Den mandag, hvor John Lennon blev skudt

En mandag aften i december 1980 fik amerikanerne serveret en forfærdende nyhed midt under “Monday Night Football”-kampen mellem New England Patriots og Miami Dolphins. Læs her, hvordan nyheden om John Lennons død tilfældigt nåede frem til tv-holdet, så de kunne bringe den tragiske historie videre til millioner af tv-seere. 


 

Alan Weiss var på vej tværs gennem Central Park på Manhattan på sin Honda 650-motorcykel. Den 29-årige journalist havde netop fået fri fra jobbet som redaktør på 18-nyhederne hos WABC-TV i New York og skulle nu samle en date op, som han skulle tilbringe aftenen med.

Det var den 8. december 1980. En dag, der skulle gå over i verdenshistorien på grund af den tragedie, der ventede forude.

Men det vidste Alan Weiss naturligvis ikke, da han racede afsted gennem parken – uden styrthjelm. Pludselig blev han ramt af en taxa, der sendte motorcyklen ud af kurs og sendte Weiss flyvende gennem luften og ned på fortorvet.

Weiss blev slået groggy af mødet med jorden, men slap mirakuløst uden alvorligere mén og blev siden bragt til The Roosevelt Hospital på det vestlige Manhattan.
– Da jeg nåede frem til hospitalet, havde jeg ringen for ørene, og jeg var omtåget, har han fortalt netmediet newstimes.com.

Lennon blev båret ind
Weiss lå på en båre på gangen i traumecentret og blev tilset af en kvindelig læge, da en person kom løbende ind i lokalet og råbte, at de ankom med en anden person, der var ramt af skud fra en pistol. Den kvindelige læge forklarede Weiss, at hun var nødt til at “hjælpe med det”, stoppede øjeblikkeligt behandlingen og løb mod indgangen til lokalet.

Øjeblikke senere åbnede de to døre bag Weiss og ind kom to politibetjente, der bar en mand, som blev bragt videre ind i det mindre lokale, som Weiss lå lige uden for. Kort efter kom de to betjente ud, stod tæt ved Weiss’ seng, og den ene sagde herefter chokeret til den anden:
– Kan du fatte det? Det var John Lennon!

Ti minutter forinden var det vel nok mest berømte medlem af The Beatles og hans japanskfødte hustru, Yoko Ono, gået ud af deres limousine foran ejendomskomplekset, “The Dakota Building” klods op af Central Park, hvor parret boede. I løbet af aftenen havde de været i The Record Plant Studio på West 44th Street for at mixe sangen “Walking On Thin Ice”, og nu ville de hjem og sige godnat til deres femårige søn, Sean, inden de ville ud i byen igen og spise lidt natmad.

John Lennon var vant til, at en horde af fans altid stod foran “The Dakota Building” for at sige hej eller for at bede om at få musikstjernens autograf. Og Lennon kunne godt lide at mødes med de fans, der havde stået der i timer i håbet om at se eller tale med Beatles-legenden.

Jeg er skudt! Jeg er skudt!
Det var således også tilfældet, da parret lidt før klokken 18 forlod bygningen for at køre til musikstudiet. Her blev Lennon mødt af en 25-årig sikkerhedsvagt fra Hawaii og indædt Lennon-fan, Mark David Chapman, der uden at sige et ord gav Lennon et eksemplar af albummet “Double Fantasy”, som Lennon og Yoko Ono havde udgivet et par uger forinden. Lennon skrev en autograf på albummet og spurgte:
Er det alt, hvad du vil have?

Chapman svarede ja, og Lennon satte sig ind i limousinen og kørte mod studiet. Fotografen Paul Goresh forevigede tilfældigt mødet mellem Lennon og Chapman.

Derfor kiggede Lennon – ifølge vidner – ekstra længe på Chapman, som virkede han bekendt, da den kraftige mand stadig stod ved bygningen, da Lennon fem timer senere vendte tilbage.

Sekunder senere trak Chapman pludselig og uden varsel en revolver og skød fem skud mod Lennon. Fire af skuddene ramte målet – to i ryggen og to i den venstre skulder. Lennon blødte fra skudsårene og fra munden, men formåede at vralte fem trappetrin op mod indgangen til “The Dakota Building”, mens han sagde:
– Jeg er skudt! Jeg er skudt!

Herefter faldt han alvorligt såret til jorden. Mark David Chapman, der var stærkt psykisk syg og ramt af en psykose – og som i måneder havde planlagt at myrde John Lennon, fordi det med hans egne ord var “Guds vilje” – satte sig stilfærdigt på jorden, tog en anden bog frem og ventede på at blive anholdt. Det skete øjeblikke senere.

To betjente, der var hurtigt fremme på stedet, tøvede ikke, bar Lennon ind på bagsædet af politibilen og fragtede selv Lennon til det nærmeste hospital. For Lennon var så livsfarligt kvæstet, at der ikke var tid til at vente på en ambulance.

