Afløsernes storhedstid
Submitted by Søren Hygum Hansen on Thu, 29/07/2010 - 08:42
En skolelærer, en køkkensælger og en børsmægler.
Og såmænd også en operasanger.
Folk fra alle ender og kanter af USA med mange, meget forskellige jobs bød sig til, da NFL for 23 år siden – i 1987 - blev tvunget til at finde en ny måde at køre ligaen videre på.
De etablerede spillere på de dengang 28 NFL-hold strejkede nemlig i utilfredshed over deres overenskomst. Men det betød ikke, at der ikke var football om søndagen. For NFL-holdene valgte i stedet at ansætte en række håbefulde, men bestemt ikke særligt talentfulde mænd, der længe havde drømt om at løbe på banen til en kamp i verdens bedste amerikanske fodboldliga.
Og de afløsere udgjorde herefter holdenes trupper i tre kampe i 1987-sæsonen og skabte en historie så opsigtsvækkende, at der siden er blevet produceret en film om historien med Keanu Reeves i hovedrollen.
Det var den sorteste periode i NFL-historien. Men for de mere end 1000 erstatningsspillere var det samtidig deres livs periode. En periode, de aldrig vil glemme, og som nu er en på mange måder utrolig, men ikke særligt mindeværdig del af ligaens historie.
Dengang – i 1987 – sloges de to parter om retten til free agency, men frem for at lægge ligaen stille i flere uger under en langvarig strejke, som det var sket i 1982, valgte NFL-holdene i stedet at erstatte sine strejkende spillere med afløsere hentet udefra.
Én af de afløsere var Joe DeForest.
Den dengang 22-årige linebacker fra lille University of Louisiana at Lafayette lavede måneder forinden som undraftet rookie en aftale med Houston Oilers, der dog fyrede ham i august, inden sæsonen begyndte.
- Det er hårdt, når nogen fortæller, at du ikke er god nok, når det er noget, du har arbejdet for hele dit liv, fortæller han.
Operasanger endte i Houston
DeForest indledte i stedet en civil, ”9 til 17”-karriere som logistikingeniør hos flymekanikvirksomheden Grumman i Florida uden at tænke synderligt meget på football, og han boede samtidig hos sine forældre i deres hjem i nærheden:
- Jeg var nødt til at acceptere det. Football var et overstået kapitel for mig, har han fortalt.
Ikke helt.
For den 22. september – dagen efter, at spillerforeningens formand, Gene Upshaw, havde erklæret, at spillerne i NFL ville strejke – fik DeForest en uventet besked fra sin mor, da han gik ind af hoveddøren til hjemmet: New Orleans Saints havde ringet og bad ham flyve til New Orleans dagen efter. Saints ville se ham an med henblik på at signe ham som afløser under strejken.
DeForest ringede straks til sin chef og fortalte ham nyheden:
- Tag af sted og tænk ikke på jobbet. Held og lykke og lad os vide, hvordan det går dig, sagde chefen.
Dagen efter overbeviste Joe DeForest Saints’ ledelse om, at han var værd at satse på. Han var dermed tilbage i NFL.
Overalt i ligaen kæmpede de 28 holds ledelser desperat for at finde spillere, der kun træde til her tre uger inde i sæsonen. Utallige free-agents, der var blevet fyret i training camp, blev signet, og også spillere fra den canadiske liga, CFL, blev fløjet ned på den anden side af grænsen.
Men også mænd, der havde football-erfaring, men som nu var meget langt væk fra en karriere som amerikansk fodboldspiller i NFL, blev hentet frem fra gemmerne. Seattle Seahawks kontaktede eksempelvis en offensive lineman, mens han var på jagt i Alaska, Chicago lavede en aftale med en skolelærer, og Houston erhvervede sig offensive guard Doug Kellermeyer, der også var operasanger.
Og Tampa Bay Buccaneers hentede både en aerobics instruktør, en ejendomsmægler og to politibetjente til holdet.
Til audition på træben
Minnesota Vikings var så desperate efter at finde afløsere, at holdet indrykkede en reklame i en lokal avis, hvor de tilbød alle spillere, der ønskede at spille for Vikings, en audition.
