- OT Anthony Davis skuffede 35 scouts fra 27 hold ved ikke at deltage i Rutgers' pro day. CB Devin McCourty leverede derimod varen — 9 min 32 sec ago
Ligesom lærermesteren
Submitted by Søren Hygum Hansen on Wed, 03/02/2010 - 06:51
Mickey Loomis var solgt, da han hørte Sean Payton fortælle om sin morgenmad.
Tilbage i januar 2006 var Loomis som general manager hos New Orleans Saints på jagt efter en ny head coach, efter at Jim Haslett havde fået sparket. Loomis modtog 30 videobånd fra håbefulde trænerkandidater, der i selvrosende vendinger forklarede, hvorfor netop de var den rette mand til jobbet.
Det var 42-årige Sean Payton, som imponerede Loomis mest.
På sin videoansøgning forklarede den daværende assistenttræner hos Dallas Cowboys, hvad han fik at spise om morgenen den dag, hvor telefonen ringede, og han fik tilbudt sit første job i football-verdenen. Og den levende, karismatiske måde, hvorpå Payton beskrev morgenmaden, gjorde indtryk. Paytons stil var ifølge Loomis "dragende", og han viste store "kommunikative evner":
- Han har "det", hvad "det" så end er, siger Loomis.
En af de bedste offensive hjerner
Mickey Loomis kendte ikke på forhånd Payton, men da de to mødtes, "forelskede" han sig i kandidaten og hans vindermentalitet.
- Da jeg mødte Sean for første gang, lagde jeg med det samme mærke til hans positive, energiske aura. Den viste sig på en måde, så jeg vidste, at alle ville føle den: Vores hold, vores ejer og byen, husker Loomis.
Siden det første stævnemøde i 2006 har kærligheden varet ved, og Paytons vindende væsen og energiske stil er for længst trængt ind i en hver afkrog af Saints' organisation.
I de fire sæsoner, hvor Payton har været "helgenernes" vogter, har Saints vundet 38 kampe og jublet over to NFC South-titler, samtidig med at holdet to gange har spillet sig frem til NFC-finalen – og nu også én Super Bowl, hvor Indianapolis Colts på søndag venter. Og undervejs er den orkanhærgede storby New Orleans blevet forvandlet til en by, der nu finder håb gennem de lokale football-helte, som under Paytons vinger har opnået overraskende stor succes i NFL.
Loomis peger på, at kombinationen af Paytons stil og hans evner til at lægge den rette taktik, er årsagerne til, at Saints har haft de bedste fire sæsoner i holdets historie. En succes, som Payton ifølge Loomis har en "afgørende" indflydelse på.
- Jeg vil ikke nedtone dette, for jeg mener, at Sean er en af de bedste offensive hjerner i denne liga og én af de bedste - hvis ikke den allerbedste - "play-caller", siger Loomis.
Få - hvis nogen overhovedet - havde forventet, at Sean Payton ville få så stor succes så hurtigt.
En fantastisk lærer
Han arvede i 2006 et Saints-hold, der året forinden var gået 3-13, og han gik ind i den første sæson med en ny quarterback i den skulderskadede Drew Brees, en stort set, ny angrebslinje og et på papiret tyndt arsenal af receivere, der inkluderede en rookie valgt i syvende runde, som starter fra dag ét. Samlet var halvdelen af Saints' 53-mand store trup - 27 spillere - helt nye ansigter.
Men resultatet imponerede alle. Saints vandt ti kampe og nåede helt frem til NFC-finalen i den bedste sæson i holdets 43 år-lange historie. Og Payton blev kåret til ”NFL Coach of the Year” at nyhedsbureauet Associated Press.
For Sean Payton formåede at skabe et fællesskab på holdet med mange nye ansigter, og han fik samtidig det bedste ud af sine spillere – også dem med tvivlsomme baggrunde. Som Brees, som var plaget af en alvorlig skade i skulderen, men som i dag er en MVP-kaliber spiller, eller det føromtalte "syvenderundevalg" i draften, som i dag er bedre kendt som Marques Colston - en af NFCs bedste receivere, som greb flere bolde i sine første to sæsoner i NFL end nogen anden spiller i historien.
