Da Donald Trump gik til angreb på NFL

Den anden tirsdag i november bliver det afgjort, om Donald Trump bliver den næste amerikanske præsident. Trump er nu berømt verden over, og kimen til hans kendisstatus blev lagt i midten af 1980’erne, da han ejede et football-hold. Læs her den utrolige historie om USFL-ligaen – og om dengang Trump gik til angreb på NFL, som han så gerne ville være en del af.



 

Dommerne var en farverig skare af kendisser, der var blevet inviteret til at udføre opgaven.

Billedkunstneren Andy Warhol var én af dem. Ved siden af ham sad blandt andre operasangeren Beverly Sills og maleren LeRoy Nieman, kendt for at tegne billeder af barmfagre kvinder til mandemagasinet Playboy.

Det var et aparte selskab, der mødtes i Trump Tower på Manhattan denne dag i 1983.

Gruppen var sat sammen for at finde en håndfuld piger – blandt flere hundreder håbefulde, der var mødt op – som fremover skulle være cheerleaders for football-holdet The New Jersey Generals. Donalds Trumps hold.

De smukke, velproportionerede piger viste sig frem til Michael Jackson-hittet “Billie Jean”, og de mandlige dommere, der i flere tilfælde ikke anede noget som helst til cheerleading, men som nu overbegloede de unge, smidige dansere, havde det – med én af dommernes egne ord – som et barn i en slikbutik.

Det var audition – “Donald Trump style”. Frækt, moralsk anstødeligt og med fuld smæk på PR-værdien.

Pressen inviteret til audition
Som nyudnævnt ejer af USFL-holdet fra New Jersey, og som en relativt ukendt byggematator fra New York, vidste Trump, at hans nyinvestering havde brug for noget omtale. Derfor inviterede han også pressen til at overvære cheerleader-prøverne, som især fik opmærksomhed, fordi byens to andre, professionelle football-hold, Jets og Giants, ingen cheerleaders havde.
– Dét, som Trump efterspurgte, som han længedes efter, var opmærksomhed. Han mente, at hvis han købte et football-hold, selvom det kun var New Jersey Generals fra USFL og ikke et NFL-hold, ville han blive en større del af mediebevidstheden, fortæller Charley Steiner, der dengang var holdets radiokommentator, til magasinet The Esquire.

Den målrettede PR-strategi lykkedes.

For fortællingen om Donald Trumps år som ejer af et football-hold i USFL-ligaen, der i fire år forsøgte at konkurrere med NFL, er nemlig også fortællingen om en mand, der med ejerskabet blev kendt langt uden for New Yorks bygrænse. Som fik PR i en nærmest uhørt grad.

Og når amerikanerne tirsdag den 8. november afgør, om Donald Trump skal være landets næste præsident, sker det efter en bizar, historisk valgkamp, hvor han har bragt sig selv i fokus som ingen anden præsidentkandidat gennem tiderne. Men allerede i 1983 – da han købte The Generals og inviterede kendisser og pressen til cheerleader-audition – forstod han, at han havde brug for opmærksomhed for at kunne lykkes med sit projekt. Både den positive, men også negative opmærksomhed.

Og det fik han. Den bizarre audition nåede spalterne i både i The New York Times og The New York Daily News, og en reporter fra The New York Post stillede endda selv op til konkurrencen, som han beskrev i en reportage. Og i de første seks uger som holdejer nåede Trump ifølge nyhedsbureauet AP i alt 161 gange i avisspalterne – eller flere gange end i alle de foregående fire år tilsammen, hvor han “kun” var kendt som en dygtig ejendomshandler.

Godt fra start
I september 1983 havde Donald Trump købt USFL-holdet fra New Jersey fra oliemilliardæren J. Walter Duncan, der boede i Oklahoma, og som allerede efter én sæson havde fået nok af at eje et hold langt væk fra hjemmet. Derfor solgte han The Generals til 37-årige Donald Trump, der ejede adskillige ejendomme i New York, og som angiveligt overtog holdet til en pris af mellem otte og ti millioner dollars.

På det tidspunkt havde USFL – eller United States Football League, som den helt korrekt hed – netop afsluttet sin første sæson som konkurrent til NFL. Det var gået godt, men flere af holdene havde røde tal på bundlinjen.
– Da det blev annonceret i “The Trump Tower”, at Duncan havde solgt holdet, var det en stor nyhed. Trump var Mr. New York, og han skulle redde USFL, fortæller Jimmy Gould, der var The Generals præsident, til ESPN.

