Blog: 10 tanker før 7. runde i NFL

Hvorfor slår Patriots i aften Jets, hvorfor er situationen omkring L.A. svær for NFL, hvem kan bryde igennem i aften, og hvorfor var Pro Football Talks Mike Florio i denne uge latterlig? Få svarene i denne blog, der går tæt på 7. spillerunde.

1. Kun 10 hold har p.t. en “winning record”. Det er det næstmindste antal efter seks uger siden 1994 – kun overgået af 2012-sæsonen (ni hold). Man kan se det som en tegn på, at NFL har den lighed, som ligaen ønsker. Alle hold kan vinde “On Any Given Sunday”. Jeg ser det dog som middelmådighed og et tegn på, at for mange hold har problemer, og derfor kan man ikke regne med dem uge efter uge. Tre af de fem ubesejrede hold (Broncos, Panthers og Bengals) har endda været tæt på deres første nederlag – og burde have tabt.

2. Nej, Mike Florio, det var ikke et slag i ansigtet på Tom Brady, at Jets’ Marcus Gilchrist i denne uge sagde, at holdet forbereder sig lige så meget til Brady, som holdet i sidste uge forberedte sig på Redskins’ Kirk Cousins. Florio elsker at påpege andre mediers fejl, men hans forsøg på at skabe en overskrift før rivalopgøret var latterlig og helt urimelig. Hvad skulle Gilchrist have sagt? Skulle han have sagt: “Nej, vi forbereder os 100 procent på Brady, for Cousins er ikke så god, så ham behøver vi ikke at bruge helt så mange kræfter på”. Se dét, ville have været en opsigtsvækkende overskrift – og et slag i ansigtet på…Cousins.

3. Patriots slår let Jets i endnu en dominerende præstation – i det imødesete møde mellem de to ærkerivaler, der har vundet ni af 10 kampe i denne sæson. Nok er Jets bedre end i et par år, men Patriots har hjemmebane – og Ryan Fitzpatricks fejl (interception percentage på 4,09 procent – fjerdeværst i NFL) koster dyrt for Jets. Og så skal man ikke undervurdere, at Patriots’ “up tempo”-angreb vil trætte en talentfuld, men tung “front seven” hos Jets. I øvrigt har Brady aldrig tabt en kamp, når han så sent i sæsonen har mødt NFLs bedste forsvar – målt i total yards (6-0). Plain and simple: Patriots er i dag markant bedre end Jets, fordi de har Brady og hjemmebanefordelen. Var kampen på nuværende tidspunkt blevet spillet i New Jersey, ville det have været mere tæt.

4. I foråret erkendte Detroit Lions’ general manager Martin Mayhew, at holdet i “lang tid” har haft behov for et bedre løbeangreb, og derfor brugte han et førsterundevalg i draften på den store “power blocker”, guard Laken Tomlinson, et andenrundevalg på running back Ameer Abudllah, et femterunevalg på fullback Michael Burton, og så handlede han sig til Broncos’ interior lineman Manny Ramirez. Efter seks spillerunder er Lions allersidst i rushing yards pr. kamp, rushing yards pr. løb – og procentvis antal løb pr. kamp. Av, av, Mayhew.

5. Hverken Drew Brees eller Andrew Luck har haft en sæson, som dem vi er vant til at få fra dem, men måske bryder de begge for alvor igennem søndag, når Brees’ New Orleans Saints og Lucks Indianapolis Colts mødes. Begge de to holds forsvar har nemlig enorme problemer. Saints har tilladt 409 total yards pr. kamp – næstflest i holdets historie – og Colts’ forsvar har i fire kampe i træk tilladt flere end 400 total yards. Det er skidt, men godt nyt til Brees og Luck.

6. Imponerende sæson fra Cleveland Browns’ Gary Barnidge, som jeg – og sikkert mange andre – før sæsonen mente var én af NFLs svageste, startende tight ends. Men nu har han scoret et touchdown i fire kampe i træk og har faktisk en statistisk set lige så god sæson som Rob Gronkowski. Barnidge har grebet 27 bolde for 413 yards og fem touchdowns, “Gronk” har grebet 23 bolde for 425 yards og fem touchdowns.

7. Jeg tror stadig, at det er sandsynligt, at 49ers forsøger at handle tight end Vernon Davis før handels-deadline den 3. november. Men én ting overvejer general manager Trent Baalke helt sikkert, før han takker ja til et eventuelt tilbud: om 49ers kan få mere for Davis ved at lade ham gå som free agent efter sæsonen. Davis’ værdi er faldet drastisk efter to skuffende sæsoner, men 49ers kan stadig få et relativt højt kompensationsvalg for ham, hvis han bliver signet af et andet hold næste offseason, og hvis 49ers har mindre på pluskontoen i free agency. Det er tvivlsomt, om noget hold – og der har ifølge CBS været bejlere – vil overtage hans kontrakt i år og give mere end et præstationsbetinget syvenderundevalg for ham. Det ved Baalke formentligt godt.

8. Det er to hold, der sammen vil flytte til Los Angeles, som mødes søndag aften. Oakland Raiders og San Diego Chargers tørner sammen samtidig med, at har lanceret planen for et nyt, fælles stadion i Carson, Los Angeles. Ingen af de to hold er i nærheden af at få en ny stadionaftale i de byer, de bor, og også Rams anført af ejer Stan Kroenke vil, som bekendt væk. Alt tyder på, at NFL-ejerne til januar skal vælge, hvilke to hold, der får lov at flytte. Taberen bliver en stor taber, for det hold skal tilbage til den by, som den ikke ville bo i. Det er en meget, meget interessant situation, som de tre hold befinder sig i, og en situation, som NFL vil helst vil undgå. Men virkeligheden er bare, at ingen af de tre hold vil blive, hvor de er.

9. Hvis Pittsburgh Steelers i aften slår Kansas City Chiefs under ledelse af reserve-quarterbacken Landry Jones, vil holdet have vundet have vundet tre af fire kampe, mens “Big Ben” har siddet ude med en knæskade, der en overgang lignede en potentielt sæsonspolerende skade for quarterbacken og hans mandskab. Men Steelers, der p.t. har vundet fire af seks kampe, er i høj grad stadig med, Og i kraft af en stærk offensiv og en forbedret defensiv ligner Steelers efter min mening et hold, der kan gå hele vejen til Super Bowl, hvis holdet kan undgå flere skader. Patriots vil være en gigantisk forhindring i slutspillet, men Steelers vil ikke være uden chancer mod dem i slutspillet, hvis holdet er nogenlunde intakt.

10. Miami Dolphins’ spillere havde absolut brug for, at en type som den ekstremt energiske, råbende og aggressive tight ends coach, Dan Campbell, fik jobbet som head coach, efter at delfinerne havde underpræsteret under Joe Philbin, der havde en hvilepuls på 20 og et temperament på sidelinjen som en skilpadde. Og derfor var reaktionen (38-10-sejr over Tennessee) i Campbells første kamp som head coach efter fyringen af Philbin naturlig. Men en energisk mentalitet rækker kun en del af vejen. Campbell, der søndag med Miami møder Houston, og som torsdag skal til New England, skal også bevise, at han dygtig til at justere planen undervejs i kampe, at han kan samle et hold omkring sig i en hel sæson – og at han ikke mindst er en dygtig strateg. Det ved ikke endnu, om han er – og kan. Så lad os dæmpe begejstringen, til vi har set ham an i nogle flere kampe.

Enig eller uenig i bloggen? Kommentér gerne på twitter til @shygumhansen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

2 × 1 =