New England Patriots’ vej til Super Bowl LI

New England Patriots’ vej til Super Bowl i et lyntempo. Her får du en kort gennemgang af holdets 18 kampe på vej til den store finale, der bød på 16 sejre og kun to nederlag.

1. @ Arizona Cardinals: 23-21 (1-0)
Tom Brady er i karantæne i de første fire kampe, og derfor starter Jimmy Garappolo premieren. Garappolo gør det godt og rammer plet på 24 af 33 kast for 264 yards og et tidligt touchdown til nyerhvervelsen, wide receiver Chris Hogan. Reserven fører desuden Patriots til et afgørende field goal med små fire minutter tilbage. Cardinals får en sidste chance, men med kun 41 sekunder tilbage misser kicker Chandler Catanzaro et potentielt vindende field goal fra 47 yards.

2. vs. Miami Dolphins: 31-24 (2-0)
Patriots slår divisionsrivalerne fra Miami med lodder og trisser og med masser af malurt i bægeret. Jimmy Garappolo starter brandvarm og smadrer Dolphins for 232 yards og tre touchdowns i løbet af de første 17 minutter, inden han må udgå med en alvorlig skulderskade. Rookien Jacob Brissett overtager, men Dolphins har ingen problemer med at lukke ham ned. Gæsterne kæmper sig tilbage i kampen, og quarterback Ryan Tannehill kaster to touchdowns i anden halvleg. Dolphins scorer de sidste 21 point, men Patriots lukker kampen med en interception i de sidste sekunder.

3. vs. Houston Texans: 27-0 (3-0)
Bill O’Brien får et forfærdeligt gensyn med Gillette Stadium. Jacoby Brissett vinder sin første kamp som starter i fraværet af skadede Jimmy Garappolo og løber i end zone fra 27 yards. Running back LeGarrettt Blount scorer fra en enkelt yard og på et 41-yard løb. Texans hjælper Patriots ved at lave tre turnovers, ligesom de i tre andre tilfælde ikke formår at konvertere fjerde downs. Patriots går 3-0.

4. vs. Buffalo Bills: 0-16 (3-1)
Ugen efter at have givet Texans et æg, bliver Patriots selv lukket helt ned. Bills sætter tonen under opvarmningen, da de skubber til Jacoby Brissett, og det udløser et større slagsmål. Patriots rammer aldrig dagen og konverterer kun én af 12 tredje downs. Brissett, der starter sin blot anden kamp, fumbler, og kicker Stephen Gostkowski et field goal-forsøg. Nederlaget er et af de værste i Bill Belichicks tid som Patriots-træner.

5. @ Cleveland Browns: 33-13 (4-1)
Tom Brady er tilbage efter endt karantæne og ser ikke ud til at have misset et snap. Brady kaster for 406 yards og tre touchdowns, og wide receiver Chris Hogan og tight end Rob Gronkowski griber begge for flere end 100 yards. Det er dog en anden tight end, Martellus Bennett, der stjæler rampelyset med tre touchdowns. Browns’ quarterback Cody Kessler starter ellers godt og rammer på fem af otte kast for 62 yards og et touchdown, inden han skadet må overlade pladsen til en svag og ineffektiv Charlie Whitehurst.

6. vs. Cincinnati Bengals: 35-17 (5-1)
Brady fortsætter hvor han slap fra Browns-kampen og i sin første hjemmekamp, er han næsten fejlfri. Patriots-quarterbacken rammer på 29 af 35 kast for 376 yards og tre touchdowns, og Rob Gronkowski sender Bengals til tælling med syv catches for 162 yards og et touchdown. Bengals fører ellers med 14-10 i tredje quarter, men så laver linebacker Dont’a Hightower en safety. På under fem minutter har Patriots bragt sig afgørende foran med 25-14. Running back LeGarrette Blount lukker kampen i sidste minut med en et-yard scoring.

7. @ Pittsburgh Steelers: 27-16 (6-1)
Quarterback Landry Jones (29/47, 281 yards, 1td 1int) starter i fraværet af en skadet Ben Roethlisberger. Jones volder Patriots problemer i store dele af kampen, og Steelers er kun bagud med ét point i starten af tredje quarter. I sidste ende trækker Patriots fra takket være en stærk præstation af Blount. Den store running back løber i alt for 127 yards og scorer to gange, ligesom Rob Gronkowski scorer en enkelt gang og griber for 93 yards.

8. @ Buffalo Bills: 41-24 (7-1)
Patriots får revanche for nederlaget tidligere på sæsonen. På Ralph Wilson Stadium har Tom Brady og co. ingen problemer med Bills, der dog sætter quarterbacken under pres og sacker Brady (22/33, 315 yards, 4td) fem gange. Bills tager en tidlig føring, men touchdowns fra wide receivers Danny Amendola og Chris Hogan samt Rob Gronkowski vender kampen inden pausen. I anden halvleg udbygger Patriots takket være scoringer fra Julian Edelman og LeGarrette Blount.

9. vs. Seattle Seahawks: 24-31 (7-2)
For anden gang i sæsonen taber Patriots på hjemmebane, da Seattle Seahawks vinder med 31-24 på Gillette Stadium. Patriots har ellers bolden på Seahawks’ to-yard linje med et halv minut tilbage, men gæsterne holder stand og afviser Patriots på fire forsøg. Uden running back Thomas Rawls stråler rookie running back C.J. Prosise med 153 offensive yards, og wide receiver Doug Baldwin scorer tre touchdowns. Det samme gør LeGarrette Blount, men Tom Brady har en skidt dag og bliver intercepted en enkelt gang.

