giants og Patriots

Andreas Knappe er værd at vælge i NFL-draften. Sådan lyder anbefalingen til New England Patriots og New York Giants fra en privat scouting-konsulent, der har scoutet den danske offensive tackle,.

Dave-Te’ Thomas, der i fem årtier har scoutet draftaktuelle spillere for op mod 26 NFL-hold, og som p.t. arbejder som scouting-konsulent for Patriots og Giants, har skrevet en lang “scouting report” på danskeren baseret på analyser af adskillige af danskerens kampe for University of Connecticut i 2015 og 2016.

Og Draftday.dk har fået adgang til den rapport, som vi her kan bringe uddrag af.

Rapporten bliver altså læst af Patriots’ og Giants’ front offices og indgår direkte i de to holds egne vurderinger af Andreas Knappe sammen med de scouting reports, som holdenes egne scouts også har lavet på den 6 fod 8 inches-høje gigant fra Silkeborg.

Et sandsynligt draft-valg
Overordnet set giver Dave-Te’ Thomas en karakter af 1,38 point til Andreas Knappe. Den karakter er givet ud fra en karakterskala, der bliver brugt af flere NFL-hold, og her er en lav karakter (1,0) allerbedst, mens en høj karakter (1,8) – paradoksalt nok – er allerdårligst.

Så Knappes karakter er altså lidt over middel, og omregnet til NFL-sprog indikerer den, at han er en “potentiel starter”, der med “forbedrede præstationer” kan “presse sig ind i en startopstilling”. Den indikerer også, at han er et “sandsynligt draft-valg”, der i sidste ende “vil blive en del af et NFL-hold”. Thomas vurderer, at Knappe “i værste fald” vil blive en del af et holds practice squad.

LÆS: Flere end 10 NFL-hold har kontaktet Knappe

I sin meget detaljerede rapport, der fylder to tætskrevne Word-sider, analyserer Dave-Te’ Thomas den danske lineman ud fra i alt 15 kategorier. I hver eneste kategori bliver Knappe vurderet og får en samlet karakter, og den bedste karakter – nemlig 1,2 point – bliver givet i kategorien “Reaktion/overblik”.
– Han er meget god til at læse dét, der sker foran ham – og reagere på det. Hans bevægelige fødder tillader ham at glide til siden, justere og fastholde positionen mod sin modstander i det lille område, skriver Thomas blandt andet.

Andreas Knappe får også en flot karakter – 1,3 point – i kategorien “Brugen af hænder/punch”.
– Han har arbejdet hårdt for at levere et bedre håndslag, og han er virkelig god at placere hænderne, lyder de rosende ord blandt andet.

Han bliver skubbet tilbage
Omvendt får Knappe en mindre god karakter i kategorien “Pass blocking”. Her tildeler Thomas ham 1,6 point.
– Knappe udviser overmiddel teknik og gode fødder, men han vil blive fanget, når han bevæger sig baglæns. Han har ikke en god evne til at holde skansen og bliver skubbet tilbage, lyder ordene blandt andet.

Heller ikke i kategorien “Balance/Evnen til at stå oprejst” får Knappe en god karakter. Igen får han kun karakteren “1,6”.
– Han skal være stærkere i underkroppen for at forhindre, at stærkere defensive ends skubber ham bagud, skriver Thomas blandt andet.

Samlet set får Andreas Knappe karakteren “1,49” for sine atletiske evner, hvilket på en skala fra 1,0 til 1,8 altså er undermiddel. Til gengæld får han ros for sin “personlighed” og “konkurrenceiver”.
– Knappe er en virkelig god holdleder og en kvalitetsperson uden problemer uden for banen. Han er kvik, artikulerende og vellidt. Han flyttede til USA fra Danmark før 2012-sæsonen i college, efter at han før havde spillet for Triangle Razorbacks i den dansk-amerikanske fodboldliga, skriver Thomas.

Sammenlignet med Saints-spiller
For hvad, det er værd, betegner Dave-Te’ Thomas kampene mod Maine, South Florida og Navy som de kampe i 2016, hvor Knappe spillede bedst, mens han vurderer, at præstationerne mod East Carolina og Temple var 2016-sæsonens værste. På lignende vis kan man få bud på de bedste og dårligste præstationer i 2015-sæsonen. Efter en lovende 2015-sæson vurderer Thomas faktisk, at Andreas Knappe præsterede dårligere i 2016.

I den detaljerede “scouting report” kan man også finde mange data på Andreas Knappe. For eksempel, at han har en rækkevidde på 2,10 meter, at han kan pumpe 500 pund i “squat”-øvelsen, og at hans 10 yard-tid er på 1,77 sekunder, hvilket er en meget hurtig tid sammenlignet med andre offensive tackles.

Dave-Te’ Thomas fortæller til Draftday.dk, at nogle NFL-hold ser Knappe som en muligt venstre tackle, men Thomas vurderer selv, at Knappe kun er et fit som højre tackle. Uanset hvad er potentialet dog godt ifølge Dave-Te’ Thomas, der alt i alt sammenligner Andreas Knappe med Zach Strief, der gennem flere år har startet som højre tackle for New Orleans Saints.

1 KOMMENTAR

  1. Det er selvfølgelig interessant læsning, vi må håbe han får chancen i NFL, om det så bliver via draften eller han får en kontrakt bagefter.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

seventeen − two =