Werner: Nu kan jeg fokusere på pass rush

Jacksonville Jaguars’ defensive end, Bjoern Werner, glæder sig til at spille i et 4-3 system for første gang i sin professionelle karriere.

Werner skuffede fælt som outside linebacker i tre sæsoner hos Indianapolis Colts, der valgte ham i første runde af 2013 NFL draft, men nu ser Werner frem til at spille med hånden i jorden på line of scrimmage.

– Det er det, jeg har gjort i hele min karriere. Nu kan jeg fokusere på pass rush. Det er, hvad man bliver bedømt på i ligaen – produktion. Det var en stor årsag til, at jeg blev fritstillet af Colts, siger Werner til Jaguars.com.

Werner forklarer, at han er en type, der hele tiden skal arbejde på sit pass rush for at kunne producere, og at han i Colts’ 3-4 system mere skulle fokusere på at droppe tilbage i opdækning og sætte “edge”.

– De sidste tre træningspas (hos Jaguars) mindede mig om min tid hos Florida State, hvor det hele handler om “sæt hånden i jorden og arbejd på dit pass rush”. Jeg glæder mig. Det er rigtig sjovt, siger Werner.

Selvom Werner er et tidligere førsterundevalg, ved han, at der ikke er nogen fribillet til en plads i Jaguars trup.

– Jeg er nødt til at kæmpe som alle andre om et job. Jeg har før været i den situation, og jeg elsker det. Det var ikke fordi, jeg ikke var motiveret hos Colts. Jeg var motiveret – hver dag ønskede jeg at spille, og hver dag ønskede jeg at blive bedre. Nogle gange passer det bare ikke særlig godt sammen. Jeg forsøgte at lære hver eneste dag, men det var hårdt… Det skal jeg være ærlig at sige, siger Werner.

Sidste år lavede Werner ikke en eneste sack og spillede blot 10 kampe for Colts. I alt har han lavet 6,5 sacks i tre sæsoner i NFL.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

5 + ten =