3 NFL-trends, du skal holde øje med

Sæsonen står for døren, og Draftday.dk giver dig her tre taktiske trends, du skal holde øje med i 2016, når du ser football. Trends, der omhandler “the X’s and O’s” på banen og i holdenes playbooks.

1. TOUCHBACK-ÆNDRING KAN FÅ STOR BETYDNING

Det bliver uhyre interessant at se, hvordan NFLs trænere reagerer på den nye regelændring, der betyder, at bolden nu bliver placeret på 25 yard-linjen og ikke på 20 yard-linjen, når der er et touchback på et kickoff. NFLs håb var, at det ville medføre færre kickoff-returneringer – og dermed færre alvorlige kollisioner – fordi holdet, der modtager bolden, altså skal helt frem til 25-yard-linjen for at nå den udgangsposition, som de alligevel får, hvis return-specialisten knæler i endzonen.

Problemet er bare, at holdet, der sparker, udnytter situationen. Det viser de foreløbige erfaringer og udmeldinger. Stik mod hensigten sørger sparkeren nemlig for IKKE at hamre bolden ind i eller helt ud af endzonen, som det i stigende grad var sket i de senere år. I preseason-kampene har vi set mange eksempler på sparkere, der dygtigt har sparket bolden ned til cirka 3-4-5-yard-linjen og dermed tvunget modstanderen til at returnere bolden og forsøge at nå helt frem til 25-yard-linjen for ikke at tabe yards. Ofte en svær udfordring.

Alene i de første to runder af preseason blev 67 procent af alle spark returneret, hvilket er klart flere end hele 2015-sæsonen, hvor kun 41.1 procent blev returneret.

Forskellen på en udgangsposition på 20-yard-linjen og fem yards længere fremme på 25-yard-linjen er ikke uvæsentlig. Ifølge NFL.com scorede hold, der i 2015 indledte en serie på 20-yard-linjen, efterfølgende touchdowns på 17,9 procent af alle serier. Hold, der marcherede afsted fra 25-yard-linjen, scorede på 20,8 procent af alle spil. Tre procent lyder måske ikke af meget, men i en liga, hvor mange trænere står op klokken fem om morgenen for at nærstudere modstanderen og finde den mindste fordel, er der en verden til forskel mellem de to udgangspositioner.

Spørgsmålet er naturligvis om, hvordan holdene reagerer, når den rigtige sæson begynder. Miami Dolphins’ head coach Adam Gase har sagt, at vi ser så mange spark blive returneret, fordi det er preseason, og at andelen falder til september. Måske har han ret. Men spørger man andre trænere, mener de, at NFL har klokket i det. Dét, der skulle føre færre returneringer med sig, har den stikmodsatte effekt.

De tror, at holdet, der sparker, vil bede kickeren om at sende bolden højt op i luften med masser af “hang time”, så holdkammeraterne har tid til at nå “under” bolden – men samtidig sparke kortere, så modstanderens return-specialist i bedste fald ikke når længere frem end til 18-20-yard-linjen.
– De (NFL, red.) får det modsatte af, hvad de ønsker. Der er alt for meget forskel i udgangspositionen, siger en erfaren, anonym special teams-koordinator til The Chicago Tribune.

En anden koordinator siger til avisen, at “flere” bolde vil blive returneret i 2016, end der blev returneret i 2015.

2. FRA SLIM TIL SUPER SIZE?

NFL har gennem de seneste år udviklet sig til at være en kasteliga, og det har haft en gennemgribende effekt på ligaen – både angrebet og forsvaret.

I 2015 løb kun ét hold (Buffalo Bills) procentvis mere, end holdet kastede med bolden – og 14 af de 32 NFL-hold kastede i mindst 60 procent af alle tilfælde. For 10 år siden – i 2006 – var antallet kun fem hold. Samlet set blev der i 2015 kastet på rekordhøje 61,5 procent af alle spil.

Ikke overraskende når man tænker på, at der i 2015 blev sat nye NFL-rekorder – samlet for alle 32 NFL-hold – for completions, kast, completion percentage, passing yards og passing touchdowns.

Og 29 af 32 NFL-hold stod i 2015 oftere i “11 personnel” (tre wide receivers på banen) end i nogen anden formation, hvilket klart indikerer “kast, kast, kast”. Samlet for hele ligaen var gennemsnittet 55 procent. NFLs forsvar har slået igen med et utal af “sub”-formationer (for eksempel nickel og dime-formationer), hvor holdet har fem eller seks defensive backs på banen til at håndtere de mange kast.