- Fra dag ét har han været en fantastisk mentor, en fantastisk lærer, en fremragende kommunikator og en fænomenal head coach. Jeg ville ikke spille for nogen anden, siger Brees.
Sean Payton er især blevet anerkendt for sin evne til at holde spillerne motiverede, og han fortæller selv, at han én uge efter, at han havde fået jobbet i New Orleans, fik et betydningsfuldt opkald fra sin mentor, den legendariske cheftræner Bill Parcells, som Payton i tre sæsoner havde været passing game coordinator for hos Dallas Cowboys.
- Det råd, som Bill gav mig, var: "Hey, du er nødt til hurtigt at finde ud af, hvorfor de ikke vinder, for ellers vil de om tre år have endnu en pressekonference, hvor de vil annoncere, at de har hyret endnu en ung, kvik træner, de kan lide”, sagde Parcells til sin protegé.
Skal passe haven
Parcells, der selv var kendt som en eminent, men hård motivator, forklarede, at Payton skulle gøre den tabende organisation til en vinder. Siden den dag har Payton hele tiden været bevidst om at holde fast i vinderkursen.
- Jeg mener, at det er noget, som vi dagligt er opmærksomme på. Det er ligesom at have en have. Hvis du ikke passer på den, kan den hurtigt falde sammen, forklarer Payton.
Payton tog Parcells' råd til sig og formåede - som Parcells var en mester i - at trykke på de rette knapper, så et mandskab, der i 2006 ikke på papiret hørte til blandt NFCs bedste, blev et hold, der nu er med i eliten.
- Det er en af Seans store styrker at finde en måde - og det er en af de største udfordringer i NFL - hvor du sikrer dig, at dit hold er parat til at spille i alle 16 uger. Det er en lang sæson. Det er en maraton, siger Brees til The New Orleans Times-Picayune.
Cheftræneren forsøger at holde sine spillere ved ilden ved hver uge om onsdagen - på ugens første træningsdag - at finde et tema for spillerunden. Et tema, som han præsenterer via Power Point for sine spillere, så de ved, hvad de skal fokusere på. Som for eksempel modstanderens stærke special-teams.
Han vil nemlig som alle andre cheftrænere undgå, at hans spillere kigger for langt fremad og tror, at næste opgave allerede er klaret. Derfor skal de have et tema, de kan forholde sig til - og bruge kræfter på.
Som i november, hvor stadig ubesejrede New Orleans skulle en tur til St. Louis, som ind til da kun havde vundet ét af otte opgør. En walkover, kunne Saints-spillerne foranlediges til at tro, hvis det ikke lige havde været for den motiverende statistik, som Sean Payton hev frem.
Rams burde slå Saints
Han oplyste, at hold, der som Rams netop havde haft en friuge, de seneste tre sæsoner i 62 procent af tilfældene havde vundet den efterfølgende kamp efter pausen. Sagt med andre ord: Saints, som bookmakerne vurderede ville vinde med mindst to touchdowns, var reelt underdogs.
Den statistik pacede Payton ugen igennem ind i hovedet på sine spillere, så de gik på banen i The Edward Jones Dome i St. Louis velvidende, at Rams var favoritter - men de "undertippede" Saints vandt dog alligevel.
- Tror jeg, at det er grunden til, at vi slår holdene om søndagen? Absolut ikke. Men det er hans måde et plante et frø i vores hoved og holde os fokuserede. Jeg ved i hvert fald, at det ikke skader, siger offensive tackle Zach Strief om Paytons gimmicks.
Tidligere har Payton, når Saints har været ovenpå og vundet flere kampe i træk, stillet små musefælder i omklædningsrummet med reference til, at spillerne ikke skal, som amerikanerne siger det - ”eat the cheese”. Vendingen om ikke at ”spise osten” brugte mentoren Parcells ofte, og den betyder, at spillerne ikke skal blive overmodige og tro på hypen, bare fordi de er inde i en god stime. Det gælder om at bevare fodfæstet.
