Blog: Derfor genvinder Denver ikke Super Bowl

Natten til fredag åbner Denver Broncos NFL-sæsonen med hjemmeopgøret mod Carolina Panthers. Og det bliver ikke en sæson, hvor Denver genvinder mesterskabet. Læs her hvorfor i dette blogindlæg.


Det er ikke hverdagskost for de forsvarende mestre at være så langt nede på listen. Ikke desto mindre er det tifældet for Denver Broncos, der natten til fredag indleder NFL-sæsonen hjemme mod Carolina Panthers.

For i øjeblikket kan du hos Las Vegas-bookmakerne “Bovada” få pengene 18 gange igen, hvis du vædder på, at Broncos igen i den kommende sæson vinder Super Bowl. Det er kun på en delt ottendeplads i NFL – et godt stykke efter New England (pengene seks gange igen) i toppen af listen.

Har bookmakerne undervurderet de forsvarende mestre? Nej. Den manglende tiltro til Broncos er efter min mening forståelig. Faktisk havde jeg ikke Broncos med på listen, da jeg i juli nævnte syv hold, der har den mest realistiske chance for at vinde Super Bowl 51.

Allerførst: Denver Broncos er et supergodt hold – og ét af NFLs bedste. Det er uomtvisteligt. Men det er ekstremt vigtigt, at man sætter det hele i kontekst. For jeg mener bestemt, at Broncos kan nå langt. Divisional playoffs? Bestemt en mulighed. AFC-finalen? Også muligt.

Men derfra og så til at vinde Super Bowl er der langt. Hvis Broncos skal gå hele vejen, kræver det, at holdet positionerer sig godt i grundspillet og siden vinder mindst tre kampe i slutspillet – og måske fire, hvis holdet først skal sejre i wild card-runden, divisional playoffs-runden, konferencefinalen og til sidst Super Bowl for at kalde sig mester.

En svær vej
Det er en uhyre vanskelig vej, der for andet år i træk vil kræve masser af store præstationer, gunstige situationer, held og viljestyrke. Det siger lidt om sværhedsgraden i det, at der siden 1990 kun har været tre hold (Cowboys, Broncos, Patriots), som har vundet Super Bowl to år i træk. Og det er ikke sket siden 2005, hvor Patriots slog Eagles, efter at holdet året forinden havde besejret Panthers i “The Big Dance”.

For mig at er der én ting, der overskygger alt, når det gælder Denvers Super Bowl-chancer i 2016. Nemlig quarterback-positionen.

Ret beset har Broncos – på papiret – én af NFLs allerdårligste quarterback-situationer med andenårsspilleren Trevor Siemian som starter og rookie og førsterundevalg Paxton Lynch som hans reserve.

Siemian er lovende, hvis man skal tro head coach Gary Kubiak, men lad os ikke snyde os selv. Han er ikke spækket med naturtalent, og det er p.t. svært at se ham som andet end NFLs 32. bedste starter. Altså den dårligste af dem alle.

Hvor mange quarterbacks valgt i 7. runde har startet en Super Bowl? Svaret er nul. For der er oftest en grund til, at en quarterback bliver valgt så sent i draften, og de største 7. rundevalgte quarterbacks de seneste 10 år er udover Siemian “store” navne Matt Flynn, Tyler Thigpen og Greg McElroy. Ganske simpelt: Det er svært at tro, at Siemian har gjort et så stort fremskridt halvandet år efter hans afgang fra college, at han vil kunne føre Broncos hele vejen til mesterskabet.

Men der står Broncos altså. Siemian får hvervet – koste hvad det vil.

Små, tætte sejre
Denvers støtter vil pege på, at Broncos sidste år vandt Super Bowl med hamrende ustabile quarterback-præstationer, fordi forsvaret var historisk godt og braget Broncos til sejren. Men jeg mener, at det for optimistisk at tro, at Denver to år i træk kan gå hele vejen med den formular.

Sidste år vandt Denver samlet 11 kampe med en margin af et touchdown eller mindre, hvilket slog Houston Oilers’ rekord fra 1978 i flest “marginalsejre”. Heldet og marginalerne var med Broncos, der blandt andet undervejs slog Chiefs på en vanvittig sidste minuts-fumble af Chiefs og sejrede i alle tre overtidskampe, de spillede, ligesom Patriots i AFC-finalen var en two point-conversion fra at bringe kampen i overtid.

Og i en tre kamp-periode i oktober slog Broncos samlet set Vikings, Raiders og Browns med sølle 12 point i tre kampe, hvor Peyton Manning kastede syv interceptions og kun ét touchdown. Normalt ville sådanne stats føre tre nederlag med sig, men Denver vandt alle tre opgør.