USFL-ligaen var født af David Dixon, en antikhandler, forretningsmand og football-fan fra New Orleans, der allerede tilbage i 1965 havde overvejet at skabe en liga, der skulle afvikle kampene om foråret og sommeren, og 25 år senere – i 1980 – betalte han for en grundig undersøgelse, der viste, at der var et marked for touchdowns og sacks på den tid af året. I de følgende par år arbejdede han videre med planen, og i 1983 stod USFL-ligaen så klar med 12 hold ejet af forskellige rigmænd. Ni af holdene kom fra byer, der allerede havde NFL-hold herunder Los Angeles, Chicago, Philadelphia og altså New York. Både tv-stationerne ABC og ESPN, der var åbnet fire år forinden, købte rettighederne til kampene.

Og den første sæson var overordnet set vellykket.
– Af en fire og en halv måned gammel baby af være har USFL gjort det ret godt, konstaterede ABCs senior vice president, Jim Spence, i juli 1983.

Heisman Trophy-vinder til USFL
Flere store college-talenter valgte ganske opsigtsvækkende at fortsætte karrieren i den nye liga frem for at spille i efterårsligaen NFL, der i 1982 havde været ramt af en spillerstrejke, og The New Jersey Generals gav running back og Heisman Trophy-vinder Herschel Walker den største kontrakt, som en professionel football-spiller nogensinde havde fået. Fem millioner dollars over tre år.

Helt uhørt spillede college footballs bedste spiller i 1982 altså ikke i NFL, men hos konkurrenten. Også markante college-navne som North Carolinas Kelvin Bryant og Michigans Anthony Carter valgte pengene i USFL frem for NFL, og på trænersiden blev folk som Marv Levy, der siden var i fire Super Bowls med Buffalo Bills i NFL, Steve Spurrier og legenden George Allen hyret. 

NFL-NAVNE, DER VAR EN DEL AF USFL:

Steve Young, Reggie White, Jim Kelly, Doug Flutie, Anthony Carter, Bobby Hebert, Gary Zimmerman, Sam Mills, Gary Plummer, Herschel Walker, Kent Hull, Nate Newton, Mel Gray, Carl Peterson, Marv Levy, Bill Polian, Jim Mora, Dom Capers.

USFL opfordrede ligefrem spillerne til at lave vilde, opsigtsvækkende jubelscener i endzonen (NFL forbød det), og USFL tilbød også både “replay challenges” efter tvivlsomme spil og muligheden for at score to point efter et touchdown. Begge dele var endnu ikke en del af NFL. Og kasteivrige, “run-and-gun”-angrebssystemer, der skabte et seværdigt spil på banen, var normen.
– Det var en sjov liga, siger Charley Steiner til The New York Times.

Den nye liga var et frisk pust i football-verdenen, og få dage efter, at Donald Trump havde købt The Generals, konstaterede rigmanden da også på vanlig ubeskedent vis, at lillebror var parat til at slå igen mod storebror. Trump forudså, at USFL “i løbet af to eller tre år” ville være på niveau med NFL, og at de to ligaer herefter kunne sende hver deres bedste hold til en fælles “football-finale”.
– Efter min mening kan nogle af USFL-holdene allerede nu slå flere NFL-hold, proklamerede han.

Trump jagtede NFL-stjerne
I 1984 udvidede USFL ligaen fra 12 til 18 hold – de eksisterende ejere så en gevinst i de seks millioner dollars, som de seks nye ejere hver især skulle betale for at komme ind i varmen – men udvidelsen betød samtidig, at der var seks flere ejere, der skulle dele indtægterne. Indtægter, der ikke altid matchede udgifterne i en liga med mange store udgifter til spillerlønninger, fordi USFL-holdene kæmpede hårdt for at lokke NFL-navne til ligaen.

Men mens flere af ejerne begyndte at få sværere ved at få økonomien til at hænge sammen, var Trump mere end villig til at spendere dyrt for at skabe et stærkt hold. Det imponerede den daværende quarterback hos Houston Gamblers i USFL, Jim Kelly, der siden blev en Hall of Fame-legende hos Buffalo Bills.
– Han gør alt stort, uanset om det er at bygge bygninger eller et præsidentkandidatur. Han skyder altid efter stjernerne og får som regel, hvad han ønsker, har Kelly sagt til ESPN.

