Patriots klar til Super Bowl

Skrevet af Jacob Nørtov, man, 23/01/2012 - 00:19

For femte gang på 11 sæsoner er New England Patriots AFC-mestre og klar til Super Bowl.

Søndag vandt Boston-holdet en dramatisk sejr på 23-20 hjemme over Baltimore Ravens, hvis kicker Billy Cundiff missede et 32-yard field goal med blot 11 sekunder tilbage.

Inden da havde Ravens' quarterback Joe Flacco ved ført gæsterne fra egen 21-yard linje til Patriots' 14-yard linje, hvor Flacco kastede to incomplete kast.

Først fandt Ravens' ellers kritiserede quarterback wide receiver Lee Evans i end zone, men cornerback Sterling Moore fik lige nøjagtigt slået bolden ud af hænderne på Evans og forhindret et touchdown. Spillet efter kom Moore igen i vejen for et Flacco-kast, og med 11 sekunder tilbage fik Cundiff så muligheden for at sende kampen i overtid.

Men Cundiffs nerver svigtede, og Ravens-kickeren bankede bolden venstre om stolperne, og så kunne Patriots' spillere og trænere juble over endnu en plads i Super Bowl.

Ravens havde dog stor ære af kampen, og mange vil nok mene, at Baltimore nærmere tabte kampen mere end Patriots vandt den.

Hjemmeholdets normalt stærke angreb havde svært ved at lirke Ravens' dygtige defensiv op, quarterback Tom Brady spillede under niveau og var ofte upræcis med sine kast. Samtidigt lavede Patriots tre turnovers, men Ravens formåede kun at omsætte dem til seks point.

Patriots sendte de første point på tavlen i første quarter, da kicker Stephen Gostkowski hamrede læderet ind fra 29-yards.

Efter en imponerende Brady-interception fra cornerback Lardarius Webb fik Cundiff udlignet i anden quarter fra 20 yards, inden Patriots lagde deres "air attack" på hylden for en stund og i stedet sendte running back BenJarvus Green-Ellis i aktion.

"Law Firm" truckede sig vej gennem Ravens' defensiv og afsluttede angrebsserien med en scoring fra syv yards og føring 10-3. Flacco svarede dog hurtigt igen og fandt tight end Dennis Pitta for et seks-yard touchdown, inden Gostkowski med sit andet field goal gav hjemmeholdet en pauseføring på 13-10.

Patriots' store respekt for Ravens kom tydeligt til udtryk kort inden pausen, da Brady satte knæet i jorden med omkring et minut tilbage af anden quarter i stedet for at forsøge at score ekstra point.

Anden halvleg blev en ligeså tæt affære, og Gostkowski indledte med endnu et field goal denne gang fra 24-yards. Flacco viste sig herefter fra sin bedste side og førte Ravens til et touchdown signeret wide receiver Torrey Smith, der greb et kort kast fra sin quarterback og racede til end zone for en 29-yard scoring.

Stillingen 17-16 til gæsterne holdt kun et øjeblik, for på det efterfølgende kick off fumblede running back Danny Woodhead, og Ravens fik fingre i bolden. Et stort stop af Patriots takket være en 12-yard sack af Flacco fra safety James Ihedigbo betød, at Baltimore kun fik tre point ud af den turnover via Cundiffs 39-yard field goal.

Woodhead gjorde hurtigt skaden god ved at tage det næste kick off 41 yards op ad banen, og Patriots svarede igen ved en scoring fra Brady. Fra et-yard linjen sneg Brady sig tilsyneladende i end zone, men hans touchdown blev kaldt tilbage efter videogennemgang. Brady ville dog have de syv point og kastede sig over Ravens' forsvarslinje og fik strakt bolden over den vitale streg til føring 23-20.

De sidste 10 minutter blev yderst dramatiske. Først blev Flacco intercepted af linebacker Brandon Spikes, men på spillet umiddelbart efter gik Brady og Co. efter det hele. Patriot-quarterbacken tyrede bolden dybt mod en totalt opdækket Matthew Slater, og safety Bernard Pollard kom i vejen og fik på utrolig vis slået bolden op i luften til holdkammeraten, cornerback Jimmy Smith, der greb bolden for en interception i end zone.

Ravens fik efterfølgende ikke noget ud af den turnover, da en false start fra tight end Ed Dickson og to monsterspil af Patriots' defensive tackle Vince Wilfork sendte Ravens ud af field goal afstand. På fjerde down og seks kastede Flacco incomplete og måtte overlade bolden til Patriots.

Brady Boston-mandskab kunne dog ikke lukke kampen og blev stoppet på tredje down af safety Ed Reed, der kom i vejen for quarterbackens kast til tight end Aaron Hernandez. Med et minut og 44 sekunder tilbage fik Ravens en sidste chance for at udligne - eller vinde - og Flacco førte dygtigt sit hold ned ad banen.

Men fra Patriots' 14-yard linje kunne Ravens ikke konvertere til en ny første down, og derfor blev det hele lagt i fødderne på kicker Cundiff. Han modtog et godt snap, bolden blev sat perfekt i jorden, men Cundiffs spark strøg skævt mod venstre og forbi de gule stolper.

Patriots' spillere kunne således juble over en kneben sejr, og Bill Belichick m.fl. er nu klar til Super Bowl 46 i Indianapolis søndag den 5. februar.

Tags:


Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Type the characters you see in this picture. (verify using audio)
Type the characters you see in the picture above; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated. Not case sensitive.