10. @ San Francisco 49ers: 30-17 (8-2)
For første gang i karrieren spiller Tom Brady i hjembyen San Francisco mod det hold, han holdt med som barn. Patriots-quarterbacken leverer varen og kaster fire touchdowns, men kampen er helt tæt til fjerde quarter. Først her trækker Patriots fra og scorer 17 ubesvarede point og går til 30-10. LeGarrette Blount løber for 124 yards, mens rookie wide receiver Malcolm Mitchell hiver fire bolde ind for 98 yards og et touchdown.

11. @ New York Jets: 22-17 (9-2)
Patriots har det ofte svært ude mod Jets, og denne gang er ingen undtagelse. “Gang Green” har længe gæsterne på krogen og med 10 minutter tilbage, tager Jets føringen 17-13 på et Quincy Enunwa-touchdown. Et field goal fra kicker Stephen Gostkowski og et touchdown fra wide receiver Malcolm Mitchell med små to minutter sender Patriots i front. Jets får en sidste chance, men defensive end Chris Long forcerer en fumble på quarterback Ryan Fitzpatrick. Sejren er Tom Bradys 200. i karrieren, og han tangerer dermed Peyton Mannings rekord. Rob Gronkowski forlader kampen med en alvorlig rygskade, der slutter hans sæson.

12. vs. Los Angeles Rams: 26-10 (10-2)
Rookie quarterback Jared Goff og Rams har ingen chance ude mod Patriots. Gæsterne bliver holdt til sølle 162 yards og laver to turnovers, og Patriots cruiser til en let sejr. LeGarrette Blount løber i end zone fra 43 yards, og Tom Brady gør kun lige det nødvendige med 269 yards og et touchdown til Chris Hogan. Med sin 201. sejr bliver Brady den mest vindende quarterback i NFL’s historie.

13. vs. Baltimore Ravens: 30-23 (11-2)
Patriots starter som lyn og torden og bringer sig hurtigt foran med 16-0 og 23-3 tidligt i anden halvleg. Herefter går hjemmeholdet i stå og laver to special teams-fumbles, der bringer Ravens tilbage i kampen. I fjerde quarter fører Patriots kun med tre point, men så kaster Tom Brady et afgørende 79-yard touchdown til Chris Hogan. Patriots vinder for 11. gang.

14. @ Denver Broncos: 16-3 (12-2)
Broncos’ forsvar holder Patriots til 16 point, og Tom Brady completer kun 16 kast. Alligevel vinder Patriots en sjælden sejr i Denver. Running backs LeGarrette Blount og Dion Lewis løber i alt 35 gange for 126 yards, og Patriots’ forsvar forcerer tre turnovers og holder Broncos ude af end zone. Blounts scoring i anden quarter bliver kampens eneste touchdown i en match, hvor Patriots har bolden i mere end 33 minutter. Sejren sikrer Patriots AFC East-divisionen og en oversidder i første runde af slutspillet.

15. vs. New York Jets: 41-3 (13-2)
Hjemme på Gillette Stadium smadrer Patriots rivalerne fra New York. Patriots fører 41-0, inden kicker Nick Folk sent i kampen fjerner det triste Jets-nul fra scoreboardet. New Englands forsvar forcerer fire turnovers, og quarterback Ryan Fitzpatrick completer sølle otte af 21 kast. Tom Brady kaster tre touchdowns til running back James White og tight ends Martellus Bennett og Matt Lengel, og LeGarrette blount scorer to touchdowns.

16. @ Miami Dolphins: 35-14 (14-2)
Patriots lukker den regulære sæson med en sikker sejr ude over Dolphins. Det er sæsonens ottende udesejr af otte muligt, og Patriots’ vej til Super Bowl bliver en smule lettere. Sejren sikrer nemlig hjemmebanefordel igennem hele slutspillet. Tom Brady kaster tre touchdowns til Martellus Bennett, Michael Floyd og Julian Edelman, og LeGarrette Blount scorer sit 18. touchdown. Patriots fører med 20-0, inden Miami får reduceret, men et Edelman-touchdown for 79 yards afgør kampen i tredje quarter.

Divisional: vs. Houston Texans: 34-16 (15-2)
Patriots’ vej til Super Bowl går over to hjemmekampe i slutspillet. Den første er mod Texans, hvor Patriots hiver sejren i land i sæsonens måske dårligste præstation. Texans’ forsvar lægger enormt pres på Tom Brady, der kaster to interceptions (ligeså mange som i hele den regulære sæson) og kun rammer på 18 af 38 kast. Running back Dion Lewis griber et touchdown, returnerer et punt for et touchdown og løber også i end zone for et touchdown. Texans’ angreb er håbløst dårligt, og quarterback Brock Osweiler kaster tre interceptions, og det gør, at Texans, trods en skidt Patriots-dag, aldrig rigtigt er tæt på at vinde. Sejren sender Patriots i den sjette AFC-finale i træk.

Conference: vs. Pittsburgh Steelers: 36-17 (16-2)
For niende gang i holdets historie vinder Patriots en konferencefinale og avancerer til Super Bowl. På hjemmebane har Bill Belichicks tropper ikke de store problemer med Steelers, der tidligt i kampen mister running back Le’Veon Bell til en lyskeskade. Tom Brady fortsætter sit stærke spil mod Steelers’ forsvar og kaster for en post-season franchise rekord 384 yards og tre touchdowns. Kampens helt store profil er wide receiver Chris Hogan, der griber ni bolde for 180 yards og to touchdowns. Kollegaen Julian Edelman hiver otte bolde ind for 118 yards. Steelers er aldrig inde i kampen, og quarterback Ben Roethlisberger kaster først et touchdown sent i fjerde quarter og bliver også intercepted. Patriots er klar til Super Bowl, hvor Atlanta Falcons venter.

Læs også: Falcons’ vej til Super Bowl LI

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

two × 5 =