I Trumps første sæson som holdejer gik The Generals fra seks til 14 sejre, inden holdet blev slået ud af 1. runde i slutspillet på hjemmebanen Giants Stadium i the Meadowlands, hvor flere end 40.000 mennesker i gennemsnit fulgte opgørene. Trump signede flere store navne som NFLs MVP anno 1980, Brian Sipe fra Cleveland Browns, og All-Pro-linebackeren Lawrence Taylor underskrev en aftale til én million dollars med Generals, der dog ikke kunne føre til et skifte, fordi New York Giants samtidig stadig havde forsvarsstjernen under kontrakt. Giants fik nys om aftalen med USFL-holdet, der formelt set ikke var ulovlig, gav derfor Taylor en ny, stor aftale, men måtte samtidig betalte Trump 600.000 dollars for at vriste Taylor fri af kontrakten med The Generals.

Taylor, der måske er NFL-historiens bedste forsvarsspiller, var dog imponeret over Trumps tilbud.
– Han sagde: “Jeg vil gerne signe dig”. Jeg svarede: “Jeg har tre eller fire år tilbage af min aftale med Giants”. Han var totalt ligeglad. Han bad mig ringe til min bank, og 30 minutter senere sendte han én million dollars ind på min konto, husker Taylor.

Kongen af USFL
Donald Trump var nu kongen af USFL, og hans ageren, aftaler og kontroversielle kommentarer efter kampene vakte opsigt over hele USA. Manden, der i den brede, amerikanske befolkning indtil da var et ukendt navn, var så småt ved at blive berømt.
– Han var en dynamisk figur, men han var dynamisk på vegne af Donald Trump og ikke på vegne hele ligaen, husker Keith Jackson, der kommenterede USFL-kampene for ABC.

I år 2 begyndte økonomien dog for alvor at skrante for USFL-holdene samtidig med, at nyhedens interesse var forsvundet, og stadig færre tilskuere fulgte kampene fra lægterne. Samlet havde holdene nu oparbejdet en gæld på 200 millioner dollars. Spillet i NFL var trods alt bedre og bød på flere og større stjerner, end hvad USFL kunne prale af. Opturen var vendt til nedtur, og flere hold måtte flytte fra deres oprindelige hjembyer, fordi NFL-holdene i samme byer havde lejeaftaler, der forbød holdene fortsat at spille på de samme stadions.

USFL – 1983 til 1985

* 23 hold var en del af ligaen
* Herunder Philadelphia Stars, Los Angeles Express, Oakland Invaders, Houston Gamblers, Washington Federals og Boston Breakers.
* Mestre blev Michigan Panthers (1983), Philadelphia Stars (1984) og Baltimore Stars (1985)
* MVPs: 1983, QB Bobby Herbert (Michigan Panthers); 1984, QB Chuck Fusina (Philadelphia Stars); 1985, RB Kelvin Bryant (Baltimore Stars).

Krisen fik “The Donald” til at gå til modangreb. 

Anført af Trumps iver og overtalelsesevner lykkes det efter 1984-sæsonen at skabe et stort flertal blandt USFL-ejerne, der med stemmerne 12-2 besluttede, at kampene fra og med 1986-sæsonen ikke skulle spilles i foråret og om sommeren, men derimod i efteråret – på samme tidspunkt som NFL-kampene.

Trump mente, at tiden var kommet til, at NFL skulle besejres, og derfor førte han an i angrebet på den 64 år-gamle football-liga. Krigen mellem NFL og USFL var i gang.
– Hvis Gud ønskede football i foråret, havde han ikke skabt baseball, sagde Trump dengang med henvisning til, at baseball-sæsonen blev indledt i første halvdel af året.

Rigmandens angrebslyst skabte spændinger mellem ham og de få ejere, der ikke ønskede, at USFL skulle flytte kampene.
– Nogle af de andre ejere sagde, at vi skulle beholde kampene i foråret, og at NFL havde for mange muskler til, at vi skulle slås mod dem, husker Steve Ehrhart, der var USFLs juridiske rådgiver.

Skuespilleren Burt Reynolds, der delvist ejede USFL-holdet Tampa Bay Bandits (der var imod flytningen af kampene), kaldte handlingen for “vanvittig”.

Frontalangreb på NFL
To uger efter, at Trump og Co. annoncerede, at USFL flyttede kampene, kom frontalangrebet, der én gang for alle skulle sikre sejren over NFL. USFL lagde sag an mod NFL i et såkaldt “antitrust”-søgsmål, hvor USFL anklagede NFL for ni brud på amerikansk lovgivning om konkurrence- og monopoldannelse. USFL krævede hele 1,69 milliarder dollars – et svimlende beløb dengang – for svig og smerte, og i “antitrust”-sager bliver beløbet oven i købet tredoblet. Trump gik efter struben på NFL og ville knække modstanderen økonomisk.
– Jeg forudser en utrolig stor sejr til os, proklamerede Trump i den bombastiske stil, som han tre årtier senere også brugte i præsidentvalgkampen.

