Blog: 7 tanker før 6. runde i NFL

Hvem er NFLs bedste hold, hvad er alternativet til Colin Kaepernick, og hvorfor har et berømt NFL-site skuffet mange fans? Få svarene i dette blogindlæg før 6. spillerunde.

1. Er Arizona Cardinals det bedste hold i NFL?
NFL.com’s Chris Wesseling kom i mandags med en udmelding, som jeg umiddelbart havde svært ved at se logikken i, men som ved nærmere eftersyn måske ikke var helt så tosset.

Wesseling sagde reelt, at Arizona Cardinals er NFLs bedste hold – og at Cardinals ville kunne slå New England Patriots. Personligt mener jeg ellers, at Patriots og Green Bay Packers – ikke mindst i kraft af deres quarterbaks – er over alle andre hold, mens Cincinnati Bengals er tæt ved de to. Og modsat Cardinals har ingen af de tre hold tabt en kamp.

Men man kan i hvert fald godt argumentere for, at Cardinals er nærved på linje med Patriots og Packers. Efter fem spillerunder har Cardinals scoret 190 point og er dermed på vej mod at score 608 point i hele sæsonen – det vil slå Denver Broncos’ pointrekord fra 2013 med to point. En utrolig bedrift indtil nu, der bør få endnu mere opmærksomhed, end det får.

Samtidig har intet andet hold i NFL en så stor margin pr. gennemsnit pr. kamp mellem antal scorede og tilladte point som Cardinals. Bruce Arians’ tropper har snittet 20 point flere, end holdet har tilladt. Og Cardinals er nummer to i NFL i passer rating differential (forskellen mellem offensiv og defensiv passer rating) – et plus på 44,3 point – kun overgået af Packers (54,6). Packers’ defensive koordinator Dom Capers har tidligere kaldt den statistik for “den mest vigtige” af alle – og siden 1940 har hele 27 hold ført den statistik i det år, de blev mester. Det er altså en væsentlig rettesnor for, hvor godt et hold er.

Cardinals’ sejre er dog ikke kommet mod særligt stærke modstandere (Saints, Bears, 49ers og Lions) – de fire hold har tilsammen vundet fire kampe – og det er én af grundene til, at jeg nok stadig vil sætte Patriots og Packers (der har tilladt færrest point i NFL) over Cardinals.

Patriots’ program har dog ikke været helt så stærkt, som det ser ud til på papiret. Sæsonpremieren mod Pittsburgh Steelers var et opgør mod et hold, der savnede NFLs måske bedste running back (Le’Veon Bell), holdets bedste offensive lineman (Maurkice Pouncey) og mest eksplosive angrebsspiller (Martavis Bryant), hvilket var tre markante tab. Jacksonville Jaguars er Jacksonville Jaguars – de tillod 38 point mod Buccaneers (!) i søndags – og et Dallas Cowboys-hold, der startede Brandon Weeden bag center, og som var uden Dez Bryant, var direkte elendigt offensivt set. Men Patriots imponerede trods alt med en højkvalitetssejr ude mod overtændte Buffalo Bills i 2. spillerunde og har domineret totalt i kampene mod de svage hold. Det tæller opad i min bog.

Green Bay Packers vandt i 2. spillerunde over Seattle Seahawks, og selvom Seahawks måske ikke er så gode, som de var i de foregående år, var sejren stadig mere imponerende end nogen af de sejre, som Cardinals har sikret sig. Derfor slår Patriots og Patriots netop Cardinals på programmets styrke.

Men det er værd at bemærke, at Cardinals har et meget komplet hold. Holdet har quarterbacken (Carson Palmer), running back (genopstandne Chris Johnson), wide receiverne (Larry Fitzgerald og John Brown) og et aggressivt, talentfuldt forsvar, der ifølge Football Outsiders’ rangering og effektivitet er NFLs tredjebedste – kun overgået af Denver Broncos og New York Jets.

Derfor skal man ikke håne argumentet om, at Arizona Cardinals er NFLs bedste hold. For det er tæt i toppen. Og Chris Wesselings påstand er slet ikke så tosset.

2. Skader, skader, skader…
Jeg lærer aldrig at acceptere, at skader har en så stor indflydelse på holdenes præstationer og på sæsonen som helhed.

I år føler jeg, at skaderne har gjort endnu mere skade, end det har været tilfældet i flere år. Store profiler som Ben Roethlisberger, Tony Romo, Jordy Nelson, Terrell Suggs, LeSean McCoy, Dez Bryant, Andrew Luck, Marshawn Lynch, Drew Brees og Jamaal Charles er ude i resten af sæsonen – eller er eller har været ude i dele af sæsonen.

For et hold som Dallas Cowboys betyder skaderne til Romo og Bryant, at sæsonen reelt kan være slut, når de vender tilbage, og Steelers, som har ét af NFLs mest spændende angreb, er allerede ved at blive kørt agterud i AFC North og skal nu potentielt kæmpe for en wild card-plads, fordi holdet ikke kan regne med reserven Michael Vick.

I skrivende stund har syv hold – eller en fjerdedel af holdene – startet reserve-quarterbacken, fordi holdets starter er gået ned med en skade. Det er super-ærgerligt. Ikke mindst når de skadede spillere har navne som Roethlisberger, Luck og Romo.

Og det er ærgerligt, for så mange skader gør, at vi ikke helt får set holdenes egentlige styrke.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

10 + two =