Syv spillere, der vandt ved Senior Bowl

    1
    Den vigtigste del af Senior Bowl-ugen er overstået. Tre dages træningssamlinger er i kassen, og det er tid til at gøre status. Draftday.dk giver dig her navnene på syv spillere, der alle vandt på deres gode præstationer i Mobile, Alabama, hvor store dele af NFL-verdenen i denne uge var samlet for at se en række af de bedste senior-talenter i draften an.
     
    QB Nathan Peterman, Pittsburgh
    Peterman har ikke nogen stærk arm, men han beviste i Mobile, at han kan være et godt fit til et system med mange korte og mellemlange kast. Han har ifølge meldingerne fra ugen udvist en stærk mental styrke, han har været præcistkastende og haft en god evne til at læse spillet. Tredje runde er indenfor rækkevidde nu for quarterbacken, der sammen med Californias Davis Webb var de bedste passers til arrangementet.
     
    WR Cooper Kupp, Eastern Washington
    Kuup er ikke den bedste atlet i dette års wide receiver-årgang, men i Mobile beviste han, at han er ekstremt poleret. Han slog adskillige FCS-receiving-rekorder og har været ultra produktiv – han greb 100 bolde for 1700 yards og 17 touchdowns i 2016, og derudover har han grebet mindst 93 bolde i hver af sine fire sæsoner hos Eastern Washington. Efter en stærk uge i Mobile kan Kupp ifølge draft-legenden Gil Brandt nu være i spil til 1. runde.
     
    TE O.J. Howard, Alabama

    Howard var på forhånd det største navn i Mobile, og han skuffede ikke. Howard leverede flere forrygende catches, og selvom han undervejs også tabte bolde, han burde have grebet, var han i særklasse. Få tight ends i denne årgang matcher hans evner som dyb trussel ned gennem midten af banen. Han er et muligt top 25-valg – det bekræftede han i denne uge.

    DE Tarell Basham, Ohio
    Til tider har Basham i denne uge været nærmest ustoppelig i direkte dueller med offensive linemen, og han er nu et potentielt top 50-valg efter en god uge, hvor han virkelig beviste sit talent. Han blev kåret til årets forsvarsspiller i MAC-konferencen i 2016 og har et stærkt antrit.

    DE Tanoh Kpassagnon, Villanova
    Det er sjældent, at scouts ligefrem udbryder “åhh”, når de ser et draft-talent i bar overkrop, men det var tilfældet med Kpassagnon, da han i tirsdags blev indvejet. Han lignede ifølge iagttagere en græsk gud – så markeret og muskuløs var han. Og så var linjen lagt for en uge, hvor han imponerede på træningsbanen, og hvor han beviste, at han er spækket med et naturligt talent.

    LB Haason Reddick, Temple
    Reddick kom til Temple som cornerback, men skiftede til linebacker-positionen og er en yderst fleksibel forsvarsspiller, der er én af de helt store vindere fra ugen i Mobile. Han slog flere modstandere i “én-mod-én”-øvelser, men imponerede også i opdækning. En plads på andendagen er nu en mulighed for Reddick, der projekterer til inside linebacker i NFL.
     
    S Obi Melifonwu, Connecticut
    Melifonwu leverede varen i Mobile. Den fysisk stærke safety er en høj fyr, der dækker et stort område på banen – og som ventes at kunne løbe 40 yards på 4,5 sekunder ved The Scouting Combine. En god uge i Mobile kommer oven på en 2016-sæson, hvor han lavede 118 tacklinger og fire interceptions. 
     

    1 KOMMENTAR

    1. DE Tanoh Kpassagnon, Villanova og S Obi Melifonwu, Connecticut har fået en ny fan til draften 17.

      Hvilke navne!!

      Tanoh virker til at være en freak. Jeg kan godt lide freaks.

    EFTERLAD ET SVAR