- Jeg burde ikke kalde det ”spillere”, for mænd, der bare gerne ville være spillere, mødte op, og det var ret komisk. Der var mænd med træben og mænd med deres arme i en slynge. Det var ikke særligt frugtbart, husker den daværende head coach hos Vikings, Jerry Burns.
Langt fra alle de nye navne havde formatet eller formen til at spille i NFL, idet mange tidligere var blevet vejet og fundet for lette til ligaen.
- Der var et kæmpe drop i forhold til dét, tilskuerne var vant til at se. Alle kunne se, at det til at begyndte med var en farce, fortæller den tidligere defensive end hos New England Patriots, Garin Veris.
Jerry Burns er enig og husker træningerne som en speciel periode.
- Du kunne ikke genkende den ene fra den anden, og du kunne ikke huske, hvilken position de spillede på. Man prøvede nogle spillere af, og halvdelen af tiden ramte bolden deres hjelme. Ud fra den betragtning er det komisk, men dengang var det ikke sjovt, fortæller Burns.
Men for spillerne – også for dem, der ikke kunne gribe bolden, og som løb rundt med en vom – var tiden noget helt fantastisk. De havde pludselig fået en mulighed for at prøve lykken på den største scene af dem alle.
- Det var meget unikt. Alle troede, at de havde endnu en chance for at vise deres værd, fortæller Joe DeForest til The Oklahoman.
Sådan husker en anden “afløser” det også:
- Vi var bare en bunke gutter fra mange forskellige sider af livet, der forsøgte at udleve vores drømme, forklarer Mike Hohensee, der var bartender, inden han blev quarterback hos Chicago Bears.
Hos Eagles måtte holdets head coach, Buddy Ryan, erkende, at han ikke kunne skabe mirakler. Han droppede derfor sit legendariske ”46”-forsvar og installerede i stedet en simpel version af et 3-4-system, som han mente alle de nye navne kunne nå at lære.
Patruljerede med en riffel
Ryan gav samtidig forsvarsspillerne en bog om football-strategi fra den lokale boghandel, som han bad dem læse.
- Alle spillerne havde virkelig en god attitude. De kom til træning og var opmærksomme under holdmøderne. De trænede hårdt – måske ikke efter samme standard som NFL-spillere - men om søndagen gav de så meget, som de kunne, forklarer den tidligere general manager hos Minnesota Vikings, Mike Flynn, til The Pioneer Press.
Den 4. oktober skulle disse afløsere efter to ugers pause og improviserede ”training camps” for første gang spille en kamp i NFL.
Men her forud for de nye spilleres store øjeblik var der en spændt stemning. De strejkende spillere og adskillige amerikanske fagforeninger var nemlig rasende på afløserne, der i folkemunde blev kendt som ”skruebrækkerne”, fordi de midt i en konflikt tog det arbejde, som de strejkende spillere nægtede at udføre.
Den spændte stemning førte til flere konfrontationer, idet de strejkende spillere flere steder blokerede indgangene til NFL-holdenes anlæg.
Mange steder blev afløsernes biler og busser sønderskudte af æg og kaskader af spyt, køretøjernes dæk blev skåret op, og det kom samtidig til flere skænderier og håndgemæng. I Kansas City patruljerede tight end Paul Coffman og linebacker Dino Hackett ligefrem bevæbnede med en riffel.
- Vi vil gerne vide, hvor skruebrækkerne er, sagde de, inden de dog senere undskyldte episoden og forklarede, at riflen slet ikke var ladt.
Vred Del Rio smed legende i jorden
På et andet tidspunkt foran Kansas City’ anlæg blev den legendariske Chiefs-receiver, Otis Taylor, slynget i jorden. Det skete, da linebacker Jack Del Rio – ham, der nu er head coach for Jacksonville Jaguars – så Taylor hjælpe en af ”skruebrækkerne”, som havde fået skåret dækkene på sin bil op.
Del Rio råbte af Taylor, der råbte tilbage, hvorefter Del Rio lavede en ”headlock” på den 45-årige veteran og kylede ham i jorden.
Selv legenden måtte lære, at skruebrækkerne ikke måtte få hjælp.