En grædende kvinde kom ind i lokalet
Blot få minutter senere overhørte Alan Weiss på hospitalet de to betjente sige, at det var John Lennon, der var blevet skudt, og som nu lå i lokalet ved siden af og blev opereret. Journalisten spurgte betjentene, om det var rigtigt, hvad han lige havde hørt dem sige, men de svarede ikke. Og på grund af ulykken og slaget til hovedet, var Weiss i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde hørt rigtigt.
– Jeg troede, det var utænkeligt, at det var John Lennon, husker han.

Men kort efter hørte han en kvinde, der græd, komme nærmere. Han kiggede rundt og så en asiatisk kvinde, der gik sammen med en stor politibetjent. Weiss blev dermed klar over, at det vitterligt var Lennon, der blev behandlet i lokalet ved siden af ham. Yoko Ono var på vej ind til sin døende mand.

Trods skaderne efter ulykken humpede Alan Weiss ned af gangen og fandt en mønttelefon, hvorfra han ringede til en kollega hos WABC-TV og sagde, at han troede, at John Lennon var blevet skudt. Kollegaen svarede samtidig, at han lige havde fået nys om, at der havde været et skyderi foran “The Dakota Building”, hvor netop John Lennon boede.

John Lennons liv stod ikke til at redde. Han var allerede død, da han ankom til hospitalet, og lægerne havde kæmpet en forgæves kamp for at redde hans liv. I en alder af 40 år var han blevet offer for en sindsforvirret mands syge tanker og fire skud fra en revolver.

Seere var vilde med MNF
Små 1800 kilometer mod syd – i arenaen “The Orange Bowl” i det østlige Miami – var en mindre seværdig “Monday Night Football”-kamp mellem værterne fra Miami Dolphins og New England Patriots tæt på sin afslutning. Stillingen var uafgjort 13-13 i opgøret, der havde budt på fire field goals og få højdepunkter, men Patriots marcherede op af banen og kom tættere og tættere på de potentielt afgørende point.

Via Alan Weiss’ øjenvidneberetning fra hospitalet havde ABC News’ præsident Roone Arledge, der også var chef for sportsafdelingen, fået besked om tragedien på Manhattan. Endnu havde ingen medier fortalt nyheden, og Arledge havde derfor “breaking news”, som han skulle have formidlet videre til holdet i tv-vognen foran “The Orange Bowl”.

Gennem ét årti var “Monday Night Football” blevet en institution i amerikansk kulturhistorie, havde rekordstore seertal og havde revolutioneret moderne sportsudsendelser i kraft af tv-dækningen, underholdningen og værterne. En mandagskamp i 1978 mellem Redskins og Cowboys blev set af hele 43 procent af alle de amerikanere, der havde tændt for fjernsynet. Og ikke mindst trekløveret, Howard Cosell, Don Meredith og Frank Gifford, der kommenterede kampene gennem store del af 1970’erne, var voldsomt populære og blev mødt af ellevilde fans i lufthavnene, når de ankom til en ny NFL-by for at dække en mandagskamp.

Denne decemberaften i 1980 sad Cosell i boksen sammen med Gifford og den tidligere Vikings-quarterback Fran Tarkenton, der for en aften afløste Meredith. Cosell – kendt at “fortælle det, som det er” og for ikke at holde de ærlige ord tilbage – var et ikon indenfor amerikansk tv-sport, der på én gang både var arrogant, bombatisk og hamrende dygtig. I 1993 kårede “TV Guide” ham til den bedste sportskommentator i USA i 40 år. Han var nærmest en lige så stor oplevelse for seerne som kampen i sig selv.

Seks år forinden havde han interviewet netop John Lennon i kommentatorboksen i pausen af en “Monday Night Football”-kamp, hvor Rams i Los Angeles tog imod Washington Redskins. Her sagde Lennon, der var den første af siden mange berømtheder, der var gæst hos Cosell, blandt andet, at footballtilskuerne fik rockkoncerter til at ligne et “teselskab”, at man “aldrig ved”, om The Beatles ville blive gendannet – og så sagde den britiske sanger, at han ikke forstod, hvorfor halvdelen af et NFL-hold altid stod på sidelinjen under en kamp.

Frygtede for Cosell
Cosell og Lennon fik et godt forhold til hinanden, og det spillede ind, da ABC-chefen Roone Arledge skulle sende nyheden videre til sportsværten, der var ved at kommentere Patriots’ angrebsserie. Arledge bad kampens producer, Bob Goodrich, om ikke at give Cosell beskeden mellem to spil, fordi han frygtede, at Cosell ville blive tydeligt berørt af at få nyheden i øret.