I andre tilfælde går Payton hårdt til den enkelte spiller. Forud for et opgør i denne sæson mod Philadelphia Eagles sagde han - både i sjov og alvor - foran hele holdet, at safety Darren Sharper, der var i gang med sin måske bedste sæson i karrieren, kun ville kunne returnere en interception til endzonen, hvis alle modstandere enten faldt til jorden eller var blokerede.
- Det fik alle til at grine. Det er humoristisk. Men jeg garanterer, at Sharper, som den konkurrencemindede fyr han er, gik ind i omklædningsrummet og tænkte: "Jeg skal returnere en bold hele vejen", fortæller Drew Brees.
Darren Sharper svarede igen
Det motiverende drilleri gav et umiddelbart positivt resultat. For i opgøret mod Eagles interceptede Sharper et kast og returnerede bolden 97 yards for touchdown.
- Han kender til måder at motivere dig på. Og det er en motivation, som du kan forstå, siger Sharper.
Men Payton går andre veje i forsøget på at motivere og skabe en harmoni. Faderen til to små børn sætter familien højt, og det ved han, at mange af hans spillere også gør. Derfor har han – lidt utraditionelt for et NFL-hold – skabt en tradition ved juletid, hvor Saints på Paytons foranledning afholder en julefest for spillernes børn.
- Han forsøger altid at finde veje at inkludere trænernes familier og spillernes familier – som børnenes julefest, han begyndte – og dermed sørge for, at de også føler, at de er en del af det hele, fortæller Mickey Loomis til The Sporting News.
De tiltag skaber respekt, og det samme gør adfærden hos den tidligere quarterback fra Eastern Illinois, når han om søndagen står på sidelinjen iført sin karakteristiske åbne kasket med udsigt til hovedbunden og med de stirrende, vilde øjne.
- Han kan helt sikkert få dine batterier ladet op. Hans motor kører hele tiden 100 kilometer i timen, og han forstår, hvad der er på bordet, hver gang han går på banen, siger Pro Bowl right tackle Jon Stinchcomb.
Intens på kampdagen
Han fortæller, at Paytons tilgang til hver eneste kamp er “vind-eller-ingenting”, og det mærker spillerne, som bliver tændt af vildskaben.
- Hans viden om spillet er i særklasse. Hans tilgang til kampdagen er ret intens, og han har respekten blandt holdkammeraterne i omklædningsrummet, siger Stinchcomb.
Linebacker Scott Shanle er enig:
- Han er en spillernes træner, for han er meget intens. Som et hold kan du bruge det til noget. Når angrebet ruller derudad, bliver han begejstret, og så viser han det. Det sætter gang i forsvaret, siger Shanle.
Søndag står Sean Payton på banen til karrierens største kamp. Fire år efter, at Mickey Loomis modtog et videobånd fra Sean Payton, hvorpå Cowboys-assistenten beskrev morgenmaden, er Saints i Super Bowl. Mentoren Parcells var der selv tre gange og vandt to af finalerne. Nu skal Sean Payton så føre sit hold i den bedste position til at sejre.
Mon ikke Sean Payton vil sørge for, at hans spillere er dybt fokuserede og motiverede, når Super Bowl sparkes i gang?
Sandsynligheden og Sean Paytons succes i New Orleans taler for det.
- Tom Benson kunne kysse Payton
- Payton: Vi havde en god fornemmelse
- Saints' punter var rædselsslagen
- Colston: Vi gjorde det for byen
- Porter havde læst på lektien
- Drew Brees blev MVP
- Super Happy Ending!!!
- Saints - inaktive spillere
- Payton fik sine 250.000 dollars tilbage
- Super Bowl XLIV - optakt
- Super Bowl Sunday!!!!!!
- Saints-running back er tvivlsom
- 34 - og forrygende
- Reggie Bush: Vi gik ind på natklubben...
- Småskadede Saints-spillere trænede
- Saints-spillere festede til kl. 3.30
Rankings 2010: Wide receivers