Blandt meget andet hævdede USFL, at NFL havde et jerngreb på tv-rettighederne, der gjorde, at USFL ikke kunne få fordelagtige tv-aftaler med de tv-kanaler, der også viste NFL-kampe. Ganske enkelt fordi NFL allerede havde aftaler med tre selskaber i efteråret. Trump og USFL anklagede også NFL for at have nedsat en særlig komité bestående af syv medlemmer med det formål at bekæmpe USFL på alle tænkelige måder.
– Efter vores mening er det planlagt, sagde Trump i oktober 1984.

Omvendt kaldte NFLs commissioner Pete Rozelle anklagerne for “grundløse”. NFL-ledelsen havde diskuteret, om det ville være bedst at indgå et forlig med Trump og hans støtter, men ligaens juridiske rådgiver, advokaten Paul Tagliabue, der senere afløste Rozelle som commissioner, anbefalede at fortsætte kampen.
– Jeg mener, at den her sag er snyd og humbug, og jeg mener, at der er beviser for, at det er snyd og humbug, sagde han i 1986 under et møde i NFL-toppen.

Forventningen blandt USFL-ejerne var, at sagen ville vare maksimalt to måneder.

Den varede to år.

Coca-Cola, Johnny Carson og gidselkrise
Parterne tørnede sammen i retssal 318 i The U.S. District Court på Manhattan, og selve retsmødet varede samlet set 11 uger og bød på videudsagn fra blandt andre Donald Trump, Pete Rozelle, Raiders’ karismatiske ejer Al Davis og såmænd også den legendariske, selviscenesættende tv-kommentator Howard Cosell, der skulle vidne for USFL og afsløre, at ABC havde følt sig truet af NFL, fordi tv-stationen havde lavet en aftale med USFL.

68-årige Cosell bekræftede dette, men hans fire timer i vidneskranken handlede nærmest mere om at promovere Cosell selv, og de fire timer bød blandt andet på afstikkere til gidselskrisen i Iran, Coca-Colas potentielle overtagelse af Dr. Pepper, Michael Jacksons seneste turné, Johnny Carson, boksepromoteren Don King og ikke mindst hans egne to bøger, som han ubeskedent refererede til igen og igen.

Det var totalt bizart, men det passede perfekt til denne besynderlige retssag.

USFLs sag byggede især på en 46 sider-lang rapport af Harvard-professoren Michael Porter med titlen “Sådan destruerer man USFL”, som Porter havde præsenteret foran 65 NFL-ledere i 1984. Ifølge USFLs advokat – den flamboryante Harvey Myerson, der senere blev dømt 70 måneders fængsel for skattesnyd – var rapporten et bevis for, at NFL ville “erobre” USFL, og det skulle blandt andet ske ved, at NFL signede de største USFL-stjerner, flytte draften og bevidst sende dårlige spillere til konkurrentens hold for at underminere ligaen.

NFLs advokat, Frank Rothman, argumenterede omvendt for, at tankerne bag rapporten aldrig var blevet ført ud i livet – altså havde NFL ikke konspireret og ulovligt brugt sin status og sit monopol på at bekæmpe USFL.

Rothman forsøgte samtidig at bygge sin sag på, at alt det her var Donald Trumps værk. Det hele handlede ifølge Rothman om, at Donald Trump ønskede at være ejer i NFL, og derfor ville han presse NFL til at fusionere med USFL eller i hvert fald indlemme de bedste USFL-hold (en påstand, som Trump i 2016 i et interview med AP bekræftede). Argumentet blev bestyrket af den kommentar, som den tidligere head coach for USFL-holdet, Dick Coury, var kommet med:
– Vi bør havde en separat liga for Trump, Philadelphia, Michigan og Arizona. Lad dem blive en del af NFL. Det er alligevel, hvad de ønsker, havde Coury sagt.

NFL-advokaten afviste samtidig, at USFL-ejerne var store tabere. Man skulle ikke have ondt af dem, argumenterede han over for den seks mand-store jury.
– Dette er ikke den lille fyr mod den store fyr eller David mod Goliath. Det er mere Donald mod Goliath, sagde han i retten.

Troede NFL-bossen ville falde om
Den 29. juli 1986 sad NFL-bossen Pete Rozelle på en kinesisk restaurant i New York sammen med Val Pinchbeck, der var NFLs ansvarlige for tv-rettighederne, da Thelma Elkjer, Rozelles sekretær gennem fire årtier, ringede til restauranten og bad om at tale med Rozelle.

