- OT Anthony Davis skuffede 35 scouts fra 27 hold ved ikke at deltage i Rutgers' pro day. CB Devin McCourty leverede derimod varen — 11 min 15 sec ago
Arven efter Dungy
Submitted by Jacob Nørtov on Thu, 04/02/2010 - 00:14
Hvis de fremmødte journalister havde forventet en almindelig pressekonference, så blev de formentligt ganske overrasket.
Efter korte indledende bemærkninger fra ejer Jim Irsay og general manager Bill Polian blev ordet givet videre til Jim Caldwell, der takkede for introduktionen, citerede forfatteren Malcom Gladwells ”Outliers” om meningfuldt arbejde og herefter stillede sig selv tre spørgsmål, som journalisterne selv brændte for at kaste mod Indianapolis Colts’ nye head coach:
”Hvad kan I forvente af Jim Caldwell?”, ”Hvem er Jim Caldwell?”, ”Hvem har haft indflydelse på dig og din karriere?”
Den ydmyge far til fire, med en træneropdragelse influeret af arbejde for store personligheder som Joe Paterno og Tony Dungy havde taget teten fra første sekund.
- Til de loyale Colts fans, der lever og dør med os hver eneste uge lover jeg, at jeres hold vil fortsætte med at spille hurtig, intelligent og fysisk football. Overfor the National Football League lover jeg at beskytte spillets integritet på og uden for banen. Til medierne, jeg har et mål i dag, og det er et min første pressekonference ikke vil blive udødeliggjort som en af de der øl-reklamer, sagde Caldwell.
Det gjorde den næppe.
Siden da har den nu 55-årige Caldwell, der er født og opvokset i arbejderbyen Beloit, Wisconsin, på alle måder opfyldt de løfter, han gav den 13. januar 2009, da han efter mange års tro tjeneste som assistent fik overdraget tøjlerne til Indianapolis' stolthed.
I sin første sæson har han overgået alle forventninger og ført Colts til Super Bowl, til trods for at mange eksperter inden sæsonen var skeptiske i forhold til Indianapolis' chancer for ikke blot at nå til ”The Big Dance”, men for overhovedet at komme i slutspillet.
- Der var mange, som tænkte over, hvor effektiv Caldwell ville være som efterfølger til den højt anerkendte Tony Dungy, men det har vist sig, at Caldwell er trådt ind uden at misse et taktslag, siger Pro Football Weeklys Executive Editor Dan Arkush til Draftday.dk.
Det naturlige valg
Et eller andet sted var det forventligt, for hos Colts, hvor det ofte handler om den ”næste mand i rækken”, har arvtagerne gentagende gange vist, at de er opgaven voksen, når det bliver deres tur.
Efter otte år som assistent for Dungy, først en enkelt sæson som quarterbacks coach hos Tampa Bay Buccaneers og siden syv sæsoner i samme position hos Colts, var det Caldwells tur, og han var det naturlige valg til at videreføre den stil, som har gjort Colts til det mest vindende hold i årtusindets første årti.
- Det var vigtigt for holdet at få en glidende overgang og ikke tage et skridt tilbage, og det var derfor alle i organisationen følte, at Jim ville være den bedste mand til jobbet, har Dungy udtalt ifølge WEEI.com.
Det viste sig at være en korrekt antagelse, for Caldwell har formået at samle trådene efter Dungy og holdt Colts’ mandskab på rette spor.
- Han har haft en glidende overgang (fra quarterbacks coach til head coach). I og med han har arbejdet med holdet og under Coach (Tony) Dungy har han set, hvordan Coach Dungy har håndteret situationen og presset. Han trådte bare til og gør det rigtig godt, siger safety Antoine Bethea.
Caldwell erkender dog, at det har været en svær proces at erstatte en person, der hos Colts har haft nærmest ikonagtig status og har fungeret som meget mere end blot træner.
- Det har været en overvældende opgave at skulle forsøge at erstatte ham. Jeg har haft 55 års træning i at være mig selv, siger Caldwell, der en kort overgang stod i spidsen for Colts, da Dungys søn i december 2005 på tragisk vis begik selvmord.
Ligner på mange måder Dungy
I det hele taget så har skiftet fra Dungy til Caldwell ikke skabt de store forandringer, for de blå-hvides nye rorgænger ligner på mange måder sin forgænger.
- De er meget ens og alligevel forskellige. Det ville være lettere at beskrive, hvis det bare var en gut, der var en smule mere højtråbende, sådan en ”skrige træner”. De har virkelig mange ens træk; deres trænerstil er identisk og alligevel forskellig. De er begge fantastiske personer, store trænere, som du bare elsker at spille for. Der er formentligt flere ligheder end forskelle, siger tight end Dallas Clark.