I 2016 stod forsvarene således i 63,5 procent af tilfældene i nickel-formationen – 20 procent flere end i 2008. Og mængden af nickel- og dime-formationer var på næsten 70 procent. Typisk forlader en defensive lineman eller en linebacker banen for at gøre plads til en defensive back. Med andre ord: Forsvarsspillerne er blevet hurtigere, men også mindre i forsøget på at stoppe de mange kast, og det smitter af på prototypen. Det har man set i draften, hvor hurtige linebackers, der kan dække mod kastet, typisk bliver valgt tidligere end de klassiske “thumbers” i midten af forsvaret, som herskede i NFL op gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.

Spørgsmålet er nu, om “skibet” vender? Vil flere og flere angreb i 2016 bekæmpe de hurtigere, mindre forsvar med tungere, større formationer og mange løb?

Vi så allerede i flere af de foregående sæsoner hold som 49ers og Seahawks sejre med en konservativ filosofi og masser af løb bag store, bulldozende angrebslinjer, og i denne sæson har et hold som Tennessee Titans bygget et angreb op omkring en stærk, tung løbeoffensiv bestående af DeMarco Murray og rookie Derrick Henry, der vejer henholdsvis 220 og 245 pund.

“The Exotic Smashmouth”, som Titans’ kraftfulde løbeangreb kaldes, finder plads bag angrebslinjen med de enorme linemen, Jack Conklin, som Titans valgte i 1. runde af draften i april, og de to tidligere førsterundevalg, Taylor Lewan og Chance Warmack,
– Holdene begynder at bygge efter oftere at stå i “sub”-pakker, så de spiller med flere defensive backs. Så for at slå igen mod det, spiller vi med større spillere, så vi måske kan skubbe nogle af de mindre fyre væk fra bolden, sagde Titans’ general manager Job Robinson i maj til The MMQB.

Andre hold gar i samme retning. Eller lunter i hvert fald så småt i den retning.

I de sidste seks år er der kun valgt seks running backs med de første 25 valg, men både sidste år og i år røg to backs tidligt – henholdsvis Todd Gurley (Rams) og Ezekiel Elliott (Cowboys). Begge de to running backs hold ventes at være “run heavy” bag tunge angrebslinjer – og dermed gå mod trenden med mange kast. Også selvom Rams med topvalget i dette års draft valgte en quarterback i Jared Goff.

I Los Angeles har ledelsen flere gange i denne offseason sagt, at angrebet skal bygges op omkring Gurley, selvom running back-positionen ifølge nogle kritikere har været døende i de senere år.
– Der er ikke én variabel til at vinde i denne liga, siger general manager Les Snead.

Det vil vi måske se i 2016, hvor de tunge løb for alvor kan blive sat ind mod de kasteorienterede forsvar.

3. ANGREBSLINJE-EPEDIMIEN

NFLs angrebslinjer har kollektivt set haft bedre tider.

For i de senere år har ligaen oplevet, at bøfferne oppe foran, der skal passe på quarterbacken, ikke sjældent har underpræsteret og spillet skidt. Og på intet tidspunkt var det mere udtalt end i 2015, hvor NFLs angrebslinjer samlet set storskuffede.

I kamp efter kamp var der elendig kasteopdækning, og blokeringerne på løb var ustabile.
– Alle i NFL har brug for at få styr på deres offensive linjer, erkendte Philadelphia Eagles’ nye head coach, Doug Pederson, tidligere i offseason.

Spørgsmålet på vej ind i 2016-sæsonen er derfor, om det sker? Bliver angrebslinjerne bedre, eller fortsætter de på samme svage niveau?

Forklaringerne på problemerne er mange og komplekse. I NFL er der ikke længere tid til at lære teknikken fra bunden i offseason, fordi den nye overenskomst førte færre tilladte træninger med sig. Mange offensive tackles har ikke stået i en klassisk “three-point stance” siden high school, fordi de konstant står klar til at blokere på kastespil. Det skal de i NFL, og det hæmmer dem derfor, at de er teknisk upolerede, når de lander i ligaen.

Trenden tvinger mange quarterbacks til hurtigt at afvikle kastet, fordi de ikke kan regne med, at de får fuld beskyttelse foran sig i tre sekunder, og det har en effekt på de strategiske valg. De tider, hvor en quarterback på spil efter spil kunne “droppe” syv skridt tilbage, er forbi. Nu bliver mange kast afviklet i løbet af 2,3 eller 2,4 sekunder.

Det er de hurtige kasts tider – og det bliver interessant at se, om den trend fortsætter i 2016.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

sixteen + 7 =