Hun fortalte sin chef, at juryen efter fem dages votering nu havde en dom parat i sagen, og at den ville blive offentliggjort få øjeblikke senere. De to NFL-chefer betalte hurtigt regningen, skyndte sig ud til deres bil, tændte for nyhederne i radioen og hørte så ordene fra en nyhedsvært:
– The United States Football League har vundet sagen mod NFL. Flere detaljer følger.

De to mænd sad tavse på bagsædet, Rozelle trak hovedet tilbage – tydeligt rystet – og Pinchbeck troede, at NFL-kommissæren ville besvime. Så chokeret så han ud. De to hastede tilbage mod NFL-hovedkvarteret midt på Manhattan, og mens de sad i trafikken, kom der mere nyt i radioen:
– NFL blev kun kendt skyldig i ét anklagepunkt. Og juryen tildelte derfor USFL en sum af én dollar.

Yes, tænkte de to. NFL havde ganske vist tabt slaget, men vundet krigen. For nok havde juryen fundet ligaen skyldig i at udnytte sin monopolmagt til at ekskludere andre fra på fair vis at skabe en liga, men på alle andre områder blev ligaen frifundet, og juryen mente ikke, at USFL-ejerne havde lidt nogen tab, som deres egne elendige beslutninger ikke selv var skyld i. Derfor blev det kun til den symbolske erstatning, og fordi det altså var en “antitrust”-sag, blev den ene dollar ifølge loven tredoblet til tre dollars – som Frank Rothman bramfrit tilbød USFL-lejren at betale af egen lomme, da han forlod retssalen.

Rozelle og Pinchbeck jublede på bagsædet og beordrede chaufføren til at vende bilen rundt og køre direkte ned til domhuset, hvor Rozelle på trappen omfavnede Rothman. NFL havde overlevet angrebet fra Donald Trump.
– Dette er den største trussel, vi nogensinde har mødt. Mens jeg hele tiden følte, at vi havde ret i vores sag, havde jeg ikke meget tiltro til, at juryen også ville mene det, sagde manden bag Cincinnati Bengals, legenden Paul Brown, den dag til The New York Times.

– Vi er færdige, vi er døde!
For USFL var nederlaget fatalt. Ligaen havde ikke spillet ét eneste opgør i 1986, fordi retssagen med NFL havde sat kampene på standby, og nu, hvor hverken en fusion eller en afgørende stor, økonomisk lussing til NFL var en mulighed, var der ingen fremtid i ligaen.
– Vi er færdige. Vi er døde, konstaterede Rudy Shiffer, vice president hos Memphis Showboats, den julidag for 30 år siden.

Det havde han ret i. USFL afgik ved døden, og den dag i dag mener mange, at Donald Trumps personlige ambition og frembrusende iver efter at blive en del af det gode selskab – nemlig NFL – var den helt store årsag til, at det gik, som det gik.
– Han var den bedste ting, der nogensinde skete for USFL, og to år senere var han den værste ting, der nogensinde var sket for USFL, siger radiokommentatoren Charley Steiner til The Esquire.

Donald Trump brugte de efterfølgende årtier på at udbygge sit brand som en succesrig forretningsmand – bedrevidende, ekstremt opmærksomhedssøgende og dygtig til at besejre modstandere i erhvervslivet – men forrige år forsøgte han så igen at vende tilbage til football, da han angiveligt bød én milliard dollars for Buffalo Bills. Han vandt dog heller ikke den kamp, idet rigmandsparret Terry og Kim Pegulas tilbud var større.

Trumps næste skridt efter dét nederlag var at stille op til republikanernes primærvalg, som han vandt på overbevisende vis i foråret, og tirsdag den 8. november bliver det så afgjort, om den 70-årige rigmand, der nu er god for 3,6 milliarder dollars, bliver USAs 45. præsident.

Oven på en skandaløs, nærmest grotesk valgkamp, hvor Trump har fornærmet alt fra en højesteretsdommer og mexicanere til Samuel J. Jackson, utallige journalister og Tyskland, er der reelt ingen meningsmålinger, der giver ham en chance.

Men i det mindste er Donald Trump nu berømt kloden over. Og ekstremt mere berømt – og berygtet – end han var dengang i 1983, hvor han købte The New Jersey Generals og gik i offensiven mod NFL.

For godt nok led Trump et knusende nederlag, der næppe var godt for hans gigantiske ego. Men i sidste ende gjorde Trumps tid i USFL ham til den største vinder af alle.
– Før USFL-tiden var jeg kendt, men ikke voldsomt kendt. Efter at have betalt skatter, tabte jeg nok tre millioner dollars på den tid. Og jeg fik fri reklame for én milliard dollars, sagde Trump i februar til AP.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

eight − six =