De mange ligheder betyder også, at Caldwell ugentligt taler med Dungy om alt lige fra football til den kristne livsfilosofi, som de begge er dybt forankret i.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er Kristen, og jeg forsøger ikke at skjule det. Jeg tror på, at troen ofte er med til at gøre dig mere afslappet i specielle situationer. Alt i alt har den helt sikkert lært mig om disciplin, om at være engageret i det jeg laver, og det hjælper mig også i dag, siger Caldwell.
Som Dungy er han afdæmpet, velovervejet men dog med et twist af temperament og et beslutningsfast sind.
- Han er en lille smule mere følelsesbetonet, en smule mere fyrig, og jeg tror, at han var den rigtige ingrediens for holdet, har Dungy udtalt ifølge WEEI.com.
Som sin forgænger er han nærværende og forsøger at komme ind under huden på både de erfarne såvel som de uerfarne spillere. Der er ingen tvivl om, at Caldwell kender sit hold ekstremt godt.
- Det er mit job at vide, hvordan de har det. Jeg måler træthed. Jeg måler mental friskhed. Jeg måler nervøsitet. Jeg udspørger dem hele tiden. Jeg ser dem an. Jeg får en fornemmelse for mit hold. Jeg forsøger at lære dem at kende. Mit tilgang er, at jo bedre jeg kender dem, jo bedre vil jeg være til at skabe dét, jeg har fortalt dem, vi har: En atmosfære, der afspejler vindere, har Caldwell udtalt ifølge Indianapolis Star.
Og så holder han på alle mulige måder samme høje niveau som Dungy.
- Når du taler om en træner som Tony Dungy, som sætter den højeste standard, så forventer du et drop, når du får en ny træner. Vi oplevede intet drop, siger linebacker Clint Session ifølge Indianapolis Star.
Rekord som rookie
Evnen til at videreføre Colts’ vindende tradition har betydet, at Caldwell i sin første sæson allerede har indskrevet sig i NFLs historiebøger.
Han vandt som den første rookie head coach i historien sine første 14 kampe, og han er den kun tredje førsteårstræner, der har ført sit hold helt til Super Bowl.
En smule kuriøst når man tænker på, at Caldwell kun én gang tidligere i karrieren har prøvet kræfter med jobbet som head coach, og det endda på colllegeniveau uden større succes.
Tilbage i 1990erne var Caldwell ansvarlig for universitetsholdet Wake Forest og vandt kun 26 af 89 kampe over otte sæsoner, men det første møde med cheftrænerstolen gav uvurderlig erfaring, og det er noget, som Caldwell den dag i dag trækker på.
- Det var utrolig lærerigt. Jeg var 38 år, og jeg fik muligheden for at styre mit eget program. Det lærer dig helt sikkert meget om dig selv. Det hjælper dig til at nå et punkt, hvor du hviler i dig selv. Mange af de ting har hjulpet mig i den position, jeg har i dag, siger Caldwell.
Noget der i den grad hjalp Caldwell på vej, var den strukturelle ændring, som han foretog kort efter sin ansættelse, da han skiftede defensiv koordinator og special teams coach.
- Han viste hurtigt, at han ville være sin egen herre, da han ansatte en ny defensiv koordinator (Larry Coyer) og en ny special teams coach (Ray Rychlenski) – to træk der viste sig at være geniale, siger Arkush til Draftday.dk.
Netop Coyers forsvar har flere gange i denne sæson båret Colts til sejr, og formlen har været en mere blitzorienteret system end tidligere.
- Hans (Coyer) mix af aggressivitet og traditionelle formationer var nøglen, siger Caldwell.
Farvel til den ”Perfekte sæson”
Caldwell vil få hårdt brug for Coyers forsvar, når New Orleans Saints’ potente angreb søndag skal stækkes, og skulle Colts gå hen og vinde Super Bowl, så er det ikke utænkeligt at debatten om den helt perfekte sæson vil blusse op igen, når euforien over sejren har lagt sig.
For nogle vil med rette kunne argumentere for, at Colts havde alle muligheder for at vinde samtlige 16 regulære sæsonkampe og tangere New England Patriots' rekord fra 2007.
Men i stedet valgte Caldwell at spare sine spillere i størstedelen af kampen i 16. runde mod New York Jets, der derfor tildelte Colts sæsonens første nederlag og fratog dem chancen for ikke blot at vinde alle regulære kampe men også for som det første hold nogensinde at gå 19-0.