Samtidig var det en væsentlig faktor, at Manning i slutspillet omsider erkendte, at han bare ikke skulle stå i vejen for sejren. Han skulle undgå at “fucke up” og kaste interceptions, og så ville hans hold have en chance for at hutle sig igennem til sejren, hvilket skete tre gange i slutspillet. Manning holdt sit ego nede, kastede konservativt, hjalp holdet – og Broncos vandt Super Bowl. Men det er svært at se Siemian, der ikke har spillet én eneste down i NFL, og som absolut ikke var noget stort college-talent i forvejen, levere samme præstation i en hel sæson.

Heldet tilsmiler som bekendt de dygtige, men det virker nærmest usandsynligt at tro, at et hold gentage den bedrift to år i træk – med stort set samme formular.

Ikke mindst fordi det historisk set sjældent sker, at et forsvar er så vanvittigt godt to år i træk, som Denver var det i 2015.

Ligesom Ravens i 2001
Football Outsiders, der rangerer hold, angreb, forsvar, special teams og spillere, ud fra en lang række faktorer – herunder modstandernes styrke – fortæller, at selv de bedste forsvar ofte lider et knæk året efter. Modsat angreb er forsvar langt mere ustabile år for år, og Football Outsiders vurderer da også, at Broncos vil være mindre gode end sidste år, selvom Broncos stadig har NFLs bedste forsvar. Netop Football Outsiders har regnet ud, at Broncos sidste år havde det forsvar, der var næstmindst ramt af skader. Det var en stor, heldig og positiv faktor i 2015.

Og forud for denne sæson har Denver mistet defensive lineman Malik Jackson, der i 2015 leverede det heftige, indvendige pres, som er så vigtigt i nutidens NFL, hvor quarterbacks ofte kaster bolden i løbet af 2,3 sekunder, og hvor defensive tackles er “tættest” på ham, når de angriber. Linebacker Danny Trevathan er også væk, og cornerback Aqib Talib risikerer ifølge ESPN en karantæne på op til otte spilledage for det skyderi, han var involveret i tilbage i juni, der skadede ham. NFL undersøger stadig sagen.

Vance Walker, der stod til at erstatte Jackson, er selv ude med en korsbåndsskade, og det svækker dybden på forsvarslinjen, selvom Broncos stadig har mange bøffer at i den forreste del af defensiven. Men på papiret er det derfor svært at se Broncos-defensiven opretholde samme vanvittige niveau, som forsvaret især havde i slutspillet.

En case, der er sammenlignelig, er Baltimore Ravens anno 2001. Året forinden havde Ravens haft et historisk stærkt forsvar anført af Ray Lewis, der med samme opskrift – man holdt modstanderen til at få point og spillede konservativt angrebsfodbold – vandt mesterskabet. Siden dengang har mange sagt, at det ville være umuligt for et hold at gentage bedriften og vinde med en så svag quarterback, som Ravens havde i Trent Dilfer. Men det præsterede Broncos altså sidste år, hvor Manning statistisk set var værre end Dilfer i sin karrieres værste sæson. Og det gjorde han på grund af forsvarets fantomniveau.

Baltimore kunne ikke igen
Året efter – i 2001 – droppede Ravens netop Dilfer og signede Elvis Grbac i Kansas City, men modsat Broncos mistede Ravens stort set ingenting i forsvaret. 10 ud af 11 starters vendte tilbage, og selvom running back-stjernen Jamal Lewis ikke spillede én eneste down i 2001, fordi han skadede knæet i training camp, havde Ravens stadig et løbeangreb, der var NFLs 11. bedste, og som faktisk var bedre end det løbeangreb, som Denver havde sidste år.

Men fordi Grbac skuffede (han kastede flere interceptions end touchdowns), og fordi forsvaret ikke var helt så stærkt som i 2001, blev det kun til 10 sejre, en andenplads i AFC North, som Steelers vandt. Samme Steelers slog siden Ravens ud i slutspillet.

Pointen er, at Ravens’ forsvar – selvom det reelt var intakt – ikke kunne holde samme niveau i 2001 som i 2000. Det var “kun” NFLs næstbedste, og det kunne ikke længere bære et middelmådigt angreb hele vejen til en sejr i Super Bowl.

Jeg tvivler blandt andet derfor på, at Von Miller, Chris Harris, Derek Wolfe og de andre Broncos-forsvarprofiler – to år i træk – kan bringe Bronco hele vejen. Jeg ser det ikke ske, når holdet ikke har en bedre quarterback, der kan tage noget af presset af defensiven.

Det bliver ikke en dobbelt op i Denver.

Enig eller uenig med blogindlægget? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

3 × 4 =