Chicago Bears’ ledelse tog ingen chancer, da holdet skulle spille den første kamp under strejken. Forud for udeopgøret mod Eagles afgik spillerbussen til Veterans Stadium allerede klokken fem om morgenen fra hotellet i Philadelphia for derved at undgå den kødrand af spillere og fagforeningsfolk, der senere på dagen ville give afløserne en varm velkomst.
- Vi sov på gulvet i omklædningsrummet, husker Mike Hohensee.
NFL forsøgte at afvikle kampene, som om intet var hændt, og de amerikanske tv-stationer transmitterede opgørene, som de altid havde gjort.
Men kønt var det ikke på de alt andet end udsolgte stadions, hvor der nogle steder kun mødte 5000 tilskuere op til kampene.
- Jeg kendte dårligt navnene på halvdelen af de spillere, der gik på banen til vores første kamp mod Colts. Det gjorde vores fans heller ikke. Kun 9860 af dem mødte op. Jeg talte dem selv, har Bills’ daværende head coach, Marv Levy, sagt.
Lavede seks holdings i én halvleg
Til gengæld var kampene en kæmpe oplevelse for de spillere, der nu tørnede ud for ægte NFL-hold som Jets, 49ers, Bills eller Giants. Og nogle af dem blev for en stund profiler – og toneangivende navne – på et spillemæssigt niveau, hvor selv de spillere, der ellers aldrig ville have en chance for at gøre sig gældende i NFL, pludselig kunne være med.
Som skolelæreren John Fourcade, der kastede tre touchdowns for Saints i en sejr over Rams, børsmægleren Alan Risher, der løb og kastede for et touchdown i en Vikings-sejr over Packers, eller wide receiver Anthony Allen, som greb otte bolde for en holdrekord 255 yards og tre touchdowns i Redskins' sejr over Cardinals. En rekord, som afløseren stadig ejer den dag i dag.
I takt med at strejken fortsatte, begyndte de strejkende NFL-spillere én efter én at bryde solidariteten og vende tilbage til NFL, og i strejkens tredje uge havde 150 spillere genoptaget arbejdet.
En af de spillere, der vendte tilbage, var New York Giants’ superstjerne, outside linebacker Lawrence Taylor, som året forinden var NFLs MVP. Og Taylors comeback gav en urimelig matchup, som man kun kunne opleve under strejken i 1987.
I et opgør den 18. oktober mod Buffalo stod Taylor nemlig overfor en ”afløser” i form af Bills’ offensive lineman Will Grant, der var hentet tilbage til NFL efter at have trukket sig tilbage to år forinden.
Erstatningsspilleren havde ingen chancer i sit møde med historiens måske mest frygtede forsvarsspiller. I pausen ville Bills’ head coach Marv Levy vide, hvorfor Grant alene i første halvleg var blevet kaldt for seks holdings.
Grant svarede:
- Coach, det er faktisk meget godt, for jeg har holdt ham på hver eneste down!
Kun fire procent fortsatte
Tiden gik, konflikten lakkede efterhånden mod enden, og den 19. oktober 1987 besluttede spillerforeningen med et forlig i hænderne, at alle spillerne skulle vende tilbage til arbejdet.
Strejken var slut.
Dermed var tre ugers plads i rampelyset også forbi for de flere end ét tusinde erstatningsspillere, der nu kunne vende tilbage til deres normale karrierer og civile erhverv. Og det gjorde stort set alle, for én måned efter strejken var kun 61 afløsere – svarende til fire procent af alle – fortsat hos deres respektive NFL-hold.
Men ingen kunne tage erfaringerne og minderne fra de spillere, der i efteråret 1987 konkurrerede på et niveau, de altid havde drømt om at konkurrere på.
Og som Tampa Bay Buccaneers’ daværende defensive coordinator, Doug Graber, har fortalt, fik afløserne en oplevelse, de for evigt kan prale med:
- Når du spiller football, har du en drøm, som disse fyre havde. Nu sidder de formentligt rundt omkring på barer og fortæller: ”Hey, vidste du, at jeg engang spillede for Bucs?”. Det er en bizar historie.
NB! Artiklen blev første gang bragt i 2008
Post new comment