Det fik dengang Colts’ fans til at gå amok, og nogle spillere tænker fortsat på den missede mulighed for at gå ned i historiebøgerne som det perfekte hold.
- Sandheden er, at beslutningen ikke havde noget med os spillere at gøre. Der var intet, vi kunne gøre ved det. Jeg kan fortælle, at hver eneste spiller gerne ville spille, alle spillere forsøgte at spille, men det var ikke, hvad vores træner og front office besluttede, siger center Jeff Saturday.
Men for Caldwell og Colts' organisation var den perfekte sæson aldrig målet. Det var derimod at forberede spillerne så godt som muligt til det slutspil, som Colts for længst havde kvalificeret sig til og sikret sig hjemmebanefordelen i på vej mod Super Bowl.
Den selvopfyldende profeti
Målet helliger som bekendt midlet, og søndag står Colts så i den Super Bowl, som var grunden til, at Caldwell valgte at give sine startere et afbræk. Derfor har cheftræneren da heller ikke fortrudt, at han satte reserverne på banen den famøse decemberdag.
- Nej jeg her ikke genovervejet det. Det er det korte svar. Jeg mener, at vi på en måde er forbi alt det. Vores spillere har håndteret det rigtig godt. siger Caldwell, der mener at holdet opnåede den ønskede effekt ved at være frisk i den første slutspilskamp mod Baltimore Ravens.
På søndag skal Caldwell så forsøge at sætte den sidste krone på det værk, han påbegyndte den januardag for lidt over et år siden, da han for første gang mødte pressen.
Den dag han lovede Colts’ fans, at videreføre traditionen med at spille hurtig, intelligent og fysisk football; dengang har gav sit ord på at ville beskytte spillets integritet; dengang han svor, at hans første pressekonference ikke ville blive husket som en gedigen øl-reklame.
Alt gik i opfyldelse, og sådan er det med den troende Caldwell, der derfor heller ikke ønsker at tænke på et eventuelt nederlag i Super Bowl.
For tænk nu hvis...
- Vil det være okay, hvis jeg ikke svarer på det? Jeg tror meget på selvopfyldende profetier. Et kinesisk ordsprog siger ”Vær varsom hvis dit liv formes af dine tanker”. Så jeg holder mig fra at tænke på den type afslutning. Vores job er at blive klar til den her kamp. Vi ønsker ikke at forholde os til hypotetiske situationer men derimod til fakta.
Faktum er, at Caldwells Colts vil være klar, når de søndag d. 7. februar løber på banen til sæsonens sidste altafgørende opgør mod New Orleans Saints.
- Caldwell: Erfaringen er ingen fordel
- Colts kunne ikke nå ind til Brees
- Colts' Jim Caldwell var skuffet
- Manning gav Porter kredit for stort spil
- Colts - inaktive spillere
- Dwight Freeney er aktiv
- Masser af sex til Colts-spiller efter sejr
- Super Bowl XLIV - optakt
- Super Bowl Sunday!!!!!!
- Altid noget at bevise
- Reggie Wayne skadet under træning
- Caldwell: Freeney har fået det bedre
- Dungy: Colts vinder komfortabelt
- Ryan Lilja skadet i ryggen - sad ude
- Freeneys ankel kraftigt forbedret
- Freeney tester fredag anklen
Rankings 2010: Wide receivers
Manning bag center
Submitted by Saints fan on Fri, 05/02/2010 - 09:50.Man skal godt nok også være en skidt coach hvis man ikke kan præstere med Manning bag center..
Det bliver spændende at se en Superbowl med de 2 absolut bedste hold i NFL for en gang skyld.. Og en superbowl uden de vilde forsvar men med de vildeste angreb bliver også en fornøjelse at følge..
Kom så Drew Brees vis du burde være blevet MVP i år..
Man kan vel godt argumentere
Submitted by Langt fra Lambeau Field on Thu, 04/02/2010 - 12:24.Man kan vel godt argumentere for, at når Colts lader startere hvile i kampe, hvor resultatet er vigtigt for andre hold, så beskytter man ikke ligefrem "spillets integritet"?
Det var såmænd blot denne formulering, der faldt mig øjnene. Ellers er der bestemt ikke noget at udsætte på Caldwell, der på nuværende tidspunkt var det bedste, der kunne ske for Colts.
På trods af Dungys mange gode sider som leder og forbillede for spillerne, virkede det som om, at han efterhånden var en anelse for konservativ og forudsigelig i sin tilgang til spillet.