Goodrich ventede derfor til en reklamepause, hvor Cosell fik overbragt meddelelsen om mordet. Han gav den herefter videre til sin nærmeste kollega.
– Han blev skudt udenfor sin bygning, “The Dakota Building”, sagde Cosell til Gifford.

Gifford svarede kort:
– Oh boy.

Cosell, der ellers var kendt for at være en hård nyhedshund, var dog umiddelbart betænkelig ved at “breake” historien for åben skærm. Men de havde kun under ét minut til at beslutte sig, før reklamepausen var slut.
– Gutter, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke rigtigt se, at vi kan finde en situation i kampen, hvor vi kan give sådan en nyhedshistorie, kan I?, spurgte Cosell i pausen kollegaerne.

Gifford var ikke i tvivl:
– Absolut. Jeg kan se det, sagde han og tilføjede siden, at nyheden var en tragedie og ville chokere verden.

Cosell svarede:
– Okay. Jeg får det sagt. Lad “Giff” kalde det næste spil, og så siger jeg det.

En legendarisk monolog
Klokken var nu 23.40, lokal tid. Der var tre sekunder tilbage af opgøret, og New England Patriots, der havde brug for sejren i jagten på en slutspilsbillet, var ved at gøre klar til et potentielt afgørende field goal fra 18-yard-linjen.
– (Kicker) John Smith er på plads, men jeg er ligeglad med, hvad der er på spil, Howard. Du er nødt til at fortælle, hvad vi ved her i kommentatorboksen, sagde Gifford til millioner af amerikanske tv-seere.

De næste 27 sekunder er blevet ét af de mest ikoniske øjeblikke i NFL-historien. Sekunder, der ændrede verden for mange, fordi “Monday Night Football” blev begivenheden, hvor de hørte, at én af verdens største berømtheder var blevet skudt og dræbt.

Cosell fremførte en legendarisk monolog til seerne – med de helt rette tonefald hele vejen igennem:
– Ja, vi er nødt til at sige det. Husk dette er bare en football-kamp uanset hvem, der vinder eller taber. En ubeskrivelig tragedie, bekræftet til os fra ABC News i New York City: John Lennon, uden for hans ejendomsbygning i det vestlige New York City, den måske mest berømte af alle “The Beatles” – skudt to gange i ryggen – hastet til Roosevelt Hospital…død…ved…ankomsten.

Cosell fortsatte efter en kort pause:
– Det er svært at vende tilbage til kampen efter den nyhed, som vi på grund af vores kald er nødt til at bringe.

Gifford har siden sagt, at han øjeblikkeligt følte, at Cosell sagde det på en “ekstraordinær god måde”.
– Helt ærligt, jeg var stadig bange for, at vi havde gjort det forkerte. Men det viste sig, at det gjorde vi ikke, har han siden fortalt.

Tre fans begik selvmord
Nyheden sendte chokbølger gennem verden – mindst tre Lennon-fans begik siden selvmord – og i minutterne efter Cosells nu legendariske udmelding strømmede mennesker, der havde fået den forfærdende nyhed via en NFL-kamp, hen til “The Dakota Building” for at sørge over dødsfaldet. Seks dage senere holdt millioner af mennesker kloden rundt – efter Yoko Onos ønske – ti minutters stilhed for at mindes John Lennon.

Selve kampen i Miami virkede nu nærmest ubetydelig for millioner af tv-seere i USA. Ganske vist anede hverken spillere, trænere eller de fleste tilskuerne i denne præ-Internet og præ-sms-tid, hvad der var sket i New York. Men de færreste seere, der havde fået nyheden serveret midt under NFL-kampen, husker nok, at John Smiths spark blev blokeret, så kampen gik i overtid. Og endnu færre husker formentligt, at Dolphins siden vandt opgøret på et field goal.

For resultatet blegnede totalt i forhold til omfanget af begivenheden på Manhattan.

Senere sagde Howard Cosell – vanligt ubeskedent – at han var den rette til at overbringe amerikanerne nyheden.
– Jeg vidste, at jeg var den rette til at fortælle Amerika, at John Lennon var blevet myrdet. Jeg havde et særligt forhold til ham. Jeg mente, at han var et geni. Jeg kendte til hans betydning for min generation, har Cosell, der selv døde i 1995 i en alder af 77 år, sagt.

Der har været mange legendariske og følelsesladede øjeblikke i NFL-historien.

Men få matcher det øjeblik – kort før midnat den 8. december 1980 – hvor fodboldkampen på tv-skærmen med ét blev noget så hamrende ligegyldig.



EFTERSKRIFT:

Mark David Chapman blev i 1981 idømt minimum 20 års fængsel for mordet på John Lennon, men han kan ikke blive løsladt, før han får lov til det. Foreløbigt er det ikke sket. Siden 2000, hvor han første gang bad om at blive løsladt, har han fået afslag otte gange. Næste gang han kan bede om løsladelse er til august i år.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

1 × 5 =