Wells-rapport viser stor variation i boldtryk

Der var stor variation i boldtrykket på de 15 bolde, der blev testet i pausen af AFC-finalen mellem New England Patriots og Indianapolis Colts.

Det afslører den netop offentliggjorte rapport fra Ted Wells, der konkluderer, at Patriots-folk “mere sandsynligt end ej” tog luft ud af boldene inden opgøret.

I pausen testede to reserve-officials, Clete Blakeman og Dyrol Prioleau, med hver deres måler, trykket på 11 Patriots-bolde og fire Colts-bolde, og der var stor variation på målingen af den samme bold.

Prioleaus test af trykket på de 11 Patriots lå mellem 0,30 og 0,45 psi højere, end de målinger Blakeman nåede frem til ved test af de samme bolde.

Eksempelvis målte Blakeman én bold til 11,50 psi, mens Prioleau målte den samme bold til 11,80 psi. Hvem af de to, der målte først og om den første måling har taget lidt luft ud af bolden, vides ikke.

Ifølge Prioleaus målinger var én af de 11 Patriots-bolde 1,60 psi under det tilladte tryk, mens en anden kun var 0,20 psi under det mindst tilladte tryk mellem 12,5 psi.

Tre af de fire Colts-bolde blev af Blakeman målt til at have et tryk, der var mellem 0,35 og 0,45 højere, end hvad Prioleaus test viste. Én af de fire Colts-bolde blev af Prioleau målt til at have et 0,45 psi højere tryk, end hvad Blakeman målte.

Af de fire Colts-bolde, der blev testet – der var ikke tid til at teste resten – var tre bolde ifølge Prioleau mellem 0,15 og 0,35 psi under det tilladte mindste tryk, mens den sidste lå stort set midt imellem de tilladte 12,5 og 13,5 psi. Ingen af Blakesmans målinger viste, at Colts’ bolde lå under det tilladte tryk.

Inden starten på anden halvleg blev alle Patriots’ bolde pumpet op til et tilladt tryk.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

15 + 5 =