Manning, Irsay: Ingen strid mellem os
Skrevet af Søren Hygum Hansen, lør, 28/01/2012 - 10:46
Indianapolis Colts' ejer Jim Irsay og quarterback Peyton Manning forsøgte fredag at stoppe historierne om, at de to er på kant med hinanden.
Det sker efter en uge, hvor Manning først sagde, at folk i Colts' organisation på grund af de seneste ugers fyringer og tumult gik "på listefødder". Den udlægning af sagen brød Irsay sig ikke om, og han kaldte efterfølgende Manning for en "politiker", der beskrev Colts i et "negativt lys".
Han opfordrede i stedet folk som Manning til at tale med Irsay om tingene, og det gjorde de to så fredag, hvor de mødtes.
- Vi vil gerne drive enhver form for misopfattelse, der måtte være af, at der er stridigheder mellem os, i jorden, udtalte de to efterfølgende i en pressemeddelelse.
35-årige Manning risikerer at ryge på porten, hvis Colts - som det ventes - vælger supertalentet Andrew Luck med topvalget i draften. Men fredag var alt ifølge pressemeddelelsen, som det skulle være.
- Vi havde i dag en lang snak, og vi vil gerne forsikre Colts-fans alle vegne om, at vi er forpligtede på at fastholde vores tætte forhold og arbejde os sammen gennem enhver udfordring, som fremtiden må bringe, udtaler de to.
Colts har i denne offseason blandt andre fyret de to Colts-bosser Bill og Chris Polian samt heead coach Jim Caldwell.



Indsend kommentar